Flemming P: Vi var meget mere en enhed

Kategorier

Flemming Pedersen på sidelinjen til dagens opgør i Ceres Park.

Foto: Gonzales Photo/Dejan Obretkovic

Vores Superliga-hold tabte i dag 2-0 mod AGF i en træningskamp, inden sæsonen starter igen næste weekend. Cheftræner, Flemming Pedersen, kalder det en ”svær” og ”sædvanlig” AGF-kamp, hvor der var mere sammenhæng at spore i holdet.

Det var jo ikke muligt for vores fans at se kampen i dag. Kan du give et indblik i, hvad det var for en fodboldkamp?

– Det var en sædvanlig AGF-kamp. De lod os have bolden i opbygningsspillet, hvor de lå og støttede frem i deres pres. De gjorde det meget svært for os at spille imellem deres kæder, så de fik dæmpet vores spil. Og hver gang vi gik lidt ned i tempo, så satte de presset ind. Så vi havde svært ved at komme igennem.

– Det var også en meget kompetetiv kamp, fordi AGF går til den. Det ved vi. Der vil altid være fysiske udfordringer, og de gør alt for at vinde. Professionelle frispark og så videre. Så det var en god og lærerig kamp for de spillere, der mødte AGF for første gang.

– En svær kamp. Overordnet var den ret jævnbyrdig, men der var et plus til AGF. Specielt i første halvleg. Straks fra starten af anden halvleg, kommer vi dog bedre med.

– Det er også i første halvleg, at de scorer begge deres mål. Næsten lige efter hinanden. De scorer først på et indlæg fra et frispark, hvor Tingager header den i det lange hjørne. Det var et flot hovedstødsmål, men vores bagkæde faldt for hurtigt, så vi efterlod rum.

– Og så giver vi bolden op, mister den, hvorefter de slår den hurtigt frem. Der bliver lidt nærkampe i vores højre forsvarsside, hvorefter Gift Links ender med at få bolden. Han sparker den hårdt ind i det korte hjørne lige ude foran feltet. Og så står den lige pludselig 2-0.

– Det var selvfølgelig en mavepuster, men jeg synes, at holdet fik samlet sig rigtig godt sammen. Det var ikke sådan, at vi mistede vores organisation eller lod os unødvendigt frustrere. Vi fik holdt godt sammen på tingene. Det var rigtig positivt.

– Generelt blev der lukket fint af i defensiven i dag. Vi giver ikke det store væk. I første minut dumper der en løs bold ned i vores felt, som vi ikke får afvist. Det kommer efter et langt indkast, og de ender med at få en fin chance inde i feltet. Så vi er nødsaget til at kigge på de defensive standardsituationer igen.

– Men vi får lukket fint ned for deres kontraangreb, som er der, AGF primært er farlige. De har én farlig omstilling i anden halvleg, hvor de kommer i overtal, men det får forsvaret løst rigtig fint. Det blev ikke til en chance.

– Og i løbet af anden halvleg, kommer vi også selv til nogle muligheder i den anden ende. Isaac har blandt andet en rigtig god chance, hvor Maxwell bygger spillet fint op, finder Antman i mellemrummet, som vender og stikker den dybt til Isaac. Han kommer faktisk fri til en 1-mod-1 med keeperen, men sparker den fladt forbi det lange hjørne.

– Senere i anden halvleg, slipper Isaac igennem igen, hvor han også er helt fri. Men han bliver fældet lige ude foran feltet. De når lige akkurat at tage benene på ham. Derfor får vi et frispark, som ’Ry’ knalder på overliggeren.

– Fem minutter før tid har Emeka også en friløber, hvor han bliver stukket dybt inde i feltet. Men deres målmand kommer godt ud, og får gjort vinklen lille. Så da Emeka skal afslutte, er det svært at få den forbi keeperen.

– I forhold til hvor meget vi havde bolden, er det ikke så meget, vi får produceret. Det skal altid vurderes i den sammenhæng. Hvis det havde været en kamp, hvor vi blev trykket ned og slet ikke havde bolden, kunne man godt være tilfreds med at skabe de der 2-3 åbne chancer. Men vi kan ikke være tilfredse med det, som vi producerede i dag, når vi havde bolden så meget.

Var der lige så mange ind- og udskiftninger som i de øvrige træningskampe, eller var der flere spillere, der spillede mere eller mindre fuldtid?

– Der var flere, der spillede hele kampen, fordi de skulle strækkes så meget som overhovedet muligt. Så der var slet ikke lige så mange udskiftninger i dag. Den eneste position, hvor der var stor rotation, var på højreback. Der spillede Villadsen, Døhr og Lucas Lykkegaard 30 minutter hver, fordi der var behov for dosering.

– Men ellers laver vi kun udskiftninger i anden halvleg. Vi sætter Clinton ind i stedet for Ulrik, da der mangler 15-20 minutter. Mathias Rasmussen ind i stedet for Frese, da der mangler 15-20 minutter. Antman kommer ind i stedet for Tochi, da der mangler 25 minutter. Emeka kommer ind med 10 minutter igen i stedet for Rygaard.  Og så kommer Rothmann ind i stedet for Kamal, da der er spillet en times tid.

Frank snakkede inden kampen om, at man gerne skulle kunne se lidt mere sammenhæng i holdet nu. Var det det, du så i dag?

– Der var klart mere substans i dag, hvis man sammenligner med de to første kampe mod HB Køge og Vejle. Vi var meget mere en enhed. Det hænger måske også sammen med, at vi ikke laver lige så store udskiftninger.

– Og til de to andre kampe har vi også været meget trætte. Det er ikke fordi, at spillerne ikke er trætte nu. Der var stadig trætte ben, det var tydeligt at se. Men vi droslede ned til træningen i går, så benene var lidt bedre i dag, end de har været tidligere.

Nu har i en uge tilbage i Farum, inden det går løs. Hvad skal der arbejdes med i denne her allersidste fase af pre season?

– Nu skal vi have en fysisk lettere træningsuge, hvor spillerne kan få vejret igen. Og hvor de får letheden tilbage i benene, så de ikke er så tunge. Og så skal der selvfølgelig også arbejdes endnu mere med det tekniske i forhold til boldomgangen, så vi kan steppe op og spille endnu hurtigere.

– Og så skal vi også arbejde endnu mere med vores pres, som der har været stor fokus på her i pre season. Vores presspil så rigtig fint ud i dag, men AGF er ikke den bedste modstander at spille imod, hvis man gerne vil træne sit pres. De spiller mange tidlige og længere bolde, så det er et hold, der oftest ligesom undgår at blive presset.

– Vi arbejder videre. Vi glæder os til at have hele truppen samlet igen, når vores fire landsholdsspillere kommer tilbage igen på torsdag. Så på torsdag begynder vi for alvor at kigge frem mod Brøndby-kampen, når vi så har tre træningsdage, hvor hele truppen er samlet i Farum.

Vi møder AGF igen på mandag klokken 16.00 i Slagelse, hvor det nye VAR-system skal testes. Kampen vil blive vist på Superliga.dk