En opdatering fra akademiet

Kategorier

foto: fcn.dk

FC Nordsjællands U19-hold spiller i dag anden kamp af et kort slutspil, når Brøndby IF venter på udebane. Mens U19 er i fuld sving med slutspillet, er både U17 og 15-drengene gået på sommerferie. Her er en opdatering fra klubbens akademitrænere, der alle beretter om god udvikling og glæder sig til den kommende sæson.

U19:

I lørdags sparkede FC Nordsjællands U19-hold et kompakt slutspil igang, da man på udebane spillede uafgjort med FC Københavns ditto. Cheftræner, Kasper Kurland, var tilfreds med drengenes præstation, men skuffet over resultatet og manglende effektivitet, da FCN forsøger at jagte en førsteplads og en billet til UEFA Youth League. Du kan læse Kurlands reaktion efter kampen HER.

I dag har holdet endnu en mulighed for at hale ind på OB, der er rækkens nummer 1. FC Nordsjælland spiller klokken 15.00 en udebanekamp mod Brøndby IF, der ligger på tredjepladsen. Her er cheftrænerens tanker om dagens opgør:

– Der venter os en rigtig tæt kamp mod en god modstander, som har vist sig at være farlige mod alle hold. De kan dominere kampene med bolden, men de kan også forsvare sig kollektivt og være farlige på omstillingerne og derfor er det heller ikke tilfældigt at de ligger nr. 3.

– Vi har forberedt os godt. Vi vil forsøge at vinde kontrollen så hurtigt som muligt, sætte os på kampen og angribe igen og igen og igen med vores styrker. Vi skal dog også være opmærksomme på deres hurtige angribere, som er rigtigt gode til at løbe dybt. Det bliver vigtigt for os at være klar til at håndtere det.

– Vi glæder os rigtig meget til at spille igen, og vi ved, hvor vigtig det bliver, at vi kommer med samme udtryk som mod FCK. Dog skal vores effektivitet i afslutningerne og på standardsituationerne være bedre. Hver kamp fra nu af er en finale for os. På den måde er det her slutspil rigtig lærerrigt for vores drenge, som især bliver udfordret mentalt. De skal levere når det gælder og være konsistente i præstationerne.

Du kan se stilling, kampprogram, topscorerliste mm. for slutspillet HER.

Kampen i dag vil blive dækket med liveopdateringer på Twitter, ligesom der senere vil komme et efterkampsinterview med Kasper Kurland.

U17:

For klubbens U17-drenge blev Corona-afbrydelsen enden for forårssæsonen. Dermed er truppen gået på sommerferie. Da afbrydelsen trådte i kraft, var holdet placeret på en sjetteplads i U17 Drenge Ligaen. Her er en række reaktioner fra cheftræner Johannes Hoff Thorup.

Om sæsonen som helhed…

– Der har været rigtig mange fine elementer i denne sæson. Som altid i en U17-opstart, har der været rigeligt at se til fra start. Vi prioriterede at styrke relationerne spillerne på vores to akademier imellem i opstarten, og var derfor i Holland til to turneringer og en uge i Nordirland. Det gav en masse tempofyldte og kompetitive kampe mod gode europæiske modstandere. Og så gav det drengene værdifuldt kendskab til spillestilen, hinanden og det at spille kampe i endnu højere tempo, end de har været vant til. Så det var en hektisk, men bestemt også lærerig opstart.

– Som efteråret udviklede sig, blev hverdagen mere fokuseret omkring vores trænings- og læringsmiljø i dagligdagen. Vi prioriterer træning og rammerne omkring holdet højt samt udviklingen af den enkelte. På det parameter har det været positivt at se flere spillere tage skridtet op til U19 samt at vi har givet debut og fast spilletid til U15 spillere næsten fra start af.

– Hvis jeg skal være lidt hård ved gruppen, så har vores præstationer ikke stået til måls med potentialet i truppen i alle kampe. Vi har i nogle kampe spillet på et meget højt niveau, især hjemmekampen mod Vejle var en af de bedste U17 kampe jeg længe har set, men desværre har vi ikke i alle kampe, kunne holde samme høje niveau. Der er plads til forbedring, men potentialet i gruppen lover positivt for fremtiden. Og ikke desto mindre var vi stadig med i sub-toppen af ligaen samt i kvartfinalen i pokalturneringen.

Om opstart og ny sæson…

– Vi evaluerer altid på, om vi skal lave justeringer i forhold til de forgangne sæsoner. Vores opstart bliver en smule anderledes i år, hvor vi ikke har så meget udenlandsaktivitet. Det giver muligheder for andre måder at ryste gruppen sammen på, og selvom det ikke er helt på plads endnu, så venter der spillere og trænere omkring U17-holdet en spændende opstart – højst sandsynligt med en træningslejr på dansk grund. Derudover er det allerede på plads, at vi gennem vores gode internationale kontakter spiller et par forhåbentlig rigtig gode og udfordrende kampe i Tyskland.

– Når dagligdagen starter, ser vi som konsekvens af vores miljø med character development, et højt træningsniveau samt individuel og kollektiv feedback hele året rundt, at truppen både rystes sammen men bestemt også udvikler sig hurtigt. Derfor kan jeg næsten med sikkerhed sige allerede nu, at flere spillere vil stifte bekendskab med U19-fodbold. Derfor vil det i høj grad være spillere, som lige er rykket op på U17-holdet, der tidligt skal til at tage ansvar både i træning og kamp.

