Hjortebjergs optakt: Man skal ikke male fanden på væggen

Kategorier

På mandag spiller vi vores første hjemmekamp i 3F Superligaen, når vores naboer fra Lyngby BK kommer på besøg i Right to Dream Park. Assistenttræner, Frank Hjortebjerg, beretter om fagligt interessante opgør mod LBK, og slår fast, at vores ene point på kontoen ikke skal give anledning til panik.

Så gælder det sgu et vaskeægte lokalopgør, Frankie. Hvad bliver det for en fodboldkamp?

– Jeg synes, Lyngby Boldklub er et fodboldhold, der drillede os meget i sidste sæson. Både i den måde de pressede på, men også i den måde de positionerede sig på, når vi forsøgte at presse dem.

– Tit plejer det at være nogen taktiske kampe, hvor begge hold og begge trænerbænke gerne vil prøve at ændre undervejs. Vi kan begge godt lide at justere nogle positioner i spillet i forhold til, hvordan kampen forløber sig. Og begge hold har også flere forskellige muligheder i værktøjskassen.

– Så fra en træners synspunkt, plejer det at være en taktisk affære. Vi starter typisk med at have et udgangspunkt, justere undervejs, de kommer med en modreaktion og sådan bliver der løbende justeret lidt.

– Derfor bliver det oftest rigtig sjove og interessante fodboldkampe rent fagligt, når vi møder hinanden.

Hvordan vil de gerne forsvare sig? Og hvad er deres presstrategi?

– Deres udgangspunkt er, at de gerne vil presse med tre angribere på den forreste linje. Typisk har det været Emil Nielsen, Frederik Gytkjær og André Riel.

– Og så vil de også gerne have et midtbaneled på tre mand. Som ligger forholdsvist fladt bag angrebskæden, lidt ligesom vi oftest også gør det.

– Og så har de også fire spillere i den bagerste linje.

– Jeg tror, deres intention er, at de gerne vil lægge et tryk højt på banen. I hvert fald så meget, som det nu engang kan lade sig gøre, hvor de stadig føler, at de kan styre det.

– De vil gerne se, om Gytkjær kan skære banen over, som man siger på trænersprog. Altså at han skal forsøge at få bolden over i en af siderne, så de kan styre spillet og sørge for, at bolden bliver over i den side.

– Derfra kan de allokere så mange spillere over i den side, som de synes, er nødvendigt i forhold til at erobre bolden og sørge for, at modstanderne ikke kan komme ud eller vende spillet igen.

– Det er deres typiske strategi, men sker det, at modstanderholdet formår at holde fast i bolden, og Lyngby bliver ved med at forsvare sig, så kommer deres to yderste angribere sommetider langt ned og stå. Lad os sige, det er Emil Nielsen og André Riel, som kommer langt ned og forsvare.

– På den måde ender de nogle gange med at forsvare sig med fem eller seks mand i den bagerste linje.

– Og det er jo noget, man som modstander kan spekulere lidt i. Måske vil man gerne have dem derned, hvor de forsvarer sig med seks mand dybt, fordi så har de lidt længere vej op til det modsatte mål. Men det kan også være, at man helst ikke vil have dem derned for tidligt, fordi det er sværere at spille forbi seks mand end at spille forbi fire mand.

De har formået at score nul mål i de første to runder. Hvad er deres planer og strukturer rent offensivt? Hvordan vil de gerne score deres mål?

– Det ligner, at de har forsøgt at skræddersy en rolle til Gytkjær. Især efter at Rezan Corlu har forladt dem.

– Lidt ligesom vi gør med vores angriber centralt i banen, vil Gytkjær gerne falde ned i banen. Her vil han se, om han kan få den i fødderne, så han kan sætte nogle af de hurtige kantspillere op. Det er én af de måder, de gerne vil score på.

