Dagens modstander: FC København

Kategorier

Jaxe og Dame N'Doye i aktion under seneste indbyrdes kamp. Et opgør som FCK vandt 0-1 i Right to Dream Park på mål af netop N'Doye.

Foto: boesenfoto.dk

Nu starter slutspillet endelig! FC Nordsjælland lægger ud mod de forsvarende mestre fra FC København, som går ind til kampen med to sejre i bagagen efter Corona-pausen. Københavnerne har dog ikke altid haft det lige let, når de har spillet på udebane i Farum. Her er alt du skal vide inden aftenens opgør.

FC København er et hold, som har haft det svært de seneste år, når de har været på besøg i Right to Dream Park. Ud af de sidste ti indbyrdes opgør der er spillet i Farum, har FCK blot vundet to af kampene. Disse to FCK-udebanesejre er dog faldet i de seneste to opgør, men københavnerne har ikke vundet tre kampe i Farum i streg siden juli 2006. Du kan se highlights fra denne sæsons hjemmekamp mod FC København HER, hvor Dame N’Doye scorede i første halvleg og sikrede en smal sejr til gæsterne.

Historisk set har FCK dog et stort overtag mod FC Nordsjælland. De to klubber er tørnet sammen 56 gange i Superligaens historie, hvoraf københavner-klubben har vundet 34 af opgørene, mens det er blevet til 10 FCN-sejre og 12 uafgjorte kampe.

FC København i denne sæson
Gæsterne er solidt plantet på andenpladsen i 3F Superligaen, hvor klubben har ni point op til førerholdet FC Midtjylland og ni point ned til AGF, der ligger på tredjepladsen. Faktisk har FCK indtaget andenpladsen siden den 8. spillerunde, hvor holdet tabte 1-0 ude mod AaB og mistede førstepladsen.

Klubben har vundet 18 ud af 26 kampe i den indeværende sæson, mens det blot er blevet til seks nederlag og to uafgjorte kampe. Holdet kom lidt svingende fra start i forårssæsonen, men har efter Corona-pausen set stærke ud, hvor de har vundet begge deres opgør mod henholdsvis Lyngby BK (1-4) og Randers FC (2-1).

FC København – kampform: W-W-L-W-D

FC Københavns topscorer er Pieros Sotiriou, som i februar blev solgt til FC Astana fra Kasakhstan. Den cypriotiske angriber har nettet 9 gange for FC København i denne sæson, hvorfor Dame N’Doyes 8 scoringer er nok til at gøre ham den mest scorende spiller i den nuværende FCK-trup. Den senegalesiske angriber er dog meldt langtidsskadet, hvorfor Michael Santos er den største målmager (7 mål) i den kamptrup, som københavnerne har med til Farum i dag.

Viktor Fischer er en anden FCK-spiller, der er meldt skadet. Offensivspilleren er ellers den FCK-spiller med suverænt flest assists i denne sæson, da han har lagt op til 8 scoringer. Derfor er det Mohammed Daramy, der har flest i assists i den københavnske kamptrup. Den unge angriber har assisteret 4 mål.

Dagens opgør
Som nævnt er både Dame N’Doye og Viktor Fischer en del af skadeslisten i FC København, som derudover også indeholder venstreback Nicolai Boilesen, angriber Jonas Wind og midtbanespiller Robert Mudražija.

Gæsterne har til gengæld ingen spillere i karantæne, hvorimod FC Nordsjælland må undvære forsvarsprofilen Ulrik Yttergård Jenssen, efter han modtog to gule kort mod FC Midtjylland i sidste spillerunde. Derudover har FCN også Abu Francis, Mikkel Damsgaard, Kian Hansen og Mohammed Kudus i karantænefare, som alle vil være i karantæne i næste runde, hvis de modtager et gult kort i dag. Det samme gælder for FCK’s anfører Carlos Zeca og højreback Guillermo Varela.

Dommer Jakob Kehlet fløjter opgøret i gang klokken 18.00 i Right to Dream Park. Det er første gang i denne sæson, at Kehlet dømmer et opgør i Farum. Han har dog dømt to af FCN’s udebanekampe mod henholdsvis AaB og Brøndby.

Hvis du ikke har fået en billet til kampen, kan opgøret ses på Canal 9. Der er optakt på fra klokken 17.00.

God kamp. Vamos!