Jan Laursen: Enormt imponeret over spillertruppens håndtering

Kategorier

Foto: fcn.dk

Med gårdagens udebanesejr mod Silkeborg IF tog FC Nordsjælland et stort skridt mod Superligaens mesterskabsspil. Kampen var holdets første opgør i næsten tre måneder, og sportschef, Jan Laursen, er meget stolt over truppens mindset.

Hvordan var det at opleve den sejr i går – efter næsten tre måneders ventetid?
– Det var jo lidt den samme følelse, som man har inden den første kamp i sæsonen. Man har selvfølgelig en fornemmelse og en idé om, hvor man står henne, men man ved jo aldrig, hvordan det går. Så det var utrolig rart at se, at drengene igen viser, at de er en stærk enhed. Vi har i dag snakket om, at det her er en gruppepræstation. Vi agerer og spiller som en gruppe. Der var mange dygtige spillere på bænken og uden for holdkortet, men præstationerne er alles fortjeneste.

– Og så var det jo en meget, meget vigtig kamp. For begge hold faktisk. Så det var super positivt, at vi kunne tage over og møde et hold, der har klaret sig godt i foråret – og alligevel vinde forholdsvist overbevisende. Det bekræfter bare, at der er en stærk team spirit. Vi har nogle stærke individualister, men det var vores stærke udtryk som hold, der vandt kampen.

Kudus fortalte os forleden, at denne her Corona-periode har givet spillerne anledning til at tænke lidt over livet. Tror du, pausen har ændret noget I spillernes mentalitet, som måske allerede kom til gavn i går?
– Det er et godt spørgsmål, som spillerne måske er bedre til at svare på selv. Jeg kan bare sige, at jeg personligt er enormt imponeret over, hvordan spillertruppen har håndteret hele denne her periode. Vi snakker meget om mindset – både på akademiet og i Superligatruppen. Og når man er på vej ned ad en positiv vej, så kan det være en stor forstyrrelse, når der kommer noget uventet og bremser den rute. Hvilket man jo må sige, at denne her Corona-pause gjorde. Og der kan man nemt vælge at sætte sig hjem og have ondt af sig selv. Specielt hvis man er langt væk fra familie og ens hverdag bliver revet væk.

– Men når man så går ud og leverer varen på den anden side af pausen, så kan man roligt sige, at man er tilbage på rette spor. Jeg bliver rigtig glad, når Kudus fortæller, at han har brugt pausen til at blive stærkere mentalt. Fordi det er det, deres karriere og liv skal defineres af. Man skal altid søge løsninger i stedet for undskyldninger.

På TV-billederne var der nogle ret gode skud af Mads Døhr Thychosens jublescener. Efter begge scoringer var han storsmilende og oprigtigt lykkelig på hans holdkammeraters vegne. Hvad tænker du om det?
– Det er sådan noget, der gør det hele værd. Vi bruger det meste af vores tid på det her, så det er vigtigt, at man også kan glæde sig på andres vegne. Det er fantastisk at se.

– Og så matcher det jo også nogle af klubbens kerneværdier. På vores akademi har vi to vægge, hvor der står ”Don’t expect to achieve your dream if you are not willing to help others achieve theirs” og “If you want to go fast, go alone. If you want to go far, go together”. De to budskaber passer perfekt på Døhrs reaktion i går, så det var dejligt, at det kom med på TV.

– Men det var også lidt den fornemmelse, man sad med på stadion. Selvom der ikke var særlig mange FCN-mennesker samlet på JYSK Park, så følte man sig aldrig alene. Man kunne se på de sociale medier, at folk havde fulgt med i kampen hjemmefra, ligesom vores WhatsApp-personalegruppe også var rødglødende. Det væltede ind med billeder og opdateringer, så vi kunne se, hvor og hvordan vores kollegaer og fans heppede på os.

Ivan Mesik kom også på banen i går. Endnu en ung spiller, vi kunne give debut til. Kan du fortælle lidt om hans udvikling og den fremtid, han går i møde?
– Det var især enormt positivt, at han leverede et solidt indhop, for det er ikke nemt bare at gå direkte ind i sådan en kamp. Og slet ikke med alt det han er gået igennem i sin første tid. Han er en ung mand på 18 år, som kommer helt ny – og så sker alt det her med Corona. Og han er jo en af de få, som slet ikke havde nogen relationer, da han kom til klubben. Langt de fleste af vores spillere kommer fra vores to akademier, og har derfor mange tætte relationer, når de starter i Superliga-truppen. Også på tværs af akademierne, fordi de har spillet mange kampe sammen på vores internationale akademihold.

– Jeg har faktisk lige snakket med Kudus, Døhr og Kian om, at han har klaret det super flot. Det var stærkt bare at gå ind og spille fra første minut i går. Han er en utrolig god fyr, som hurtigt har efterladt sig et godt indtryk.

