Kurland: Vi viste et flot FCN-udtryk

Kategorier

Vores U19-drenge drog i denne weekend en tur til Odense. Endnu en gang kom de sejrrigt ud af opgøret efter en flot anden halvleg.

Efter avancement i Pokalturningen i tirsdags, var det lørdag tid til anden runde af Ligaen. Her ventede OB’s ditto, og kampen endte med en flot sejr på 4-1.

U19-cheftræner, Kasper Kurland, var specielt begejstret for drengenes udtryk i kampen.

– Jeg synes, at drengene leverede en rigtig fin præstation. Vi kommer ud med et godt og tydeligt FCN-udtryk. Vi tog styringen på kampen tidligt og scorede allerede efter fem minutter. I den efterfølgende periode havde vi også flere muligheder for at score yderligere.

– I den periode kommer vi dog også til at give nogle omstillinger væk, som vi skal være bedre til at undgå ved hjælp fra vores boldomgang og defensive struktur. Ved deres udligning så vi ikke godt ud defensivt, selvom vi var i balance med hele holdet, så det skal vi klare bedre. 

Efter en pausestilling på 1-1 kom holdet ud med et fedt udtryk i anden halvleg, hvilket resulterede i tre flotte mål.

-Vi bruger pausen godt og kommer godt ud til anden halvleg. Vi laver tre rigtig flotte mål i anden halvleg efter gennembrud i vores venstre side. Alt i alt var vi rigtig godt tilfredse med præstationen og udtrykket, og vi skal arbejde videre herfra, afslutter Kurland. 

Dermed forsætter de unge drenge deres fornemme start på den nye sæson, som har budt på nogle rigtig, rigtig flotte præstationer.

Næste kamp for vores U19-drenge er lørdag d. 12. September, hvor Silkeborg IF tager turen til Right to Dream Park. Kampen starter klokken 13.00, og som altid kan man se kampen live på vores Youtube-kanal.