Fra akademi til Superliga: Andreas Bredahl

Kategorier

Som bekendt er et af de største formål med vores model, at vi skal give unge mennesker chancen for at opnå deres drømme. Denne sommer er ingen undtagelse, da fire akademispillere rykkes op i Superliga-truppen.

I fredags blev Andreas Gülstorff præsenteret. Nu er det tid til at hilse på en anden Andreas. En ung fyr der tilbringer mest tid i den anden ende af banen end Gülstorff.

Andreas Bredahl trænede både med U19- og seniorholdet i sidste sæson, men flyttes nu permanent op i Superliga-truppen. Den 17-årige angriber fik sin Superliga-debut mod de nykårede mestre fra FC Midtjylland i juli. Her er en række udtalelser fra to af klubbens ansatte, der kender Andreas allerbedst.

U19-cheftræner, Kasper Kurland:
 – Andreas Bredahl er en rigtig goalgetter. En ægte 9’er, der kun lever for én eneste ting; at lave mål. Det er en spiller, der løber dybt i alle kanaler, som han kan komme i. Og på samme vis afslutter han på alle muligheder, der ligger foran ham. Han tager også en tørn i både presspillet og opbygningsspillet, men der er ikke nogen tvivl om, at det der motiverer Andreas, er, at han altid gerne vil lave mål. 

– Det har han også vist i hele sin tid hos FC Nordsjælland. Han er måske den spiller, der har lavet flest mål på akademiet nogensinde. Jeg kan ikke mine tal og statistikker 100%, men han må helt sikkert være en af dem, der har lavet allerflest mål. Han er en meget, meget dygtig afslutter. Samtidig har han en god fart og har allerede nu en fin fysik, selvom han kun er 17 år gammel.

– Det vil være en spiller, som fansene også kan glæde sig til. Han har ikke spillet en fuld U19-sæson på grund af skader og landsholdsplaner i efteråret. Så det viser, hvilket potentiale han har, at han allerede nu bliver rykket op i seniortruppen.

– Han er en potentiel topscorer i FC Nordsjælland for fremtiden, som vi kan glæde os til at se. Han har meget stor selvtillid og tro på egne evner. 

Head of Coaching, Alexander Riget:
– Andreas startede i klubben, da han var U13-spiller. Inden da spillede han fodbold i Hvalsø IF. Andreas er en lidt atypisk historie, hvis man sammenligner med størstedelen af de spillere, vi har på akademiet. Først i en relativt sen alder begyndte Andreas at spille fodbold, så han var gået lidt under radaren hos os og mange af de andre store klubber. 

– Vi fik et tilfældigt tip fra en forælder fra et af de yngre hold på daværende tidspunkt, som sagde, at der rendte en knægt rundt i Hvalsø, der lavede et hav af mål. Så vi sendte en scout ud for at kigge på Andreas, som dengang spillede med årgangen ældre i Hvalsø. 

– I den kamp, vi var nede at se, lavede Andreas først to mål, men så blev han skiftet ud, fordi han havde lidt ondt i lysken. Pludselig kommer holdet bagud, og så måtte Andreas jo ind igen. Han lavede så yderligere tre mål, og Hvalsø vandt 6-5. 

– Derfra var vi overbeviste om, at der var et spændende potentiale, som vi gerne ville arbejde med. Efter nogle samtaler med familien valgte de, at Andreas skulle starte hos os, hvilket alle parter må siges være ret glade for den dag i dag.

– Et par uger efter Andreas var startet hos os, skulle vi til England med U13, hvor vi skulle møde Manchester City, Liverpool og Accrington. 

– Jeg kan huske, Andreas startede ude i den første kamp imod City, da han lige skulle se, hvordan tingene fungerede. Men jeg tror, at han kom ind og spillede en halvleg i den kamp. I den næste kamp mod Liverpool fik han lov at starte inde, hvor han så lavede to mål. 

– Det må have været noget af en kontrast for Andreas. Den ene dag spiller du fodbold hjemme i Hvalsø, men 14 dage senere har du lavet to mål i en kamp mod Liverpool på deres træningsanlæg. Generelt har vores 2003-årgang, som Andreas var en del af, altid klaret sig godt internationalt. Her har han bidraget med rigtig mange mål og ligeledes arbejdet stenhårdt for holdet.

 – Generelt er Andreas kendetegnet ved at have en enorm portion sund selvtillid. Han har en meget stor ærgerrighed efter at lave mål, og jeg husker ikke en spiller på akademiet, der har lavet flere mål i sin ungdomstid heroppe, end han har.

– Derudover har Andreas et utroligt tæt bånd til sin familie, som virkelig også har brugt mange ressourcer på, at Andreas har kunnet udleve sine drømme om at blive professionel fodboldspiller i FCN. Den daglige tur frem og tilbage fra Hvalsø kræver et bagland, der støtter og hjælper til. Så der er ingen tvivl om, at Andreas har meget at takke sine forældre og søskende for.

 – Aldersmæssigt er Andreas først lige blevet førsteårs-U19-spiller. Så vi på akademiet er selvfølgelig glade for og stolte af, at han allerede nu skal være en fast del af Superliga-truppen. Vi glæder os til at følge med i, hvordan det kommer til at gå. Det gode ved den her klub er, at der er et enormt tæt bånd mellem alle holdene i klubben, og derfor kommer vi også til at være omkring ham i dagligdagen. Måske bliver det også stadig til nogle kampe på U19-holdet, hvis det passer ind og giver mening.

Andreas Bredahl har fået nummer 20 i Superliga-truppen.