Hjortebjergs optakt: Brøndby har givet os udfordringer

Kategorier

Foto: Gonzales foto / Dejan Obretkovic

Ventetiden er (snart) forbi! På søndag spiller vi første kamp i den nye sæson af 3F Superligaen, hvor der venter en svær udebanekamp på Vestegnen. Assistenttræner, Frank Hjortebjerg, fortæller her om Brøndbys organisation, sin egen mavefornemmelse og hvordan man erstatter solgte profiler.

Brøndby IF venter i første kamp, hvilket er en svær udebane. Hvordan tror du, at de griber sådan en kamp an?

 – Vi har set, at de i nogle af træningskampene har forsøgt at gøre nogle ting, der afviger en lille smule, fra hvad de typisk gjorde i sidste sæson. Men vi forventer, at det vil være meget det samme Brøndby-hold, som vi så det i sidste sæson. Det var i hvert fald, det vi så i deres seneste træningskamp mod Crystal Palace.

– Typisk vil de bygge spillet op med tre centrale forsvarsspillere. Og så har de to wingbacks, der lurer på at komme til gennembrud ude på siderne. De vil enten gerne ned bagved os eller ende lige foran vores bagkæde.

– Så har de også typisk en spiller, der ligger fast i det område, vi kalder ’forrummet’. Altså lige bag vores angriber. En 6’er, kan man også kalde det. Han har to midtbanekolleger lidt højere i banen, som skiftevis kan komme ned og hjælpe ham. Så bliver det enten en 3-1-opbygning eller en 3-2-opbygning.

– Og så er der også to angribere i deres formation, som vil placere sig forholdsvist bredt i banen, så de ligger relativt langt fra hinanden. De lurer på enten at falde ned i et rum lige foran vores bagkæde, eller også løber de dybt ned bagved os.

– Det vil være deres typiske positioner, når de prøver at bygge spillet op. Så det handler for dem om at få de første par bolde ind imellem vores kæder, hvorefter de gerne vil aktivere de to wingbacks derfra eller deres to angribere.

– I presset vil de enten forsvare sig med tre eller fem spillere, hvilket afhænger af, hvordan men ser på deres formation. Det er dog helt sikkert, at de har to angrebsspillere i den første preslinje, hvorefter de har tre midtbanespillere i den næste linje, som også kan positionere sig med lidt variation.

– Vi forventer, at de oftest vil forsvare sig forholdsvist højt og aggressivt, men der vil også være perioder, hvor de står mere kompakt og mere midt på banen.

Du lagde ud med at sige, der har været lidt nye nuancer at spore hos dem i træningskampene. Hvad er det for nogle ting?

– For eksempel har de i nogle af træningskampene forsøgt at gå helt frem i et mand-mod-mand-pres. Hvor de har været meget fokuseret på modstanderens positioner frem for sine egne. Mere end de var i sidste sæson.

– Og så har vi også set, at de to angribere har taget udgangspunkt endnu længere væk fra hinanden i den offensive del, end de ellers har gjort tidligere.

– Så det er nogle af de nuancer, som vi tror, de ligger og leger lidt med i trænerteamet.

– Men vi prøver at lægge en base, der siger, at uanset hvad Brøndby vælger at gøre, så har de nogle karakteristika. De er eksempelvis enormt stærke på omstillingerne og de dybe løb.

– De har en spiller som Simon Hedlund, der betyder meget for deres offensive spil. Han har nogle rum, han gerne vil ligge og finde. Det er de samme typiske bevægelsesmønstre, han bevæger sig i.

– Men så forbereder vi selvfølgelig også spillerne på, at det kan være, at Brøndby gør sådan-og-sådan, hvorfor vi skal reagere på denne her måde. Og det kan også være at de gør det på en anden måde, og så skal vores spillere reagere på en anden måde. Så der er lidt forskellige løsninger.

Du nævner selv Simon Hedlund som værende en vigtig spiller. To af deres andre profiler, Andreas Maxsø og Rezan Corlu, er i karantæne til kampen. Er det noget, som der har været fokus på?

– Lige med de her to spillere kan det faktisk godt være, at det får en smule betydning for Brøndbys måde at gribe kampen an.

– Andreas Maxsø var en af 3F Superligaens bedste spillere i sidste sæson. Det må man bare sige. Han er virkelig, virkelig dygtig. Så det er klart, at det har en stor indflydelse, når han ikke er med.

– Men vi forventer ikke, at det kommer til at ændre noget ved Brøndbys struktur, at han er fraværende. De kommer sandsynligvis til at sætte en anden midtstopper ind på hans plads, og så går det op 1-til-1. Rent strukturelt.

Med Rezan kan det være lidt anderledes. Han har én position, hvor han befinder sig klart bedst. Det er, når han ligger foran to dybere midtbanespillere, mens han har angriberne foran sig selv. Det var sådan, han gjorde det godt i Lyngby, så jeg kunne forestille mig, at det også er planen at gøre i Brøndby.

– Men Brøndby har ikke en lignende spiller, der kan gå ind og udfylde den position på samme måde. Så vi forventer ikke, at de vil stille med en tydelig og klassisk 10’er, som Rezan ville.

– Vi forventer, at det vil blive mere varierende. Nogle gange vil de ligge med to på samme linje foran 6’eren, men det kan også godt være, at de sommetider vil have en spiller liggende oppe i Rezans rum.

– Men det vil ikke være lige så fast og organiseret, som det nok bliver, når han er tilbage fra karantæne. Det er i hvert fald vores forventninger.

