Dagens modstander: FC Midtjylland

Kategorier

Kamaldeen og glade holdkammerater efter offensivspillerens flotte scoring i Silkeborg i sidste runde. Senere i dag gælder det FC Midtjylland hjemme i Right to Dream Park.

Foto: gonzalesphoto.dk

I dag klokken 17.00 afvikles den 26. og sidste runde af 3F Superligaens grundspil, hvor FC Nordsjælland tager imod FC Midtjylland hjemme i Right to Dream Park. Det er efterhånden ved at være et par år siden, at FCN har slået FCM, men de sidste fire opgør har været meget tætte.

Historisk set har FC Midtjylland haft et godt tag på FC Nordsjælland. Der er i alt blevet spillet 54 indbyrdes opgør i Superligaen, hvoraf FCN blot har trukket sig sejrsrigt ud af 13 af disse. Faktisk skal man helt tilbage til den 19. marts 2017 for at finde sidste gang, at FC Nordsjælland slog FC Midtjylland i en Superliga-kamp. Det betyder, at FC Nordsjælland ikke vundet mod ulvene fra Heden i de seneste 11 indbyrdes opgør.

De sidste fire gange de to klubber er tørnet sammen, har kampene dog været meget tætte. To uafgjorte resultater samt to smalle ét-måls-nederlag er det blevet til. Seneste opgør var i 2. runde af denne 3F Superliga-sæson, hvor FC Nordsjælland var besøg i MCH Arena. Allerede efter seks minutter af opgøret bragte Isaac Atanga FCN i front, hvorefter to FCM-scoringer af henholdsvis Evander og Simon Okosun slukkede håbet om at få brudt med den negative stime. Highlights fra denne kamp kan ses HER.

FC Midtjylland i denne sæson
Gæsterne fra Herning er rækkens duks. Allerede i 8. runde af denne 3F Superliga-sæson sneg FC Midtjylland sig op på førstepladsen, og den placering har de holdt fast ved lige siden. Klubben har vundet 20 kampe ud af 25 mulige, og har blot tabt tre gange. To af disse nederlag er dog blevet indkasseret i deres seneste seks kampe, hvoraf det seneste var i sidste runde mod AC Horsens, hvor FCM tabte 0-1 på hjemmebane.

FC Midtjylland – kampform: L-W-W-W-W

Midtjyderne råder over Ronnie Schwartz, der er vice-topscorer i denne sæson af 3F Superligaen. Angriberen har scoret 14 mål i alt, men blot to af disse er scoret i FCM-trøjen. De resterende 12 kasser blev banket ind for Silkeborg IF. Derfor er det Awer Mabil og Evander, der deler topscorertitlen i FC Midtjylland. De har hver især stået for syv scoringer.

Sidstnævnte er også assistkonge i Herning. Evander har lagt op til hele otte mål i denne sæson, hvilket er nok til, at den kreative midtbanespiller indtager andenpladsen på 3F Superligaens assistliste. Brasilianeren er blot ét oplæg fra Brøndbys Simon Hedlund, der har assisteret flest scoringer i denne sæson.

Dagens opgør
Hverken FC Midtjylland eller FC Nordsjælland har nogen spillere i karantæne til dagens opgør, men begge mandskaber har en række spillere i karantænefare. På FCM-siden drejer det sig om Mikael Anderson, Frank Onyeka og Jens-Lys Cajuste, mens det i FCN-lejren er Abu Francis, Mikkel Damsgaard, Kian Hansen og Mohammed Kudus. De syv spillere vil derfor være i karantæne til den første runde af mesterskabsspillet, hvis de modtager et gult kort i dag.

FC Midtjylland har også et par spillere på skadeslisten. Oliver Olsen, Kristian Riis, Dion Cools og Gustav Isaksen døjer alle med skader, og er derfor ikke med i dagens FCM-trup.

Jens Maae fløjter kampen i gang klokken 17.00 i Right to Dream Park. Maae har dømt én tidligere FCN-kamp i denne sæson, hvilket var det omvendte opgør i MCH Arena. Dette opgør endte som bekendt med en 2-1 sejr til FC Midtjylland.

Det er fortsat ikke muligt at invitere tilskuere på stadion, hvorfor FC Nordsjælland opfordrer til at heppe med foran fjernsynet. Kampen bliver vist på TV3 Max.