KOFOD YNGSTE SPILLER TIL AT RUNDE 100 KAMPE

Kategorier

Magnus Kofod Andersen spillede i går sin kamp nummer 100 for FC Nordsjællands førstehold. Da det er mindre end to måneder siden, at ’Kof’ fyldte 21, bliver han den yngste spiller i klubbens historie til at runde 100 officielle optrædener i FCN-trøjen. Her er reaktioner fra sportschefen og hovedpersonen selv.

Jan Laursen:

– ’Kof’, som vi kalder ham, fremstår som en meget, meget vigtig spiller og person for klubben. Han er en rigtig god inspiration for mange unge spillere, når man kigger på den måde, han har angrebet sin karriere og været tålmodig i sit arbejde. Han har betydet meget, og han vil helt sikkert være en, som også kan inspirere mange fremadrettet.

– Han kom jo til klubben i en meget tidlig alder oppe fra Hundested af, men han var ikke en af de første, der fik en kontrakt. Og han var heller ikke den første, der kom på ungdomslandsholdet. Det er hans kærlighed til spillet, klubben og projektet, der står højt, når jeg tænker på ’Kof’.

– Vi bruger ham også tit, når vi har nogle spillere, som synes det hele går lidt langsomt. Der er mange unge spillere, der snuser til Superliga-holdet i en meget tidlig alder. Og der bruger vi Magnus, fordi han netop tog det stille og roligt. Selvom han ikke var den første til at komme op på Superliga-holdet.

– Han endte godt nok med at komme forholdsvist tidligt på holdet alligevel, men det hele gik pludselig hurtigt, da han var omkring 17-18 år gammel. Han gik ikke og brokkede sig over, at han ikke bare strøg ind på Superliga-holdet. Han holdt næsen i sporet og havde fokus på de ting, som han kunne gøre noget ved. Netop sin egen udvikling. Så da han først kom med på en træningslejr, kiggede han sig ikke tilbage derfra. Og på det punkt er han en stor inspiration.

– Så der skal lyde et kæmpe tillykke til ’Kof’. Det er fantastisk at se ham nu, hvor han har rundet 100 kampe i så ung en alder. Det er virkelig fortjent. Tænk på hvor mange oplevelser, der ligger der, men også hvor mange oplevelser, der ligger før de 100 kampe på førsteholdet. Der venter ham helt sikkert en god karriere og et godt liv. ’Kof’ er ikke bare en god spiller, han er også en god fyr, der har betydet meget for den udvikling, som både vores hold og vores klub har været igennem.

Magnus Kofod:

– Jeg er utrolig glad og stolt af at have nået 100 kampe for FC Nordsjælland. Specielt i så ung en alder. Jeg var heldig, at jeg fik lov til at få chancen tidligt, hvor jeg skulle forsøge at bevise mit værd, så godt jeg kunne. Og så har jeg jo spillet nogenlunde fast lige siden.

– Jeg kom til klubben, da jeg var 10-11 år gammel. Så det har jo været mit liv. Stort set. Jeg har brugt mere tid her i klubben, end jeg har brugt derhjemme, i skolen eller alle andre steder i hele verden. Det har været mit andet hjem heroppe i Farum.

– Så selvfølgelig betyder det rigtig meget at runde de 100 kampe. Klubben har jo givet mig så mange gode minder og oplevelser, når man tænker tilbage på alle de her kampe. Og der er måske endnu flere minder fra før min tid på førsteholdet, som har stor betydning for, at jeg har kunne levere på det her niveau.

– Nu kommer mit navn forhåbentlig snart op på Club 100-væggen nede i receptionen. Det er noget, som ingen kan tage fra mig. Nu vil jeg altid være en del af FC Nordsjællands historie, og det er enormt fedt. Det har været et mål for mig, lige siden jeg kom til klubben for mere end 10 år siden. Det er der ikke mange, der kan prale af, så det er en kæmpe fornøjelse og en stor ære.