Brian Sørensen: Danmarks bedste hold havde svært ved at skabe chancer mod os

Kategorier

Foto: Dejan Obretkovic

FC Nordsjællands kvinder vandt i går aftes semifinalen i Sydbank Kvindepokalen 1-2 mod årets danske mestre i Gjensidige Kvindeliga, Fortuna Hjørring. Dermed venter en pokalfinale på lørdag i Thisted. Brian Sørensen er naturligvis en meget stolt cheftræner, der især var tilfreds med holdets defensiv og skarphed.

Vi vinder i dag 1-2 og er nu klar til pokalfinalen. Hvad er din tanker om kampen?

– Vi gik efter at få et hurtigt mål, og det lykkes vi med. Fortuna Hjørring får dog lidt overtag på spillet i resten af første halvleg, hvor vi fik lidt problemer. Vi havde egentlig aftalt et aggressivt pres, men da vi kommer foran 0-1, så trækker vi os lidt tilbage. Fortuna Hjørring får spillet meget med bolden og har nogle gode perioder. Dog synes jeg ikke, at de bliver helt vildt farlige.

– Vi får bedre styr på det i starten af 2. halvleg, men så begår vi et dumt frispark lige foran feltet, som de scorer på. Vi svarer dog igen, da vi går op og putter den ind til 1-2 på et hjørnespark. Så jeg synes egentlig, at vi har fin kontrol på kampen i forhold til, at Fortuna sidder på boldbesiddelsen, men at de ikke bliver farlige. Derudover blev det kun nemmere for os efter Fortuna Hjørring får en udvisning. Derefter kører vi den stille og roligt hjem. Så det er jo fedt.

Hvad skal I tage med til pokalfinalen på lørdag?

– Vi ser meget fine ud defensivt. Danmarks bedste fodboldhold, havde utrolig svært ved at skabe chancer mod os. Så det er selvfølgelig helt klart en ting, vi skal tage med. Den skarphed vi viser, på de få chancer vi har, skal vi også tage med. Så hvis vi kan gøre det, så ser det godt ud til på lørdag.

Hvad forventer du af opgøret og kulissen?

– Jeg forventer, det bliver en meget fed kamp deroppe. Thisted er på hjemmebane i pokalfinalen. Det er både deres og vores første pokalfinale nogensinde. Det er vel ved at være 20 år siden, at der har været et andet hold end Brøndby eller Fortuna Hjørring, som har stået som modstander i pokalfinalen. Det bliver fedt.

– Jeg satser på, at vi igen kan tage en lang tur til Jylland og snuppe en sejr med hjem. Denne gang vil der bare også medfølge en pokaltitel og nogle guldmedaljer.

FC Nordsjællands kvinder spiller sæsonens sidste kamp, Sydbank Pokalfinalen, på lørdag klokken 15.30 mod FC Thy ThistedQ i Thisted.