Hjortebjergs optakt: AaB er blevet mere direkte

Kategorier

Foto: Gonzales Photo / Dejan Obretkovic

FC Nordsjælland tager i morgen imod AaB hjemme i Farum. Det er kun fire runder siden, at FCN sidst mødte aalborggenserne. Dengang tog holdet en sejr på 0-4 med hjem fra Aalborg. Assistenttræner, Frank Hjortebjerg, forventer dog, at man vil møde et anderledes AaB-hold i morgen.

For en lille måneds tid siden var vi på besøg i Aalborg, hvor vi vandt 0-4. Hvad var det, vi gjorde så godt i den kamp?

– Der var i hvert fald et eller andet, der gik vores vej i den kamp. For ligesom at jeg ikke synes, at Brøndby var fire mål bedre end os i torsdags, så synes jeg heller ikke, at vi var fire mål bedre end AaB, da vi var på besøg deroppe. Sådan går det jo nogle gange i fodbold, men i sidste ende får alle nok, som de har fortjent.

– Men det var en kamp, hvor vi egentlig startede rigtig godt. Pludselig kom vi lidt på hælene i en halv times tid, hvor AaB drillede os gevaldigt med nogle positioner, som gjorde ondt på os. Det havde vi det svært med. Især Lucas Andersen og Iver Fossum fandt nogle positioner, der gjorde ondt på os.

– Det er ikke helt dækkende nok, når man siger, at det ene hold ”bare” var skarpere i begge ender. I Aalborg havde Peter nogle rigtig gode redninger i kassen, som han hev op i den periode, hvor vi kæmpede lidt med tingene. Så scorer vi et rigtig flot mål til 0-1, hvor vi sætter nogle rigtig gode strukturer op. Det defensive justerede vi undervejs, som kampen forløb. Derfor fik vi bedre og bedre styr på AaB’s offensiv, som gjorde, at vi havde en fin kontrol over kampen.

– ”Skarphed i felterne” er lidt en floskel. Brøndby lagde et tryk på os i torsdags, hvor de scorede nogle mål på nogle afslutninger, der kommer fra nogle rigtig, rigtig attraktive positioner. Det er nogle afslutningsmuligheder, som har stor værdi, fordi de oftest vil resultere i mål. På den ene eller den anden måde. Det er ikke bare tilfældigheder eller skud langt ude fra feltet af.

– Og det samme gjorde sig gældende for os mod Aalborg sidst. Selvom vi ikke var fire mål bedre end dem, så scorer vi stadig vores mål ud fra en klar og tydelig struktur. Det er nogle af de angreb, som vi træner på hver dag. Så på den måde er der mere til det end bare skarphed i felterne. Det handler i højere grad om at sætte sine strukturerer rigtigt i spil. Og det gjorde vi sidst ovre i Aalborg, ligesom Brøndby gjorde det mod os i torsdags.

Inden sidste kamp fortalte du, at AaB er et lidt svært hold at forberede sig på, fordi de kan gribe spillet an på forskellige måder. Er det det samme, der gør sig gældende?

– Der har jo været lidt trænerrokader derovre, hvor der er sket lidt udskiftninger i trænerstaben. Det er ligesom om, at det har betydet noget mere end bare nye ansigter. Forstået på den måde, at det også ligner, det har ændret lidt ved måden, de spiller på.

– Hvis man sammenligner med det hold, som vi mødte sidste gang, forventer jeg, at AaB i morgen vil være et mere direkte hold. Både i deres presspil og også i deres eget spil med bolden. Jeg vil forvente, at det er et hold, som vil presse os enormt højt og meget frontalt. Men jeg tror også, at AaB vil være lidt forandret, når de selv har bolden. De vil ikke i samme grad drille os med nogle svære positioner og være lige så fleksible, som de har været tidligere på sæsonen. De vil, som sagt, være mere direkte i deres spil.

– Det vil jeg i hvert fald forvente. Nu er det ikke sådan, at de har spillet 100 kampe, siden vi sidst stod over for hinanden. Men vi synes alligevel, at der er nogle nye nuancer i deres udtryk, som måske vil være lidt anderledes end for en måned siden.

