Flemming P: Vi viser det udtryk, som vi gerne vil

Kategorier

foto: fcn.dk

FC Nordsjælland tabte i dag 0-1 på hjemmebane mod FC Midtjylland i 3F Superligaen. FCN kom ellers stærkt fra start mod rækkens førerhold, men en frisparksscoring i starten af anden halvleg var nok til at give midtjyderne sejren. Cheftræner Flemming Pedersen er tilfreds med holdets forbedring fra seneste møde med FCM.

Det ender med et smalt 0-1 nederlag efter et måske lidt småtilfældigt FCM-frisparksmål. Hvad tænker du om kampen i dag og drengenes præstation?

 – Det var jo en meget jævnbyrdig kamp, men med et lille overtag til os. Jeg synes, vi viser det udtryk, som vi gerne vil vise. Vi er dominerende i det meste af kampen, så det var ikke blot ét skridt frem, men flere skridt frem, hvis man sammenligner med sidste hjemmekamp mod FC Midtjylland for en måned siden.

– Og ja, så kan man selvfølgelig sige, at selve målet var lidt heldigt, men det er vores egen skyld, at de overhovedet får frisparket. Det er os, der har opbygningsspillet, inden vi lige pludselig spiller en høj chipbold, som ender i en hovedstødsduel. Det var for sløset, fordi så får vi bolden lige tilbage i hovedet. Så der må vi bare kigge indad og sige, at det var for latterligt, det skulle ske. For det er sådan, vi inviterer Midtjylland ind i kampen efter en god første halvleg.

Udover målet er det vel ikke mange chancer, vi giver væk. Hvad synes du om den defensive præstation?

– Jamen, den defensive præstation var rigtig, rigtig god i dag. Jeg mener, Sory Kaba har et hovedstød i første halvleg efter en standardsituation, som går lige over mål. Det er vel den eneste reelle chance, de har. Udover Anders Dreyers skud på stolpen til sidst. Men der er vi inde i de sidste fem minutter af kampen, hvor vi satser hele butikken for at få det udlignende mål.

Hvad med FC Midtjyllands tilgang til kampen – var den som forventet?

– Ja, der var ikke noget, som overraskede os som sådan. De gik højt op og forsøgte at stresse os, men vi var meget bedre med bolden i dag, så de kunne slet ikke holde det tryk på os, som de kunne sidst. Derfor kommer de til at løbe rigtig, rigtig mange forgæves meter.

– Men omvendt formår vi heller ikke at tilspille os nok chancer. Vi har en god mulighed i første halvleg ved Ibrahim Sadiq, men så har vi heller ikke så meget mere. Der er tilløb til en masse ting, der kunne blive rigtig farlige, men så mister vi lige en berøring eller også ligger aflevering en smule forkert. Det er hele tiden den sidste ting, der lige mangler.

Som du selv nævner, var kampen i dag lidt mere på vores præmisser, hvis man sammenligner med kampen for en måned siden mod FCM. Hvorfor?

– Vi forsøgte egentlig ikke at gøre noget anderledes. Vi spillede bare med større kvalitet over hele linjen, hvor vi var dygtigere til at komme rundt om dem.

– Det eneste som måske var lidt anderledes end sidst, var, at Peter stod på mål i dag. Han er jo en anderledes målmand, end Nicolai er. Pete er lidt bedre med fødderne end Nico, så derfor spillede vi med en lidt mere aktiv målmand i dag, der kom længere ud fra feltet. Det var med til at tage trykket af FC Midtjyllands presspil, som gjorde, at vi blev lidt mere rolige i vores opbygningsspil.

– Hvis vi skulle have haft et resultat med os i dag, skulle vi have været bedre til at eksekvere den afgørende pasning. Så vi kunne få flere gode gennembrud og flere afslutninger med kvalitet. Det er klart, at når denne offensive del bliver finpudset, så bliver det svært for de andre hold at følge med os, når vi har så meget boldbesiddelse, som vi har.

Allerede på torsdag skal Superliga-holdet igen i aktion, da Brøndby IF venter på udebane. Der er kampstart klokken 18.00.