Fra akademi til Superliga: Emeka Nnamani

Kategorier

Som bekendt er et af de største formål med vores model, at vi skal give unge mennesker chancen for at opnå deres drømme. Denne sommer er ingen undtagelse, da fire akademispillere rykkes op i Superliga-truppen.

Vi præsenterede Andreas Gülstorff i sidste uge, mens angriber Andreas Bredahl blev præsenteret i tirsdags. Nu er det tid til at byde endnu en offensivspiller velkommen i Superliga-truppen.

Chukwuemeka Paul Nnamani, eller bare ’Emeka’, har de sidste år boltret sig på vores akademihold. Senest spillede han en flot sæson i U19-ligaen, hvor 12 scoringer var nok til at gøre ham til topscorer i rækken. 

U19-cheftræner, Kasper Kurland:
– Emeka Nnamani er en 18-årig kantspiller, som også godt kan spille 9’er. Han har sin forcer i feltet, løbene omkring feltet og i sine dybe løb, når modstanderens bagkæde står højt på banen. Han ender som topscorer i dette års U19-liga, hvilket er en præstation i sig selv, når man kigger på, hvor mange andre dygtige angribere, der var i rækken.

– Han har en naturlig evne til at komme i gode afslutningspositioner, hvor han sparker godt med begge ben. Han er rigtig svær at komme ind på kroppen af, når først han får sat sine driblinger og sin fart i spil. 

– Han er selvfølgelig en spiller, der vil komme til at møde en hård konkurrence på kantpositionerne med alle de dygtige spillere, der er i Superliga-truppen. Så Emeka skal kæmpe og udnytte alle de muligheder, der kommer. Hans chancer skal nok komme, hvis han lægger et ekstra niveau på sin presintensitet, som er nødt til at være højere, når han nu kommer til at møde endnu dygtigere modstandere. 

– Emeka skal måske bruge et års tid til at vænne sig til at spille Superliga-fodbold, men derfra vil han også være en spiller, som fansene kan glæde sig til at se. Han er en spiller, der forhåbentlig kommer til at lave mål. Det er han i stand til at gøre alle steder, hvilket han også har bevist på alle niveauer, han har spillet på indtil nu; herunder også i Reserveligaen og i internationale kampe til Baltic Sea Cup.

– På mange måder minder han ikke om de øvrige kantspillere, der er i førsteholdstruppen, men alligevel gør han lidt. Han har sine klare styrker i sine driblinger tæt på modstanderne, og når han først får sat afsted, er han svær at hente.

Head of Coaching, Alexander Riget:
– Emeka startede i klubben som U11-spiller, hvor han skiftede fra en mindre klub ude ved Rødovre. Han er faktisk en af de første spillere, jeg husker fra min egen start i FC Nordsjælland. Det er snart otte år siden, men jeg kan huske, at vi spillede en intern træningskamp med årgang 2000, som dengang var U13. Emeka var med, selvom han er fra årgang 2001 og var U12-spiller på daværende tidspunkt. Jeg husker lige så tydeligt, at han var på mit hold i den interne kamp, og han havde en Real Madrid-trøje på med nummer 7 ’Raul’ på ryggen. 

– Siden da har jeg arbejdet mange år med Emeka, og han har igennem hele perioden været en spiller, som har haft et godt potentiale og har udviklet sig godt gennem sine efterhånden mange år i klubben. Selvom Emeka nok vil mene, at han er en Rødovre-knægt, så betragter vi ham som en ægte FCN-dreng. Det vil sige, at han, udover at være en dygtig fodboldspiller, også er en rigtig god holdkammerat, der er med til at skabe en rigtig god stemning i omklædningsrummet.

 – Jeg tror dog også, at Emeka er en af de akademispillere, som der gennem tiden er blevet råbt mest ad; både til træning og i kamp. Her er det nok Kasper Kurland og undertegnede, der har været mest aktive på den front. Det er naturligvis fordi, vi altid har set et stort potentiale i ham, og en gang imellem har han haft brug for lidt hjælp til at holde fokus.

– Der er ingen tvivl om, at vi fra akademiets side er rigtigt glade for, at Emeka nu bliver en del af Superliga-truppen. Han har igennem rigtig mange år arbejdet hårdt og haft en fantastisk opbakning fra familien. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har talt med hans far på parkeringspladsen, når han har siddet og ventet længe på, at Emeka var færdig i omklædningsrummet efter kamp eller træning. 

– Det relaterer sig også til, at Emeka netop altid har prioriteret det gode kammeratskab og været et socialt samlingspunkt på de forskellige hold, han har spillet på. Ligeledes gælder det også, at Emeka har fået afsluttet sin gymnasietid på Bagsværd Kostskole på fornuftig vis, da det for klubben er vigtigt, at drengene får gjort tingene ordentligt skolemæssigt.

– Emeka slutter sin tid som ungdomsspiller af med at blive topscorer i U19-ligaen. Det er vi naturligvis rigtigt glade for i klubben, da de angrebstrænere, der har haft ham gennem tiden, virkelig har knoklet hårdt for at udvikle den del af Emekas spil. Derudover har han deltaget i en lang række turneringer i udlandet med vores Internationale Akademi og har tidligere spillet sammen med langt størstedelen af de spillere, som nu er at finde i Superliga-truppen. Derfor tror vi og håber, at han falder hurtigt til i truppen, selvom der utvivlsomt er brug for at vænne sig til tempoet på Superliga-niveau.

Emeka Nnamani har fået nummer 21 i Superliga-truppen.