Kudus: En god forberedelse

Kategorier

I lørdags spillede FC Nordsjælland første og sidste træningskamp, inden 3F Superligaen genstartes på fredag mod Silkeborg IF. Gæsterne fra HB Køge blev sendt hjem med et 1-0 nederlag efter 3×45 minutter i Right to Dream Park. Truppens nummer 10, Mohammed Kudus, giver her sit syn på kampen, og kigger frem mod fredagens Superliga-opgør.

Efter 2,5 måned spillede I endelig en fodboldkamp mod et andet mandskab. Hvordan var det?

– Ja, det havde vi ventet længe på! Selvom vi selvfølgelig har holdt formen ved lige, er det altid noget andet, når man skal ud og spille kampe, fordi det automatisk bliver mere konkurrencepræget. Også selvom det er en træningskamp, hvor der ikke er noget på spil. Så det var rigtig dejligt at trække i kamptøjet igen. Vi fik en masse minutter og kilometer i benene, hvilket er vigtigt, så vi kan komme i kampform til sæsonstart.

– Det var en god test, hvor mange spillere kom i aktion. Det tror jeg, er vigtigt, nu hvor det er tilladt at bruge fem indskiftninger. Der kommer til at være spilletid til flere spillere, så det er vigtigt, at vi alle er kampklar, hvis man pludselig skal skiftes ind.

– Jeg synes, vi leverede en solid præstation. Vi har nu trænet i et par uger samlet hele holdet, så det er forløsende, at vi nu har fået muligheden for at møde andre hold. Der var stadig en god fornemmelse og forbindelse mellem os spillere, men det er klart, at der går lidt tid, før vi spiller op til vores fulde potentiale. Kampe er meget anderledes end træning, så der kommer nok til at gå et par runder, før vi leverer en toppræstation. Men jeg synes klart, at vi er på rette vej.

– HB Køge var en god modstander, fordi de minder meget om Silkeborg IF, som vi møder på fredag. Begge hold kan godt lide at spille bolden op fra bagkæden, og de er meget stærke centralt på banen. Så vi fik trænet vores høje presspil. Jeg tror, det var en god forberedelse op til Silkeborg-kampen.

Du spillede lidt længere til højre på banen, end vi er vant til at se. Hvordan var det?

– Jeg synes ikke, det ændrer noget på min style of playing. Uanset om jeg spiller som falsk 9’er, på midtbanen eller længere ude på højrekanten. Jeg har bare en lidt anden rolle, når vi forsvarer bolden, men det gør ikke den store forskel i forhold til, hvordan jeg skal bidrage offensivt. Så det var bare en god og lærerig oplevelse, som er vigtig for min udvikling. Det er altid godt at kunne spille flere positioner.

– Men det vigtigste ved mine egne præstationer er, at jeg spiller godt sammen med mine holdkammerater. Jeg skal bruge mine individuelle færdigheder til at hjælpe holdet med at få så mange sejre som muligt. Som jeg nævnte før, er vi stadig på rette vej. Desto flere kampe vi spiller, desto bedre bliver præstationerne. Det er jeg sikker på.

Denne pause er før blevet sammenlignet med en klassisk pre season. Nu er denne her pre season ved at lakke mod enden – hvordan har truppen tacklet situationen?

– Man kan godt sammenligne denne her periode med en typisk pre season, men det har været en lidt anderledes en af slagsen. I den første del af perioden var vi hjemsendt, og der var faktisk nogle positive ting ved at tilbringe så meget tid alene. Man fik et lille pusterum fra hverdagen, og det gav os mulighed for at tænke lidt over livet. Det synes jeg, har haft en positiv effekt på holdet, som man også har kunnet se på træningsbanen. Men ja, starten var lidt speciel.

– Efter vi kom tilbage i træning, har vi arbejdet rigtig hårdt for at komme tilbage i kampform. Vi har jo nærmest ingen skader i truppen, selvom vi har haft en lang pause. Så det er et tydeligt tegn på, at vi har holdt os i gang og doseret træningen godt. Vi føler os godt forberedt, og er klar til sæsonstart.

Vi var godt kørende, inden alt blev sat på pause. Hvordan skal vi formå at holde vores stime som ubesejret kørende?

– Selvom denne her Corona-pause kom på et ubelejligt tidspunkt, hvor vi var inde i en stærk periode, skal det ikke ændre på vores mentalitet og tilgang til spillet. Så selvom pausen måske kommer til at have en betydning for vores præstationer, skal det ikke fjerne vores øjne fra målet. Vi skal stadig gå ind til kampene med den samme mentalitet og den samme energi, som vi havde tidligere på sæsonen.

– Nu har vi to hårde kampe, som vi først skal igennem, inden Superligaen bliver opdelt. Det er klart, at vi går efter at komme i top-6, så vi er med i mesterskabsspillet. Efter kampen mod FC Midtjylland skal vi sætte et nyt mål, men det kunne da være sjovt at jagte tredjepladsen, så vi kan spille europæisk fodbold næste sæson. Det vigtigste er dog at tage én kamp ad gangen.

– Personligt vil jeg forsøge at gøre det endnu bedre, end jeg gjorde før pausen. Jeg tror dog, det kommer til at blive sværere og mere udfordrende, fordi holdene har haft længere tid til at studere, hvordan vi spiller. Og der kommer til at være flere store kampe, fordi det er mesterskabsspillet. Så det inspirerer mig til at gøre endnu mere, fordi der er mere på spil. Jeg har stadig meget mere at byde på, så jeg vil arbejde hårdt for, at jeg kan fortsætte med at levere gode præstationer.

Kan du fortælle lidt om atmosfæren i truppen, inden turneringen starter op igen?

– Stemningen i truppen har været helt fantastisk. Selv da vi var sendt hjem, var vi gode til at arrangere videoopkald, så vi lige kunne tjekke op på hinanden og vedligeholde kontakten. Det tror jeg, var vigtigt for alle.

– Efter vi er kommet tilbage, er det som om, vi aldrig har været adskilt. Selvom vi selvfølgelig har holdt afstand til hinanden, er der stadig en spirituel forbindelse, som holder os sammen. Den holdånd bliver afgørende for os, hvis vi skal nå vores mål i denne sæson.

– Jeg kan ikke vente med at komme i gang igen. Vi er fyldt op med god energi, og er 100% klar til på fredag.