Nu har du flot ridset op, hvilket fodboldhold Brøndby IF er. Men hvordan matcher vi deres organisation bedst muligt?

– Vi har jo haft lidt udfordringer med dem i de sidste par kampe. De har sat os i nogle svære dilemmaer i vores presspil, som de har løst flot.

– Særligt Morten Frendrup har drillet os lidt i hans positioner bag vores førstepres. Han har haft et godt samarbejde med Andreas Maxsø, når de har bygget spillet op, og vi har forsøgt at presse frem.

– Men vi ændrede nogle ting i pausen sidst på Brøndby Stadion, som gjorde vores presspil lidt bedre. Vi skal prøve at se, om vi kan undgå, at de bliver for komfortable på bolden. De må ikke få for god tid på bolden, så deres wingbacks kommer højt op og trykker os ned bagved. Det skal vi prøve at undgå.

– Vi skal helst se, om vi ikke kan få lagt et pres ind, før det sker. Og så skal vi helst også undgå, at de spiller bolden ind imellem os. Vi skal forsøge at holde dem ude på en af siderne.

– Offensivt skal vi prøve at få dem til at forsvare baglæns. Få nogle pasninger ind i deres organisation, som lokker deres bagkæde en smule frem. Og så har vi et bagrum, som vi kan spille ned i.

Nu står vi her på en anden side af fire ugers opstart. Hvilken fornemmelse har man i kroppen, nu hvor der kun er to dage til sæsonstart?

– Det er virkelig spændende. Vi har ikke haft den fulde trup samlet særlig meget på grund af landsholdssamlinger. Og det har i forvejen været en forholdsvist komprimeret opstart, fordi den forrige sæson blev så lang. Så det har været en lidt hektisk pre season.

– Så vi er virkelig spændte på at finde ud af, hvor vi står. Og vi er spændte på at se, hvornår vi for alvor kan slå kapital af denne her hårde opstart.

– Spillerne har bare givet den super-god gas i hele pre season. De har virkelig kløet på i de her lange, lange træningspas, som vi har haft, hvor vi har prøvet at fylde på dem.

– Så nu skulle vi gerne bevæge os hen imod, at det også munder ud i noget performance. At vi ikke bare har fyldt på for at fylde på. Strakt dem for at strække dem. Eller udfordret dem bare for udfordringens skyld. Der skal være noget profit i den anden ende.

– Men generelt glæder vi os bare. Vi vil bare gerne ind på Brøndby Stadion nu. Den dato har vi jo kigget efter, lige siden vi fik programmet. Man kan godt få nok af træningskampe, hvor der 10 indskiftninger og ikke nogen point på spil.

– Man kan også godt mærke til træning, at det begynder at spidse lidt til. Der er konkurrence i truppen. Alle vil jo gerne starte inde i den første kamp. Selvfølgelig vil de gerne det. Og det er heller ikke på alle positioner, at det har været lige let at blive enige om, hvem der skulle spille.

Noget af det som både eksperter og fans er lidt skeptiske omkring, er, at mere end 1/3 af vores mål fra sidste sæson ikke længere er i truppen. Er det noget, man arbejder aktivt med at erstatte? Eller sker det bare helt automatisk, at fx en ny spiller tager over?

– Det er faktisk lidt en blanding.

– Der er noget af det, som sker af sig selv. Som du ikke selv bestemmer over. Fodbold er et komplekst og systemisk spil, så når du tager én del ud og sætter en anden del ind, som ikke er fuldstændig identisk, vil der ske noget nyt.

– Og det har indflydelse på hele holdets dynamik. Du kan ikke forudsige det eller sætte den data ind i en computer, som regner det ud for dig. Så det er jo enormt interessant, at vi nu skal smide nogle nye dele ind og se, hvad det gør ved helheden.

– Men der er selvfølgelig også nogle punkter, hvor vi selv kan tage action. Hvis vi ved, at denne her spiller har de her bestemte karakteristika, som vi gerne vil sætte i spil. Hvordan kan vi så få hele systemet til at tilgodese denne her nye del, der er kommet ind i maskineriet?

– Dertil kommer, at det jo faktisk ikke er helt nye dele, der er kommet til. Det er de samme spillere, som også var her i sidste sæson. Der er bare et par spillere fra startopstillingen, der har forladt os.

– Nu kan vi ikke bare tyre den op i brystkassen på Kudus og regne med, at han driver bolden 20 meter frem med tre spillere på ryggen. Men så må vi gøre noget andet. Give den i fødderne på ’Dio’, som kan vende og dreje. Eller spille den dybt til ’Kamal’. Eller noget helt tredje.

– Så der er nogle positioner, løb og systemer, som vi selv kan sætte op og justere lidt på. Men der er også en række ting, som sker helt naturligt og organisk.

– Og så tror jeg også bare, at det er blevet en del af kulturen her i klubben. Det er en naturlig og flydende overgang, som efterhånden sker hvert år.

– Men når det så er sagt, så skal dem, som starter inde på Brøndby Stadion søndag, jo også performe. For ellers er der andre spillere at vælge i mellem. Det er ikke sådan, at Mikkel Damsgaard bare har givet faklen videre til én spiller fra den ene dag til den anden.

– Hos os vil der er altid en ny spiller, som står klar til at gribe chancen og give den gas.

Der er kampstart søndag klokken 16.00 på Brøndby Stadion. Opgøret vises på Canal 9, hvor der er optakt fra klokken 14.00.