Hjortebjergs optakt: Et kompakt mandskab

Kategorier

I morgen krydser FC Nordsjælland klinger med AGF, der ligger solidt plantet på tredjepladsen i 3F Superligaen. Kampen bliver den anden ud af tre kampe, som FCN spiller på blot seks dage. Her er Frank Hjortebjergs optakt.

AGF har gang i en rigtig god sæson. Hvad skyldes det?

– AGF har været ekstremt solide defensivt. De er svære at score imod, og de er generelt svære at skabe chancer imod, fordi det er et kompakt mandskab, der forsvarer sig flot og dygtigt. De er rigtig gode til at tvinge modstanderne til at lave fejl, og så straffer de derefter.

– Det er deres frontangriber, som højst sandsynligt vil være Patrick Mortensen, der igangsætter presset og styrer meget af den defensive struktur. Og han er rigtig dygtig til at sætte det første tryk. Derfra prøver de at gå meget tæt på deres direkte modstander. Forstået på den måde, at de er meget tætte i deres markeringer, hvor eksempelvis FCK forsvarer mere ud fra zoneprincipper. Så i forhold til kampen i søndags, hvor FCK dækkede mere af banens rum, så vil AGF i højere grad orientere sig efter, hvor deres modspillere befinder sig. Og derfor ligger de også tættere på den direkte modstander.

– Offensivt vil AGF typisk spille en bold op på Patrick Mortensen, som vil lave et aflæg. Derfra bliver den spillet bredt, hvor der enten vil komme et direkte gennembrud eller et indlæg. Og så kommer de jo ellers afsted med Mustapha Bundu, Jakob Ankersen, Thorsteinsson og alle drengene. De spiller med mange indlæg, hvor de især har Casper Højer i venstresiden, som måske besidder 3F Superligaens bedste indlægsfod. De er meget afklarede med deres stil, og de er gode til at eksekvere den.

Hvordan skal vi bryde igennem den her kompakte og solide defensiv?

– Så vidt det er muligt, skal vi prøve at sætte en masse tempo i kampen, spille hurtigt uden om deres tætte markeringer og få AGF til at forsvare baglæns. Det er vigtigt, at de ikke bare kan ligge og forsvare fremad, så de ikke trykker fremad mod os. Ellers risikerer vi, at de allerede er på vej frem i banen med hele holdet, hvis vi laver en fejl i opspillet. Og så bliver de farlige.

– Og så skal vi tage vores flotte FCN-udtryk med fra kampen mod FC København. Der er nogle ting fra den præstation, som vi skal forsøge at holde fast i og dyrke, men det bliver ikke en tro kopi af det vi lavede med FCK. Fordi AGF er et andet mandskab, som vi nu skal forsøge at gøre det svært for i morgen.

”FCN skal vinde i morgen, hvis jagten på top-3 skal være realistisk”
Sandt eller falsk?

 – Jeg er ikke nødvendigvis enig i præmissen om, at vi SKAL vinde i morgen, hvis vi skal have bronze. Tre point er lige meget værd, uanset hvem man møder. Men det er klart, at når vi ved, at hvis vi vinder, så taber AGF samtidig, så bliver det jo ekstra sjovt i forhold til at jagte den tredjeplads, som vi gerne vil have. Men det er ikke sådan, at det på nogen måde står og falder i morgen. Hverken den ene eller den anden vej.

– Så vi ser egentlig på tingene som en hvilken som helst anden kamp. De tre point, vi eventuelt kan få, er ikke mere værd end de øvrige sejre, vi har fået. Den eneste forskel er, at det måske kan blive lidt sjovere at kigge på tabellen efter netop denne kamp.

Programmet er kompakt lige nu, hvor I spiller tre kampe på seks dage. Hvordan kommer det til at afspejle sig i vores måde at håndtere kampene på?

– Det kommer ikke til at få den store betydning for vores generelle game management. Der kommer det ikke til at betyde en skid, fordi vi har så stor tiltro til alle de spillere, der er i vores trup. De spillere der ikke spillede mod FCK, kunne lige så vel være startet inde og også løst opgaven tilfredsstillende. Så det er ikke sådan, at vi på et tidspunkt vil sige, at netop denne kamp vil vi ikke bruge lige så mange kræfter og ressourcer på. Sådan kommer det ikke til at være.

– Vi kommer til at trykke fuldt ud igennem. Det betyder også, at vi måske kommer ud for et scenarie, hvor vi arbejder på grænserne af vores ressourcer. Det kommer måske allerede til at ske på lørdag mod AaB, når vi spiller den tredje kamp på kort tid. Men det ser vi blot som en mulighed for at skubbe til de grænser, udvikle os som spillertrup og blive klogere på, hvad vi kan.

– Der er så mange dygtige spillere i truppen, som kan blive bragt i spil. Så vi skal ikke ind og skabe anderledes kampbilleder eller spille mere forsigtigt fodbold. Vi skal ud og vise, hvad vi kan og hvad vi står for. Ligesom vi gjorde i store dele af kampen mod FCK. Og så er det egentlig ligegyldigt, om det bliver med Kaj eller Benny på højreback.

Der er kickoff i morgen klokken 18.00 i Ceres Park i Aarhus. Der er optakt på TV3 Sport og Viaplay fra klokken 17.00.