Brian Sørensen: Det har været en god start på sæsonen

Kategorier

Brian Sørensen under Aab Kampen.

FC Nordsjællands Kvinder sejrede i går 2-0 mod oprykkerne fra AaB i Aalborg og er dermed på 1.pladsen i Gjensidige Kvindeliga. Cheftræneren evaluerer her på en kamp med meget varmt vejr og en ny taktik fra modstanderen.

Vi vinder 0-2 mod oprykkerne fra Aab og sikrer os tre ydeligere point. Hvad er dine tanker om kampen? 

– Det var igen en rigtig varm omgang. Vi spillede mod et AaB hold, som havde ændret deres taktik efter det store nederlag til HB Køge i sidste uge. Så de stillede sig ned mod os og forsvarede faktisk meget godt. Vi formår stadig at vinde 2-0 på udebane, så det er dejligt. Det vi skal være bedre til er at spille bolden hurtigere rundt, så vi kan skabe overtal. AaB var meget kompakte på midten, så vi skulle være tålmodige og sætte spillet bedre op bagfra. Det har været en god start på sæsonen. To kampe er spillet, og vi står med seks point ud af seks mulige. Derudover har vi formået at holde buret rent i begge kampe, så det er positivt, siger Brian Sørensen.

Vi spiller allerede igen på onsdag mod Brøndby IF. Hvad skal I tage med videre fra kampen i går?

– Jeg ved ikke helt, om vi kan tage så meget med videre fra kampen i går udover, at vi holdt et clean sheet og scorede to fine mål, for det bliver en helt anden kamp mod Brøndby IF, hvor begge hold gerne vil holde på bolden og begge hold gerne vil frem på banen. Det vi kan tage med fra de to første kampe er, at vi er dygtige i defensiven og holder nullet. Hvis vi kan holde nullet på onsdag, så er der gode muligheder for at få endnu en sejr, sigercheftræner Brian Sørensen.

Den direkte kamp om førstepladsen på onsdag klokken 18.30 spilles i Right to Dream Park. For at sikre dig din billet til kampen, skal du blot sende en e-mail med navn, e-mail og mobilnummer til air@fcn.dk.

Billetterne er gratis, fordi Arbejdernes Landsbank sponsorerer alle tilskuerbilletterne. På grund af Covid-19 er der dog kun 200 billetter til rådighed, og det foregår efter først-til-mølle-princippet.