Hjortebjergs optakt: Vi skal være endnu mere intense

Kategorier

Så skal der endelig spilles kamp igen. I morgen har vores 3F Superliga-hold den første træningskamp i pre season, når HB Køge kommer på besøg i Right to Dream Park. Assistenttræner, Frank Hjortebjerg, glæder sig til en kamp, hvor intensitet og højt tempo er øverst på dagsordenen.

Så gælder det første testkamp efter to træningsuger her i Farum. Hvordan har de to uger været?

– De har været rigtig gode. Stor kredit til spillerne. Både for det arbejde de har lavet i pausen, men de har også leveret og arbejdet hårdt, efter de er mødt ind igen. Vi har selvfølgelig snakket lidt med dem om, hvad det er for en sæson, vi går i møde, hvad det er, vi gerne vil, hvordan vi skal træne, hvad der bliver anderledes i år og sådan nogle ting. Og det har de taget virkelig godt imod.

– Der er kommet nye ansigter i anførergruppen, som nu består af Kian Hansen, Magnus Kofod, Mikkel Rygaard, Clinton Antwi, Mads Døhr og Maxwell Woledzi. Hvoraf Kian bærer anførerbindet. Og de spillere der har fået et øget ansvar i spillertruppen, har ageret på en måde, der også beretter dem til at sætte en retning for holdet og deres holdkammerater. Det har virkelig været klasse.

– Som Zangenberg også har fortalt, så har det primære mål for de her to uger været, at spillerne skal være klar til at levere på et højt nok niveau til kamp. Der har været meget fokus på, at træningspassene enten skulle foregå med høj intensitet eller også skulle de foregå over lang tid. Og nogle gange begge dele. På den måde har vi kunne presse spillerne, så de også udvikler sig på det taktiske plan. Forstået på den måde, at de trænes i at tage de rigtige beslutninger, selvom de er presset fysisk og mentalt.

Det er en måned siden, at holdet sidst har spillet en kamp. Glæder man sig? Er man lidt nervøs? Hvad er fornemmelsen?

– Jeg glæder mig rigtig meget. Specielt på grund af den måde, som spillerne er kommet tilbage på. Og på grund af de her to uger, vi lige har haft, som jeg synes, har været enormt gode. Så jeg glæder mig rigtig meget til at skulle blive prøvet af igen. Det er jo grunden til, at vi træner. Vi træner for at kunne præstere, når vi endelig skal spille kamp.

– Vi har ikke haft så meget spil på stor bane indtil videre. Ikke så mange 11-mod-11-spil. Så det bliver også spændende at se, hvordan vi står på det punkt.

– Tavlen er jo ligesom visket lidt ren for alle spillerne. Der er fri kamp om alle pladserne. Det synes jeg også, man har kunnet se. Der er nogle af de spillere, der måske hang lidt med klarinetten hen imod slutning af sæsonen, som har fået genopladet batterierne. De er med på, at nu er vi tilbage på en frisk.

– Og det har været med til at trække den samlede gruppe op. Det er jo meget sigende for et fodboldhold, at man er dybt afhængige af hinanden. Uanset om jeg er den første eller sidste på holdkortet, så har jeg en stor indvirkning på, hvordan det endelige resultat bliver. Jeg har stadig en rolle at spille.

Det er HB Køge, der kommer besøg i morgen. Hvem er de?

– HB Køge mødte vi også i en træningskamp for et par måneder siden, lige inden 3F Superligaen skulle genoptages efter Corona-pausen. Og det er et hold, som gerne vil presse meget, meget højt og de er også meget mandsorienteret. Så sidste gang havde vi mange situationer, hvor vores målmand havde enormt meget tid på bolden. Fordi alle deres spillere stod 1-mod-1 på vores spillere.

– Det har vi set lidt video på, for det forventer vi også, at vi skal møde i morgen. Vi har fundet ud af, hvordan vi løste det godt sidst, men har også haft fokus på de sekvenser, hvor vi løste det mindre godt. Og så har vi selvfølgelig også kigget på, hvordan de bygger spillet op og sådan nogle ting.

– Men det drejer mest om os selv i morgen. Vi har ikke f.eks. ikke haft et traditionelt pre match træningspas i dag. Det primære er, at vi kommer ud over rampen, så vi får udtrykt nogle af alle de her ting, som vi har gået og trænet på. Alle spillerne skal have en god halvleg i benene, så vi får første pejlemærke for, hvor vi står henne, inden vi skal møde Brøndby i første kamp om et par uger.

Kan man forvente at se noget nyt fra holdet?

– Vores ambition er i hvert fald, at vi i den kommende sæson skal være endnu mere intense. Både i vores måde at forsvare os på og vores måde at angribe på. Sidste år havde vi en del kampe, hvor vi også prøvede at skabe kontrol i opgøret. Jeg vil ikke sige, at vi deciderede prøvede at tage tempoet ud af kampene, for det gør vi aldrig som udgangspunkt, men vi prøvede i hvert fald at kontrollere vores egen defensiv. Så vi var sikre på, hvilke rum vi gav væk.

– Hvor ambitionen er nu, at vi skal have flere kampe, hvor vi spiller i så højt et tempo, at det er svært for modstanderne at håndtere. Og det gælder både med og uden bold. Det er også derfor, at vi har haft de her to første uger af pre season, hvor der har været stor fokus på intensitet og volume. Det er for, at vi igennem 90 minutter kan presse modstanderen derud, hvor de ikke synes, det er rart at være. Det skal ikke være rart at møde os. Og det tror jeg, at man allerede kan se i morgen.

– Det kan godt være, at vi bliver nødt til at skrue lidt ned på nogle knapper, når sæsonen først løber afsted. Men det er klart, at vi lige nu sigter efter det højeste, når det ”bare” er pre season. Der sætter vi baren højt, for vi vil gerne være insisterende.

Der er kampstart i morgen klokken 13.00 i Right to Dream Park. Opgøret bliver livestreamet på vores Youtube-kanal.