– Men de satser også enormt meget på deres omstillingsspil, som vi skal være opmærksomme på. Lige når de har vundet bolden, kan de sende Emil Nielsen afsted ude på siden. Han er en voldsom hurtig spiller og en maskine, som selv hvis han starter 70 meter fra modstanderens mål, kan drive det langt med hans antrit og power.

– Så det er de to typiske måder, som Lyngby kigger på i forhold til at komme til afslutninger.

Hvis Gytkjær spiller som droppende 9’er, kommer vi så ikke i undertal inde centralt på midtbanen?

 – Jo, det kan du sige. Men om vi kommer i overtal eller undertal, kommer selvfølgelig an på, hvordan vi vælger at forsvare os.

– De vil ofte have to midtbanespillere i forrummet – altså lige bag vores første preslinje. Og så vil de have én lidt længere fremme i mellemrummet, hvor Gytkjær også falder ned. På den måde ligger de med fire mand derinde, som danner en form for firkant, hvor de prøver at skabe et overtalt.

– Det er især de to dybe midtbanespillere i forrummet, som har drillet os lidt. Når vi har forsøgt at presse dem i tidligere opgør, har de været dygtige til at positionere sig godt, men de har også sat det op på en måde, hvor vi har haft svært ved det.

– Og så har de også Thomas Mikkelsen nede bagved, som faktisk er min gamle holdkammerat fra Næsby. Der må jeg bare sige, at det er imponerende, hvordan han bare bliver ved med at lægge på sit niveau.

– Han bliver bedre, bedre og bedre. Ikke at vi havde et dårligt niveau i Næsby, det er vigtigt at understrege. Men han er sgu bare blevet god de sidste par år.

– Og Thomas er jo virkelig rolig med bolden, og vil gerne spille med i fødderne, så det er også en måde, de forsøger at skabe overtal på. Det synes jeg, man skal lægge mærke til, når vi skal spille mod dem på mandag. For det er lidt interessant, hvordan de bruger ham.

– De bruger ham langt oppe på banen. Typisk bygger de faktisk spillet op med tre mand, hvor Thomas vil være spilleren i midten. Hvis man ikke kunne se, at han havde en anden trøje på, men bare så positionerne, så ligner det mere en markspillerposition end en målmandsposition.

– Så det er også en fed ting, de har arbejdet med.

Som du selv er inde på, kører Lyngby på papiret en 4-3-3-organisation. Ligesom OB også gjorde i sidste weekend. Er der nogen ligheder, hvor I kan kopiere gameplanen?

– Der vil være nogle ligheder, når vi bliver presset tæt på vores eget mål. Så hvis Lyngby har nogle perioder, hvor de vælger, at de gerne vil prøve at presse os højt, så vil det ligne nogle af de samme strukturer, som vi så mod OB.

– Det vil sige, at vi skal prøve at se, om vi kan spille ned på siden af deres ene centrale midtbanespiller. For de er som minimum nødt til at få deres ene, og oftest to af deres, centrale midtbanespillere højere i banen, hvis de vil lægge et tryk på os. Ellers spiller vi os ni ud af ti gange ud af det.

– Der var OB gode til at få deres to 8’ere højt i banen, men det efterlod deres 6’er lidt mere sårbar. Det fik vi nogle gange udnyttet, og andre gange gjorde vi det ikke. Men det vil være nogle af de steder, hvor strukturerne kan ligne hinanden.

– Så det vil primært være i presdelen, at der er nogle ligheder. I den måde de forsvarer sig på, er det lidt anderledes end mod OB qua eksempelvis deres kantspilleres rolle, som jeg var inde på før.

Vi har lukket mål ind på hjørnespark i begge de to første kampe. Flemming fortalte efter OB-kampen, at ”førsteprioriteten” er at true modstanderen i den anden ende, når vi forsvarer en standardsituation. Kan du uddybe det og forklare vores grundprincipper på det område?

– Jamen, selvfølgelig er det ikke godt nok, at vi lukker to mål ind på hjørnespark i de første to kampe. Men man skal heller ikke male fanden på væggen. De foregående sæsoner har vi egentlig været okay på defensive standardsituationer. Ikke at vi har været ligaens bedste, men vi har også været langt fra at være ligaens dårligste.

