Clinton Antwi lånes ud til Esbjerg FB

Kategorier

Clinton Antwi under en træningskamp mod AGF denne pre-season.

Foto: Gonzales Foto / Dejan Obretkovic

FC Nordsjælland udlåner den 20-årige venstre back Clinton Antwi til 1. divisionsklubben Esbjerg FB for resten af sæsonen.

Clinton Antwi kom til FCN fra Right to Dream akademiet for næsten tre år siden og fik efter en sæson på U19 holdet etableret sig i Superligatruppen. Men i denne sæson er det ikke blevet til meget spilletid i FC Nordsjælland, og derfor er både den ghanesiske back og den sportslige ledelse enige om, at det er en god mulighed for begge parter, der nu har budt sig til på Vestkysten for resten af denne sæson.

Sportschef Jan Laursen:

– Vi har stadig en stærk tro på Clinton, men vi er enige om, at han har brug for mere kamptid på banen for at fortsætte sin udvikling, indfri sit potentiale og komme endnu stærkere tilbage. Det får han gode muligheder for i Esbjerg, og vi ved, han kommer i gode hænder hos vores tidligere træner Ólafur Kristjánsson. Clinton er en sympatisk ung mand med et stort hjerte både på og uden for banen, og samtidigt har han en meget høj arbejdsmoral og agerer altid professionelt i enhver sammenhæng. Vi glæder os til at følge ham i Esbjerg.

Clinton Antwi:
– Jeg har brug for spilletid i forhold til min udvikling, og derfor er jeg glad for muligheden, jeg nu får i Esbjerg. Jeg glæder mig til udfordringen, og min klare ambition er at tilkæmpe mig en plads på holdet og gøre min del for, at klubben kan vende tilbage til Superligaen. Jeg tror på, at det her er det rigtige for mig.

Clinton Antwi har foreløbigt spillet 22 officielle kampe med tigeren på brystet.