Frederik Birk analyserer BIF-kampen

Kategorier

Foto: Gonzales Photo / Dejan Obretkovic

I går led FC Nordsjælland et hårdt 4-0 nederlag på udebane mod Brøndby IF. De blå-gule var skarpe i begge felter, mens FCN hverken evnede at stramme op defensivt eller putte bolden i kassen i den modsatte ende. Frederik Birk Christensen, analytiker, fortæller her om de taktiske justeringer, som holdet gennemgik under gårsdagens kamp.

Nu har I haft et post-match meeting i dag efter gårsdagens nederlag. Kan du give et indblik i, hvad der var fokus på?

 – Der havde vi meget fokus på de afgørende situationer i begge felter, fordi det netop var det, der var udslagsgivende i kampen. Der var muligheder i begge ender, men Brøndby var bare meget bedre til at forvalte effektiviteten. Både i det defensive og det offensive arbejde i felterne.

– Planen var, at vi skulle ud og brænde os af i går, hvilket jeg også synes, at vi gjorde. Hvis man kigger på starten af kampen, er vi faktisk dominerende. Og da Brøndby scorer, er det stort set første gang, at de er i nærheden af vores boks. Defensivt er det klart, at det var på et for lavt niveau. Det har vi også adresseret i dag. Der var for mange individuelle og kollektive handlinger, som simpelthen ikke var på et højt nok niveau. Og det straffede Brøndby bare i går.

– Men hvis vi kigger på det taktiske, så var der nogle udviklinger i spillet, som er interessante at gribe fat i. Vi vidste godt på forhånd, at vores 3-4-3-organisation skulle møde en 3-5-2-organisation. Det betød, at vi rent strukturelt ville have et undertal inde centralt på banen, hvor vores to centrale midtbanespiller skulle stå over for tre af deres.

– Det skulle vi se, om vi kunne håndtere, ved at én af vores tre stoppere skulle støde op og afhjælpe vores to centrale midtbanespillere. Den udfordring lykkedes vi ikke med at få styr på i vores pres i første halvleg, hvor specielt Morten Frendrup udfordrede vores presstrategi med nogle gode positioner og vinkler. Derfor blev vi i pausen nødt til at sadle om. Så i anden halvleg gik vi over i en anden presstrategi, der skulle forsøge at sikre centeret noget mere.

– Vi valgte at gå over i en 4-2-3-1 i presset, hvor vi flyttede en midtbanespiller mere ind, der kunne understøtte, så vi fik et 3-mod-3-spil inde centralt. Men det betød så, at vores nu kun to stoppere skulle dække for tre mand. De har Mikael Uhre og Jesper Lindstrøm, som begge er hurtige angribere, der er dygtige til at finde positioner bredt i banen. Og derfor blev vi i stedet udfordret i rummene på siderne af vores stoppere.

– Så man kan sige, at vi egentlig prøvede at kompensere lidt på det ene punkt, men så blev vi ramt et andet sted i vores defensive stykke arbejde.

 – Hvis man tager fat i vores offensive spil, blev vi også nødt til at ændre en lille smule struktur i vores centrum af banen, fordi de havde lagt en lidt anden presstrategi end forventet. De havde smidt Simon Tibbling frem, så han lå og pressede sammen med deres to forreste spillere. Så de pressede egentlig i en 5-2-3, hvilket gav os nogle problemer.

– Vi havde egentlig forberedt en diamant-formation med fire centrale spillere derinde, men vi lavede det om til det, som vi kalder for square. Altså en kassestruktur hvor vi lagde to punkter på siderne af Simon Tibbling, så han havde to forskellige vinkler, han skulle tage ud, når han lagde sit pres på vores midterste stopper. Det udfordrede dem lidt mere, og gjorde, at vi fik mere kontrol i spillet.

– En del af planen var også, at vi skulle forsøge at få Brøndby til at forsvare sig baglæns. Og jeg synes sådan set, at vi kommer ind med nogle gode bevægelser og løb i bagrummet. Vi slår også nogle gode bolde ind bagved. Og specielt vil jeg gerne rose Magnus Kofod, som virkelig har taget nogle af de ting til sig, som vi har snakket med ham om efter de sidste par kampe. Det har været lidt for stationært, når bolden har ramt ham, men i går havde han et par fine chips ind bagved. De bolde er selvfølgelig kun mulige at slå, når der kommer nogle farlige løb mod deres bagkæde. Det synes jeg, så fornuftigt ud i flere sekvenser i løbet af kampen.

På søndag skal FC Nordsjælland i aktion igen, når AaB kommer på besøg i Right to Dream Park. Du kan finde din billet til kampen HER.