– Og det skal man huske på. Det kan hurtigt blive et øjebliksbillede, som man gør til en endegyldig sandhed. Og det synes jeg langt fra, det er.

– Det som Flemming mener, er, at når vi har en defensiv standardsituation, så tænker vi også over, hvordan vi kan komme op i den anden ende. Men selvfølgelig drejer det sig jo først og fremmest om, at vi skal forsvare den bold, som de bringer ind i vores felt.

– Det er jo sådan, spillet hænger sammen. Når vi forsvarer, tænker vi også på, hvordan vi kan angribe. Og når vi angriber, skal vi også tænke på, hvordan vi skal forsvare.

– Det som vi generelt gerne vil i spillet, er, at vi gerne vil se, om vi kan tage initiativet. Og det gælder også på de defensive standardsituationer. Hvis vi kan få modstanderen til at reagere på det, vi gør, så er vi nået et godt stykke allerede.

– Man ved jo tit på forhånd, hvordan modstanderne stiller op, man har sine egne positioner, så holdene har analyseret hinanden og prøver at sætte nogle positioner, der kan drille de andre.

– Men vi går rigtig langt for, ikke at skulle justere for meget på vores egne positioner afhængigt af, hvad de gør. Omvendt forsøger vi at sætte nogle positioner, som vi føler, de bliver nødt til at reagere på eller forholde sig til.

– Og vi oplever, at der er rigtig mange hold i Superligaen, som vælger at sætte mange spillere i det forreste område, når de har offensive hjørnespark. Altså tæt på vores målmand og den forreste stolpe. Og så dropper de en bold ind i det område. Og det er skide svært at forsvare sig mod.

– Men vi prøver at undgå at dække mand-mand i sådan en situation. OB havde nogle hjørnespark, hvor de satte seks mand i det lille målfelt, og der smider vi ikke seks mand ind tæt på dem. Fordi så tager vi jo ikke noget initiativ. Så er det OB, der styrer, hvor vi positionerer os henne. Og samtidig vil det stort set være umuligt for vores målmand at komme ud og gribe bolden.

– I stedet prøver vi at holde vores positioner og skabe så meget plads som muligt for vores egen målmand. De spillere, som de har tæt under mål, vil vi gerne skubbe til, så de ikke kan komme ud i feltet og heade på mål.

– Og så prøver vi omvendt at sætte nogle positioner lidt højere i feltet, som gør, at de måske ikke har lyst til at bringe seks mand ind i forreste område. Fordi vi har et par hurtige spillere tættere på deres mål i den anden ende.

– Så det handler meget om, at vi skal arbejde med ikke at blive styret af modstanderen. Så vi stadig kan tage noget initiativ. Og så skal vi også tro på det, vi gør. Som jeg også nævnte tidligere, har vi faktisk forsvaret os rigtig fint på standardsituationer. Det gjorde vi også i sidste sæson.

– Og derfor skal vi heller ikke gå i panik, fordi vi lukker to mål ind på hjørnespark. Vi skal tage det meget seriøst, og vi skal kigge på det, som vi altid gør. Derfor har vi også justeret nogle småting og nuancer, men det kunne lige så vel være sket, hvis der ikke var scoret på os.

– Nogle gange får vi skudt i skoene, at vi er et fodboldhold, der ikke gør noget ud af dødbolde. At vi ikke prioriterer det. Og det er meget forkert, for vi har rigtig meget fokus på det. Både på træningsbanen og i videomøder.

Vi har jo heller ikke jordens højeste spillertrup. Det må alt andet lige gøre det sværere at forsvare sig i luftdueller. Søger man inspiration hos andre klubber, hvor der også er en lav gennemsnitshøjde?

– Vi kigger mere efter de hold, som generelt prøver at undgå at få standardsituationer imod sig. Altså de hold som i åbent spil forsøger at forebygge. Derfor har vi også en måde at forsvare på, som er lagt op til, at vi skal have så få standardsituationer i mod os som muligt.

