Hjortebjergs optakt: AGF har en enorm stærk sammenhængskraft

Kategorier

foto: fcn.dk

I morgen kommer AGF på besøg i Right to Dream Park til den sidste hjemmekamp i 3F Superligaen. Sidst FC Nordsjælland mødte AGF, var det på udebane i Aarhus, hvor De Hviie tog sig en sikker sejr på 2-1. Assistenttræner, Frank Hjortebjerg, er opsat på at slutte sæsonen godt af.

Det er en måneds tid siden, at vi tabte 2-1 på udebane i Aarhus. Hvad husker du fra det opgør?

– Det var ikke rart for os. Vi fik en tur i AGF-maskinen. Som jeg husker det, var det en kamp på deres præmisser. Fra start til slut. Vi havde svært ved at spille ordentligt igennem deres pres, hvorefter vi røg ind i nogle grimme omstillinger imod os.

– Jeg er sikker på, at det var en kamp, som forløb lige præcis, som de havde skrevet i manuskriptet. Man må bare sige, at AGF jo har udviklet enorm stærk sammenhængskraft i deres hold. Jeg synes, de er meget ydmyge og meget afklarede med, hvad de gerne vil. De slår ikke et større brød op, end de kan bage.

– Deres fundament er simpelthen så solidt. Og hvis jeg skal bruge en kliche, så bærer det tydeligt præg af, at alle sejler i samme retning for dem lige i øjeblikket. Det er jo bare godt arbejde af både spillere, trænere og alle i klubben. Det er stærkt at bygge sådan en sammenhængskraft op. Det må man bare have respekt.

Vi havde et interview med Ibra efter sidste kamp, som fortalte, at AGF-holdet spillede hårdt og var rigtig dygtige til at smadre kampen. Og at det specielt mentalt var en hård udfordring for drengene. Er det et punkt, I har italesat op til kampen?

– Ja, det er det. Fordi vi ved godt, at det er noget, AGF er dygtige til. De har nogle spillere, der er gode til det, så det har været en generel ting, hver gang vi har mødt dem. Jeg tror, det er femte gang, vi møder dem nu, fordi vi også mødte dem i en træningskamp i vinters. Og vi har tabt alle sammen.

– Men vi kender dem rigtig godt nu. Vi har forberedt os på det og italesat det over for spillerne. Efter sidste kamp var der en specifik situation, som vi viste til truppen. Spillerne fik muligheden for at sætte nogle ord på, hvad der var på spil og hvordan vi skal håndtere sådan nogle situationer, når de opstår.

– Så det er noget, som vi både havde fokus på efter seneste opgør, men det er også noget, som vi har kigget på op til denne her kamp.

De har jo nærmest ikke set sig tilbage, siden sidst vi mødte dem, hvorfor de nu ligger til at få sølvmedaljer. Men alligevel har de haft to nederlag mod AaB på vejen. Hvor er det, at de måske er lidt sårbare?

– Noget af det AaB har haft succes med, er, at de har fået AGF til at forsvare sig baglæns. De har fået dem til i højere grad at løbe ned mod deres eget mål, fordi AGF er mest komfortable, når de har spillet foran sig. På den måde kan de presse fremad derfra, så de kan tvinge modstanderne til at begå fejl. Og så straffer de dem. Det har AaB undgået.

– AGF har det klart bedst, når de ikke har bolden ret meget. De trives, når de forsvarer og kan køre nogle meget korte angreb. De praktiserer ud fra en kompakt og hårdt pressende defensiv, hvor de går hurtigt til angreb, når de erobrer bolden.

– Så noget af det de ikke synes, er så rart, er, hvis modstanderholdet kan trække dem rundt, således at de får sværere ved at tvinge nogle fejl ud af modstanderene. De forsvarer sig jo meget tæt, så de vil helt sikkert følge mange af vores spillere i deres positioneringer. Så hvis vores spillere løber imod bolden eller ind i banen, vil den nærmeste AGF-spiller følge vores løb og positioner.

– Derfor skal vi trække dem rundt, så vi kan skabe nogle af de rum, som vi gerne vil udnytte. Derfra skal vi spille tilstrækkeligt hurtigt og komme ned bagved dem, som jeg var inde på før.

Det er ikke første gang, du nævner, at vi skal få modstanderen til at ’forsvare baglæns’. Hvordan lykkedes man med det i praksis?

– Man kan jo lave nogle taktiske og strukturelle valg. Man kan spille den dybe bold direkte fra målmanden, som havner nede bag deres bagkæde. Det vil altid være en bold, der er lang tid undervejs, hvilket vil sige, at modstanderen også har tilstrækkeligt tid til at komme i positioner til at forsvare bolden.

– På samme måde kan man vælge at spille chipbolden fra en af sine forsvarsspillere, men det vil stort set være det samme, som hvis man gør det direkte fra sin målmand.