– Det er to spændende årgange der bliver samlet nu, og derfor er vores ambition den samme som altid – nemlig at præstere ud fra vores spillestil på højst mulige niveau uge efter uge. Og som logisk konsekvens af dette, skal vi igen i år være med til at dominere U17-ligaen. Nu venter der et par ugers ferie og så glæder vi os alle til at komme igang igen!

Du kan se slutstilling, topscorerliste mm. for U17 Drenge Ligaen HER.

U15:

For klubbens U15-drenge blev Corona-afbrydelsen også enden for forårssæsonen. Dermed er truppen gået på sommerferie. Da afbrydelsen trådte i kraft, var holdet ubesejret og lå på en førsteplads i U15 Drenge Ligaen.

Her fortæller cheftræner, Emil Sjølin Andersen, om denne sæson og den kommende U15-årgang:

– Den forgangne sæson har været speciel på flere måder. Blandt andet fordi det er første år med en landsdækkende U15-række, som dog blev afbrudt af en verdensomspændende sundhedskrise. Drengene har håndteret det at spille en landsdækkende række meget flot og via gode præstationer sikret 34 ud af 36 point. Altså ingen nederlag i ligaen.

– Præstationen er tegn på en god udvikling for en stærk trup med mange gode individuelle spillere og et stærkt sammenhold. Holdet har gennem de sidste år har leveret mange gode præstationer, men har haft svært ved at præstere stabilt i længere perioder. I sommerens Brøndby Cup og Crowne Plaza var der stadig for store udsving i præstationerne, hvorfor de ønskede resultater ikke blev opnået på trods af blandt andet en flot 3-0 sejr over Anderlecht.

– Drengene nåede desværre ikke at spille mange kampe i udlandet, da de to turneringer vi skulle have deltaget i lå i foråret, som derfor blev aflyst grundet Corona. Vi havde dog en god tur til Tyskland, hvor det blandt andet blev til en 3-0 sejr mod Werder Bremen og 2-2 mod Dortmund.

– Generelt har drengene leveret en meget flot sæson, hvor alle spillere har udviklet sig og står stærkt til at tage skridtet op på U17, hvor nye udfordinger venter dem.

– Det nye U15 hold, som startede op for snart 14 dage siden, er kendetegnet ved et højt teknisk niveau, som tillader at vi kan spille i et højt tempo med bolden, men det bliver vigtigt at udvikle evnen til også at kunne gøre det fysisk. Der er mange spillere med et stort potentiale, som vi det næste år skal forsøge at forløse. Samtidig forventer vi gode præstationer i ligaen og forbereder dem på, hvordan man som ungt menneske håndterer rejsedage hver anden weekend og længere dage i klubben.

FCN Head of Coaching, Alexander Riget, kommenterer også på U15-drengenes flotte sæson:

– Alt i alt har det været et rigtigt flot år for U15. Der er selvfølgelig opstået nogle ting, som vi ikke selv har kunnet gøre noget ved, men de ting vi selv har været herre over, dem har drengene løst flot. 2005 årgangen har altid været en årgang, hvor vi har haft mange spillere med et godt potentiale. Potentiale gør det dog ikke alene, og jeg synes, drengene i år er blevet dygtigere til at arbejde hårdt og det har medført, at bundniveauet er blevet hævet betragteligt.

– Det har været det første år, hvor U15-rækken har været landsdækkende og det har drengene tacklet fint. Ligeledes har DBU’s regler gjort, at der må benyttes op til tre U16 spillere pr. kamp. For os i FC Nordsjælland er der ingen tvivl om, at reglen har været et godt tiltag, som har været med til at give de fysiologisk sent udviklede U16-spillere nogle spilleminutter imod spillere på egen størrelse. Klubberne i ligaen har valgt at bruge forskellige typer af spillere, hvilket har løftet niveauet i kampene. Jeg synes en af nøglerne for vores flotte præstationer, er, at de spillere vi har haft med fra U16, har gjort det rigtigt godt. Det skyldes blandt andet, at vi på akademiet arbejder med de samme principper fra de yngste til de ældste hold.

– Drengene var naturligvis lidt ærgerlige over, at de ikke kunne få lov til at spille sæsonen færdig, da rigtigt meget pegede i retningen af, at de ville ende med at vinde rækken. Holdet var 8 point foran andenpladsen og havde ydermere spillet en kamp færre end nummer to. Derfor valgte vi at give dem nogle erkendtligheder til sæsonafslutningen, så de i fremtiden kan mindes den flotte sæson, de har haft.

– Nu skal drengene til at spille U17 fodbold, hvilket utvivlsomt bliver en anderledes udfordring for dem. De kommer op til en 2004-gruppe, som er vant til at spille i et højere tempo. Det skal de naturligvis vænne sig til. Det er altid sådan, at når posen bliver rystet på den måde, så vil der være nogle, der skal bruge kort tid på at tilvænne sig, mens andre skal bruge lidt længere tid på det. Den måde som vi har struktureret vores talentarbejde på, skulle gerne gøre, at transitionen mellem de forskellige hold er let for spillerne. Derfor forventer vi også, at man vil se et U17-hold med det rigtige FCN-udtryk, når ligaen starter igen.

Du kan se slutstilling, topscorerliste mm. for U15 Drenge Ligaen HER.