KVINDERNE VINDER BRONZE I FØRSTE KL-SÆSON

Kategorier

Jubel efter slutfløjt. Bronzemedaljerne er sikret!

Foto: Kim Leland/gonzalesphoto

FC Nordsjællands kvinder vandt i dag 1-0 hjemme i Right to Dream Park mod FC Thy-ThistedQ på mål af Amalie Vangsgaard. Med sejren vandt holdet også klubbens første bronzemedaljer til kvindeafdelingen.

Med dagens sejr sikrede kvinderne sig tredjepladsen i Gjensidige Kvindeliga, selvom der stadig resterer en runde af turneringen. Sejren var tiltrængt efter et hårdt program med mange kampe på kort tid, hvor FCN senest indkasserede et nederlag til Brøndby i onsdags. Brianne Reed var naturligvis glad efter slutfløjtet.

– Jeg er overlykkelig. Vi har spillet tre kampe de sidste syv dage, så jeg er helt udkørt lige nu. Vi vidste, at denne kamp ville blive afgjort på baggrund af hvor stor en indsats og arbejdskraft vi lagde i præstationen. Vi gav alt hvad vi havde, og jeg er sikker på, at resten af holdet også er godt opbrugt. Men det føles virkelig godt at slutte med bronzen, siger forsvarsspilleren.

Det er FC Nordsjællands første sæson i landets bedste kvindelige fodboldrække, og det er derfor blot et år siden, at truppen fejrede oprykningen til Gjensidige Kvindeliga. Der bliver dog ikke nogen stor fejring i dag, da holdet stadig har vigtige kampe i kalenderen.

– Vi vandt bronzen, men vi har stadig en sidste turneringskamp tilbage på lørdag mod VSK Aarhus. For slet ikke at snakke om den kommende semifinale i Sydbank Kvindepokalen mod Fortuna Hjørring, som forhåbentlig skal sikre, at vi også har en pokalfinale at se frem imod. Så jeg tror, at vi må vente lidt med at fejre bronzemedaljerne, fortæller Brianne Reed.

Holdets cheftræner var ligeledes meget fornøjet med dagens kamp, hvor især FC Nordsjællands boldomgang var tilfredsstillende.

– Jeg er rigtig glad for vores præstation i dag. Vi viser, at vi også kan være dygtige på bolden og styre kampbilledet. Den første time er vi især altdominerende. Og så det klart, at der bliver skabt lidt forvirring og panik, når de begynder at satse til sidst. Vi havde resultatet med os og samtidig havde vi en sindssyg hård kamp i benene fra i onsdags mod Brøndby, men vi holder hovedet koldt. De har to frispark inde for rammen og så har de en friløber, hvor to spillere går fejl af hinanden. Det er vel det eneste, de skaber i denne her kamp. Så det er jeg yderst tilfreds med. Det ser godt ud for fremtiden, fortæller Brian Sørensen og kigger frem mod sidste turneringskamp:

Vi skal tage vores flotte pasningsspil fra i dag med til kampen på lørdag mod VSK Aarhus. Vi spiller hurtigt, får vendt spillet godt og er farlige i vores gennembrud på siderne og i mellemrummene. Og så får vi nok også chancen for at bringe nogle andre spillere på banen, som kan få noget spilletid, nu hvor tredjepladsen er på plads. Vi går selvfølgelig altid på banen for at vinde, men vi skal også tænke på, at vi har en rigtig vigtig semifinale lige om lidt, hvor vi skal have friske spillere, afslutter cheftræneren.

Kvinderne spiller sidste turneringskamp på lørdag hjemme i Right to Dream Park, hvor der er kickoff klokken 14.00.