– Det er især i deres presspil, at vi har lagt mærke til en forandring i de sidste par kampe, de har spillet. De presser mere én-til-én og mere frontalt. Forstået på den måde, at man jo også kan vælge at presse med nogle vinkler, der skærmer af for afleveringsmuligheder. Ligesom man bevidst kan afgive nogle rum i presset, hvis man ønsker, at modstanderen skal spille ind i bestemte områder. Men nu virker det som om, at AaB er blevet mere direkte i presset. Mere in your face.

I har kun haft to dage til både at køre nedtakt fra BIF-kampen, restitution, taktisk optakt til AaB-kampen og komme på træningsbanen igen, så I er 100% klar til kamp igen. Hvordan bærer man sig ad med det?

– Det er klart, at vi bliver nødt til at kigge hinanden i øjnene fredag morgen, da vi møder ind efter Brøndby-kampen. Det skal vi selvfølgelig gøre efter hver kamp, men især sådan en 4-0’er kan godt gøre lidt ondt i mavsen. Så vi får vendt oplevelsen og får nogle temaer på bordet, som både trænerstaben og spillerne melder op, mens vi ser på video fra kampen.

– Så runder vi af og lukker det kapitel. Allerede der er vi godt klar over, at der er en ny kamp igen få dage efter. Så det kan ikke nytte noget at søbe for meget rundt i det. Det er jo kun en kæmpe gave, at vi lynhurtigt kan komme ud og spille en fodboldkamp igen. Det er jo trods alt den bedste måde at fortsætte tilværelsen som fodboldspiller og -træner, når man lige har haft en knap så sjov oplevelse.

– Derefter går vi på træningsbanen, hvor vi allerede der kigger hen imod AaB. Det vil sige, at vi har tilrettelagt en træning med henblik på, hvad vi forventer, kan blive relevant. Det begynder vi faktisk allerede på, da vi sidder og kører nedtakt på Brøndby-kampen. Der satte vi nogle tanker i hovedet på drengene, så vi alle sammen bliver omstillet til, at det nu gælder kampen på søndag. Vi skal selvfølgelig bruge Brøndby-kampen så konstruktivt, som vi kan. Det handler om at være klar til at præstere igen, for der er ikke nogen undskyldninger for ikke at levere en god præstation, bare fordi man lige har haft en svær kamp.

– Rent praktisk betyder det stramme program også, at vi reelt set kun når ét træningspas, hvor vi alle sammen er samlet. I går havde vi en opdelt træning, hvor dem som ikke spillede så meget i Brøndby-kampen, kunne gå lidt mere til stålet, så de blev fuldt forberedt til kampen mod AaB. Mens de øvrige spillere kørte recovery.

– I dag har vi så haft hele truppen samlet, hvor vi kunne gøre de sidste par ting klar. Men det er klart, at det er begrænset, hvor meget vi kan lægge på nu. Både fordi kampene kommer så hurtigt, men også fordi vi er i slutningen af sæsonen. Det er begrænset, hvor meget vi kan skubbe til de spillemæssige grænser ude på træningsbanen. Det er ikke lige nu, at vi begynder at introducere alle mulige nye ting til vores spil. Det handler i højere grad om at blive klar og indstillet på den næste kamp, ligesom vi kan justere lidt småting her og der. Men det er i selve kampene, at vi skal komme ud med fuldt tryk, så vi kan skubbe til grænserne og udvikle vores spil.

Tre nederlag i streg. Uden at score et eneste mål. Hvorfor bliver den stime vendt i morgen?

– Hver eneste kamp har jo sit eget liv, men der skal ikke være nogen tvivl om, at vi er meget sultne efter at score nogle fodboldmål igen og sultne efter at bevise, hvem vi er.

– Som jeg også har sagt tidligere, så er det afgørende, at denne her modgang bliver brugt til noget konstruktivt. Det kan ikke nytte noget, at vi går rundt og har ondt af os selv. Nu har vi rundet Brøndby-kampen af, og så er der en ny chance igen i morgen. Den skal vi selvfølgelig gribe foran hjemmepublikummet i Farum.

– AaB plejer jo også at ligge ganske fint til os, fordi de plejer at være et hold, som gerne vil ud og spille med os. De vil gerne byde os op til dans på nogle af de samme ting, som vi også forsøger at dyrke. Så det har været nogle rigtig fine opgør mod dem tidligere i sæsonen, og det tror jeg også, at det bliver i morgen.

Der er kampstart klokken 14.00 i Right to Dream Park. Du kan sikre dig en billet til kampen HER.