– Og så prøver vi at bruge vores spilleres styrker, og sætter dem i nogle roller, der giver mest mulig mening. Eksempelvis har vi Kofod, som måske er en af de mindste spillere i Superligaen, men han er virkelig vigtig for os på de defensive dødbolde.

– Han har en blokker-rolle. Han står længere ude i feltet, hvor han typisk aldrig vil heade til bolden. Hans rolle er at genere modstanderens løb, og skal sørge, at dem der er sat til at tage duellerne, som er dem, der er lidt højere end ’Kof’, har plads og ikke bliver blokeret eller screenet.

– Og det er Kofod vanvittig dygtig til. Men sådan nogle ting ser man måske ikke altid, så det kan man holde øje med på mandag.

– Det samme gælder for andre spillere, som har én specifik og vigtig rolle. Døhr har vi tit i det forreste område. Han er jo heller ikke er en super-høj spiller, men han vinder enormt mange standardsituationer i forreste område, fordi han er rigtig god til at læse, hvor bolden kommer henne. Og han er god til at komme forrest på de her bolde.

Nu nævner du selv, at vi ikke må male fanden på væggen. Men nu har vi været foran i vores to første opgør, men står kun tilbage med ét point. Er der brug for en sejr på mandag?

– Selvfølgelig er der det. Men det er lidt det samme som snakken om standardsituationer. Vi kunne gå i panik, hvis vi havde lukket mange mål ind på standardsituationer i fire sæsoner i træk, Men det er vigtigt, at man prøver at være objektiv omkring de her ting, inden man synes, at der skal ske en revolution.

– Men man skal selvfølgelig tage det seriøst.

– Og det samme gælder, når vi har spillet to kampe, hvor vi er kommet foran, men ikke har vundet. Det forholder vi os til, og prøver at kigge objektivt på, hvordan kampbilledet har forløbet. Hvad kan vi styre? Hvad kan vi gøre noget ved?

– I Brøndby spillede vi en første halvleg, som vi var rigtig tilfredse med. Og i OB spillede vi en første halvleg, som vi ikke var helt lige så tilfredse med. Men nu skal vi se, om vi også kan få noget mere kontrol hen imod slutningen af kampene. Så vi kan blive ved med at tage initiativet. Blive ved med at få kampen over på vores præmisser.

– Men det er også to svære udebaner, vi har spillet på. Jeg ved også, at Flemming nævnte det. Sidste sæson fik vi nul point i de to tilsvarende opgør. Nu står vi trods alt med ét. Hvis man tager de positive briller på, kan det jo også være en måde at se på det.

Det er jo lidt en nabokrig, når vi møder Lyngby BK. Nogle gange har der været en del spillere i vores trup med Lyngby-fortid, men nu er det kun Pete og Rygaard. Kan det mærkes i truppen, at det er sådan et lidt rivaliserende lokalopgør, der venter?

 – Jeg har faktisk ikke mærket det så meget op til det her opgør. Det har nok noget at gøre med de her tilskuerrestriktioner. Det kommer vi selvfølgelig især til at mangle og savne, når vi spiller første kamp på hjemmebane.

– Men vi kommer til at mærke det på kampdagen, når der pludselig ikke er mange tilskuere. Så bliver man ikke i samme grad konfronteret med, at det er et lokalopgør. Der plejer at være god lir omkring det. Fansene plejer også at lave fis med hinanden, og det er jo bare med til at gøre det til en federe oplevelse for os alle sammen.

– Forhåbentligt kan vi smaske igennem, give vores fans sæsonens første sejr og så have dem med i hjertet i stedet for.

Der er kampstart på mandag klokken 19.00 i Right to Dream Park Park. Hvis du ikke har fået billet til kampen, kan opgøres ses klokken 19.00 på TV3 Sport. Der er optakt fra klokken 18.00.