Birk analyserer AGF-kampen

Kategorier

Analyzer Frederik Birk Christensen (FC Nordsjælland) under opvarmning til kampen i 3F Superligaen mellem FC Nordsjælland og AGF den 22. juli 2020 i Right to Dream Park, Farum (Foto: Claus Birch / Ritzau Scanpix).

I onsdags spillede FC Nordsjælland 1-1 på hjemmebane mod AGF. Efter kampen havde spillertruppen en fridag, men i dag var drengene tilbage på træningsbanen. Analytiker, Frederik Birk Christensen, giver her et indblik i dagens taktiske nedtakt fra AGF-kampen.

Flemming kaldte præstationen for godkendt i onsdags. Hvad er der fokus på til dagens post match meeting, når I ligesom skal fremvise præstationen for drengene?

– Der var selvfølgelig nogle defensive aspekter af kampen, som vi blev nødt til at tage fat i og adressere. Specielt når vi har mødt et hold som AGF, fordi de jo gerne vil spille et spil, der er meget anderledes, end det vi vil.

– Der er enkelte faser af spillet, hvor vi ikke kan kontrollere, hvordan AGF bærer sig ad med det. Uanset hvor meget vi gerne ville. Det er navnlig, når de har en lang bold fra deres målmand eller hvis der er en dødbold, hvor de kan bringe bolden højt til duel. Så kan de skabe en kamp, der består af andenbolde og tab/vind-duelspil i centeret, hvorefter de derfra kan kreere noget.

– Det er klart, at det hverken er det spil, som vi træner til hverdag eller ynder at spille mere end højst nødvendigt. Så derfor blev vi nødt til at tage fat i, hvordan vi håndterer de her situationer, som vi ikke selv kan kontrollere. Således at spillet hurtigst muligt flyttes over til at være et spil, som vi både træner mere i, men som vi også er langt bedre til og mere komfortable med.

– Derfor kiggede vi i dag på nogle situationer, hvor deres målmand slår en bold op på enten Patrick Mortensen eller Nicklas Helenius. Her tog vi fat i, hvordan vores positioneringer var i de her sekvenser, samt hvilke ”fælder”, vi ikke skal gå i.

– Der havde vi blandt andet end case med vores unge ven Ivan Mesik, som er lidt ny på holdet, hvorfor der sommetider er nogle relationelle ting, der endnu ikke sidder helt i skabet. Der var en situation, hvor Ivan trykker på, da de slår den høje bold på Patrick Mortensen, hvorfor han efterlader et rum bagved sig, som AGF forsøger at profitere af.

– I den sekvens snakkede vi lidt om, hvordan vi kunne have holdt vores firebackkæde intakt. Vores midtbaneled skulle have taget duellen, hvis de var hurtige nok tilbage i position, så vi stadig kunne være aggressive og skarpe i andenboldene. Det kunne vi have løst bedre i visse situationer, når vi nu havde lavet en formation med et styrket midtbaneled, hvor vi havde fire – mere eller mindre -centrale midtbanespillere i en diamantformation.

En af AGF’s store styrker er, at de er dygtige i indlægsspillet. Især fra venstre side med Casper Højer. Var det noget, der var fokus på?

– Det var det afgjort. Det var også noget, vi adresserede i vores pause-talk, fordi der var nogle gange i første halvleg, hvor vi simpelthen blev for passive i deres indlægsspil. De fik for meget ro på bolden, hvilket ikke er optimalt, når de har spillere, der er så dygtige til at slå indlæggene. Så det var klart noget, vi blev nødt til at adressere.

– Et langt stykke henad vejen synes jeg faktisk, at vi håndterer det udmærket i feltet. I hvert fald i de etablerede situationer. Men det er selvfølgelig svært helt at undgå det, når der kommer nogle små ubalancer i holdet sent i kampen. De har så stærke hovedstødsspillere, at man ikke kan komme uden om, at de vil blive farlige på et tidspunkt. Uanset hvor flot man forsvarer sit eget felt på indlæggene.

– I stedet havde vi nogle overvejelser omkring, hvordan man kunne minimere antallet af gange, hvor bolden havner i en position, hvor AGF kan slå et indlæg fra siden. Vi havde blandt andet nogle ting i vores presstruktur, hvor vi forsøgte at presse udefra og ind på vores kanter, således at spillet blev tvunget ind i midten. Og når duelboldene kom inde centralt, forsøgte vi at være stærke på andenboldene, fordi det ofte netop er den løse bold efter en vundet duel, som AGF drager nytte af og slår den ud på deres sider, hvorefter de kan slå indlægget. Så vi forsøgte at formatere en presstruktur, der kunne destruere deres spil, inden de kom til selve indlægssituationen.

Hvad med offensivt? Frank fortalte inden kampen, at I havde fokus på at få AGF til at forsvare sig baglæns.

– I forhold til det offensive viste vi drengene et par klip i dag, hvor vi kommer til nogle chancer ved at gøre de rigtige ting. Der var specielt nogle sekvenser, hvor vi skabte et overload inde i centeret af banen. Vi skulle forsøge at sætte Rygaard op inde i mellemrummet, som vi gjorde to gange rigtig flot i første halvleg, hvor ’Ry’ på sin førsteberøring flikker den videre til Isaac Atanga, der kommer stormende med et flot timet løb i dybden.

– Det blev desværre ikke til scoringer på den måde, men vi havde snakket meget om, at når vi ramte det mellemrum, så vidste vi, at AGF’s midtstoppere ville være aggressive på rummet foran dem. De elsker at presse fremad på manden.

– Så vi kunne enten vælge at spille den direkte ned bagved dem, så de kun skulle forsvare sig baglæns, som vi ved, de ikke kan lide. Eller også kunne vi netop vælge at spille bolden ind i centeret velvidende om, at stopperne kommer i ryggen på vores 9’er. På den måde får vi lokket dem frem, hvorefter der åbner sig nogle rum bagved. Så handler det bare om at være skarp på at de øvrige spillere skal positionere sig rigtigt, ligesom at førsteberøringen skal sidde i skabet. Og det fik Isaac og Rygaard udnyttet rigtig, rigtig godt i første halvleg.

På søndag spiller FC Nordsjælland sæsonens sidste kamp, hvor en udebanekamp mod FC København venter. Der er kampstart klokken 19.00.

OBS: Da spillertruppen havde en hviledag efter AGF-kampen onsdag, vil der ikke blive lavet en BREAKDOWN-analyse af opgøret. Efter søndagens kamp mod FCK går spillerne direkte på ferie, hvorfor der heller ikke vil komme et BREAKDOWN-afsnit ud efter denne kamp. Konceptet er dog tilbage til den kommende sæson.