Brian Sørensen: Det var en fed kamp

Kategorier

Cheftræner, Brian Sørensen, under kampen mod HB Køge.

Efter et skuffende nederlag i sidste runde kom vores kvindehold i dag tilbage på sporet, da vi med en flot præstation slog oprykkerne fra HB Køge med 3-1. Florentina Olar sørgede for to flotte oplæg, inden hun selv lukkede kampen med en scoring til 3-0. Cheftræner, Brian Sørensen, mener, at HB Køge blev straffet med effektivitet foran mål.

– Det er jo dejligt, at vi fik en sejr i dag, eftersom vi dummede os i Kolding i sidste uge. Sidste gang vi mødte HB Køge, havde vi fuld kontrol over kampen. Denne gang havde vi tværtimod ikke lige så meget kontrol, men vi var til gengæld meget effektive foran mål.

– Vi straffede dem hårdt, men jeg synes faktisk, at vi kunne have straffet dem endnu hårdere. Omvendt kunne de også have scoret en enkelt gang mere, hvis man kigger på de chancer, som de skabte. Vi fik dog godt styr på det i slutningen af kampen. Det var en fed og livlig kamp.

– Vi har haft et par kampe mod HB Køge. Men en ting er træningskampe, og noget andet er, når det virkelig gælder i Gjensidige Kvindeliga. Det synes jeg, at vi fik vist i dag. Jeg synes, vi er det stærkeste hold, når man ser på det overordnet.

– Vores plan i dag var, at vi skulle stå højt på banen og stresse dem så meget som muligt i deres bagkæde. Og så skulle vi vinde de bolde, som de blev nødsaget til at smide op. Det ville skabe nogle muligheder til os, og det er faktisk også det, vi scorer de første to mål på.

– Næste kamp er mod FC Thy – ThistedQ, og det er altid svært at spille på udebane i Thisted. Først og fremmest er det en lang tur, men selve fodboldkampen bliver også svær. De tabte godt nok point i dag mod Aab, men det er det fede ved denne her række. Alle kan i princippet tage point fra alle, hvis de rammer dagen.

– Så vi skal have samme intensitet med, som vi viste i dag. Og så skal vi gå benhårdt efter de tre point. Effektiviteten skal vi også tage med videre til Thisted. Man kan sige, at hvis man kigger på vores indbyrdes opgør mod FC Thy – ThistedQ, så hælder det lidt til vores side, eftersom vi har vundet de seneste opgør mod dem. Så det satser jeg også på, at det gør på lørdag, afslutter Brian Sørensen.

Det er på lørdag klokken 15.00, at kvinderne skal ud på noget af en opgave, når de gæster FC Thy – ThistedQ, der ligger på andenpladsen af Gjensidige Kvindeliga.