Amalie Vangsgaard forlænger med to år

Kategorier

Amalie Vangsgaard var med til at sikre FC Nordsjællands kvinder guldmedaljer i Sydbank Kvindepokalen og bronzemedaljer i Gjensidige Kvindeliga. Nu forlænger hun to år med klubben.

23-årige Amalie Vangsgaard er en særdeles vigtig brik for FC Nordsjælland. Efter hendes lange pause fra fodbolden, er det ikke til at se, at hun kun har været i gang i et halvandet år. FC Nordsjællands Head of Women’s Football, Christian Taylor, fortæller om samarbejdet med Amalie Vangsgaard.

– Vi er utrolig glade for at forlænge samarbejdet med Amalie. Hun har med sin speed og målfarlighed, udviklet sig til både at blive en nøglespiller for holdet og ikke mindst en absolut profil i ligaen, siger Christian Taylor.

Også Amalie Vangsgaard er glad for kontraktforlængelsen.

– Jeg er meget glad og stolt over, at FC Nordsjælland forlænger med mig og at klubben tror på mig som rolle i deres projekt. Jeg føler, at klubbens ambitioner matcher godt med mine egne, og jeg har det rigtig godt her. Så det er jo perfekt. Jeg glæder mig også utrolig meget til endnu en sæson med mine holdkammerater, som jeg også har det rigtig godt med.

– Jeg håber, at jeg kan være med til at føre klubben til Champions League for at opleve atmosfæren på en større scene, hvilket er en af mine mål her i klubben. Nu har vi vist, at vi godt kan være med i toppen, så det tror jeg helt klart, at vi kan opnå.

– Jeg har kun spillet i halvandet år efter min pause, og jeg føler, at jeg har udviklet mig meget som fodboldspiller og som person her i FC Nordsjælland. Så en af mine personlige ambitioner er, at jeg gerne vil fortsætte min positive udvikling, afslutter Amalie Vangsgaard.

Lørdag d. 8. august vender Gjensidige Kvindeliga tilbage, hvor FC Nordsjællands kvinder tager imod AGF i Right to Dream Park klokken 14.00.