– Man kan også forsøge at spille den fra det område, som vi kalder forrummet. Det er lige bag deres spidsangriber, som i dette tilfælde vil være Patrick Mortesen. Eller bag en af de to midtbanespillere som går op i presset. På den måde vil man allerede være lidt tættere på deres sidste linje, hvorfor bolden vil være lidt kortere undervejs. Og så får de kortere tid til at forsvare sig.

– Sådan kan man fortsætte op i banen. Jo tættere du kan komme på den sidste linje, inden du spiller ind bagved, jo sværere er det at forsvare. Men det er også klart, at det er sværere for det angribende hold at bringe sig selv i de situationer længere oppe på banen.

– Det er selvfølgelig lettere at slå bolden nede fra Peter Vindahl, end hvis man skal gøre det lige foran Frederik Tingager og Sebastian Hausner i deres forsvarslinje. Så det er en ren cost-benefit-analyse, man skal lave; hvornår er det rigtige tid at slå den ned bagved? Hvor langt skal man forsøge at flytte bolden frem i banen, før du sætter den på spil?

Du nævner også, at AGF er klart mest komfortable, når de ikke har bolden så meget. Betyder det, at vi i højere grad vil overlade initiativet til dem?

– Nu svarede jeg jo på, hvad AaB havde gjort godt for at slå AGF. Og det var noget af det, som AaB gjorde. De har helt tydeligt lagt en markant anderledes gameplan, hver gang de har mødt AGF. De har haft ekstremt korte angreb, hvor de netop har slået den dybe bold direkte fra målmanden eller forsvarsspilleren. Apropos hvad jeg nævnte før.

– Og så har de forsøgt at angribe ud fra det, selvfølgelig. Men hvis det ikke blev til et farligt angreb, har de bare sagt ”Hva så, AGF? Nu er det jer, der har bolden lidt mere, end vi har den. Så nu prøver vi at lægge et pres på jer, så vi kan se, om vi kan tvinge jer til at lave nogle fejl.”

– Så vi har i hvert fald italesat, at det er noget af det, som AGF har det svært med. Men vi skal jo finde vores balancegang. Vores egen måde at gøre det på. Vi kan ikke lykkedes med at kopiere det, som AaB har gjort. Der skal findes et FCN-aftryk, som fungerer mod AGF. Men det er blevet italesæt, ligesom vi har haft træningspas, hvor der var fokus på at komme mere ned bagved. Det havde vi også op til den seneste kamp, men det lykkedes bare ikke i praksis.

Næstsidste kamp i sæsonen – og den sidste på hjemmebane. Hvad er fokus på forud for de sidste kampe?

– Jamen, fokus er 100%, at vi skal have minimum en sejr i en af de to sidste kampe. Hvis man skal se sådan helt sort/hvidt på tingene, så er det jo det, som er det vigtigste. Det vil gøre rigtig meget for hele den fornemmelse, vi går på ferie med, hvis vi får den sejr. Så det er det, vi går efter.

– Men man kan også sige, at vi sandsynligvis ender som nummer fem eller seks i det her slutspil. Uanset hvordan resultaterne flasker sig – både i vores egne kampe og i de andre kampe.

– Så hvis man fx kigger på den seneste kamp mod FC Midtjylland. Vi bliver reduceret til 10 mand efter 13 minutter, hvor vi er foran, men vi forsøger jo ikke at beskytte os selv eller begrave kampen. Vi prøver til stadighed at holde tempo i kampen i de rigtige momenter, ligesom vi arbejder videre med vores måde at forsvare os på, som kun bliver endnu mere relevant, når vi forsvarer os endnu mere, end vi ville have gjort, hvis det var 11-mod-11.

– På den måde har vi jo altid de lange briller på i denne her klub. Vi spiller for mere end den enkeltstående kamp. Det gør vi også i morgen. Og det gør vi også på søndag. Men det gjorde vi også i starten af sæsonen.

– Det er den måde, vi tænker tingene på, som giver spillerne og hele vores klub noget dybde. Det er den strategi, vi har. Så det er vi altid tro imod. Også i de to sidste kampe i sæsonen. Det er det, der gør, at vores kultur og klubidentitet er så stærk. Det er, at vi gør tingene så konsekvent. Jo oftere man tager ud af en sidevej, jo nemmere mister du blikket for fyrtårnet for enden.

– Men når det så er sagt, er vi også bevidste om, at der jo også er nuancer i projektet. Der er tidspunkter, hvor den enkelte kamp og det enkelte resultat er mere værd og kan være en investering på netop den lange bane.

– Det kan være lige før, at grundspillet afsluttes, hvor man skal sikre en plads i top-6, eller det kan være de sidste par kampe, inden man går på ferie. Specielt hvis man har haft det svært i perioden op til. Det kan have en ekstra betydning for, hvilken fornemmelse man tager med sig på ferie.

Der er kampstart i morgen klokken 18.00.