FCN henter slovakisk målmand

Kategorier

foto: fcn.dk

FC Nordsjælland lejer den slovakiske målmand Martin Vantruba i den tjekkiske storklub Slavia Prag for sæsonen 2020/2021. 

22-årige Martin Vantruba er startet træningen op med resten af truppen fra dags dato. Den kommende sæson skal den 196 centimeter høje slovak være en del af FCN på et lejemål fra Slavia Prag, og FC Nordsjælland har sikret sig en købsoption i aftalen.

Sportschef Jan Laursen:
– Vi er glade for, at vi nu har fået målmandskabalen på plads, så vi fortsat kan have en sund konkurrence i vores talentfulde målmandsteam på vores Superliga-hold. Martin er en målmand, vi har fulgt længe, og for en måned siden var han på besøg i en uges tid hos os, hvor begge parter kunne se hinanden an.

– Vi føler os overbevist om, at han er en målmand, der både kan bidrage nu og samtidigt blive bedre, hvis han fortsætter sin udvikling. Derfor mener vi, at et lejeophold på et år med en købsoption er den bedste løsning for både Martin og FCN.

Slovakiet er et fodboldland og -marked som FC Nordsjælland scouter meget i. Derfor har klubbens rekrutteringsafdeling flere gange – og over længere tid – set og fulgt Martin Vantruba i aktion.

Chefscout Steen Nedergaard:
– Martin Vantruba har været på vores radar længe. Vi har set ham, mens han var udlejet fra Slavia Prag i to forskellige klubber, men vi har også set ham på det slovakiske U21 landshold, hvor vi jo også fulgte Ivan Mesik, inden han kom til klubben.

– Vi synes, han passer godt ind i vores måde at spille på. Han har en god rækkevidde og er smidig og elegant på trods af sin store størrelse. Han skal stadig lægge på, men vi tror på, at Martin har et stort potentiale på den lange bane, som han vil få god mulighed for at nærme sig i vores miljø i FC Nordsjælland.

Vantruba får nummer 30 hos FC Nordsjælland.