– Men det er selvfølgelig også en spiller, som vi har scoutet grundigt, så der skal også lyde en stor ros til vores scouting team. Det ser rigtig solidt ud, og der er lavet et godt forarbejde. Så jeg er selvfølgelig rigtig glad på Ivans vegne, men også på vegne af de folk der har været med til at få ham til FCN.

Og så lad os snakke lidt om to gutter der scorede nogle voldsomme mål i går. Hvad tænker du om Kofs mål og den måde han udvikler sig på?
– Jeg synes faktisk, at Frank Hjortebjerg opsummerede det rimelig godt her til morgen. Han sagde, at det fortæller meget om træningskulturen her i FCN, at der allerede er en ny frisparksekspert på vej. Der skal selvfølgelig mere til en blot et enkelt frisparksmål, men det var altså et exceptionelt godt spark. Det blev vist til dagens videoevaluering, og der udbrød med det samme spontane klapsalver, fordi det bare er så vildt hakket ind.

– Magnus har hele tiden været på rette vej med sin udvikling. Han er nærmest vokset op i klubben, og tager bare de naturlige step hele tiden. Når man føler sig mere komfortabel på banen, får spillet nok førsteholdskampe og spillet flere u21-landskampe, så er det helt naturligt, at man tager større og større ansvar. Så det er en fornøjelse at følge hans udvikling, da det er en spiller, der har været i klubben i mange år.

Og så er der jo også Kamaldeen. Kommentatorerne var helt vilde med ham i går – hvad tænker du om hans præstation?
– Man kan jo være lidt fræk og sige, at hans præstation var som forventet. Der var selvfølgelig nogle ting, som ikke lykkedes, men Kamal har bare et ukueligt gåpåmod. Og så har han nogle voldsomme spidskompetencer, som også kom til syne i går. Men vi, der har været så heldige at følge ham i noget tid, har jo hele tiden vidst, at han havde et voldsomt potentiale. Det har han i hvert vist i de turneringer, som han har spillet med de internationale akademihold. Potentialet skal selvfølgelig også udfoldes på Superliga-niveau, men det synes jeg også, at han viste glimt af før Corona-pausen.

– Så det er fedt at se, at der er endnu en rigtig spændende spiller på vej. Det er dog også vigtigt at pointere, at det også er en virkelig interessant personlighed. Han er virkelig et interessant menneske, som er fed at sidde og snakke med. Han er god at sparre med, fordi han lytter, selvom han har sine egne holdninger til det meste. Det er en meget spændende profil at følge – både på og uden for banen. Så vi skal være glade for, at der er lavet et godt arbejde fra Kamal selv, men der skal også sendes en stor ros til alle de trænere, ledere og lærere, specielt i Ghana, som har lavet et godt stykke arbejde.

Nu begynder vores arbejde med de internationale akademihold virkelig at bære frugt – også i Superligaen. Hvordan er det at opleve, når det er noget, som man har været med til at starte op for fire år siden?
– Det er bare et privilegie at få lov til at følge den udvikling. Det er lidt nemmere at forholde sig til spillernes succes, når man har været med på rejsen. For et potentiale skal stadig udfoldes, så det er dejligt at se, når det lykkedes.

– Men det er meget vigtigt at pointere, at en stor del af vores succes kommer af alt det forarbejde, der er blevet lavet. Arbejdet fra trænere, ledere og lærere er så vigtigt på begge akademier. Det er dét, der afgørende for vores platform. Det er ikke nok bare at sige, at nu vil man gerne spille med unge spillere. Hvis spillerne ikke er godt uddannet, hvis de ikke har lagt nok timer i arbejdet, hvis de ikke har haft dygtige trænere og gode folk omkring dem, så kan det ikke lade sig gøre.

– Det giver fornyet energi, hver gang der er en ny spiller, der får et gennembrud. Det er her, at alle involverede parter kan se, at vi gør et virkelig godt stykke arbejde. På tværs af to akademier og kontinenter. Vi skal bare blive ved og hele tiden kigge på, hvad vi kan gøre bedre. Så vi kan blive ved med at give unge spillere muligheden for at prøve deres talent af.

– Jeg tror, der er rigtig mange udefra, der sidder derude og tænker ”nå ja – det er bare fordi, de har besluttet sig for at spille med unge mennesker”. Men det er lange seje træk, og der ligger så meget grundigt arbejde bagved. Man kan tage Kudus og Dams som eksempel. Det er jo ikke tilfældigt, at de har en god relation på banen. Det er fordi, de har spillet en masse internationale kampe sammen, inden de blev en del af Superliga-truppen.

– De to akademier komplementerer bare hinanden så godt, og det er derfor, at FC Nordsjælland og Right to Dream er et godt mix. Og hvis man ser ud over det rent fodboldmæssige, så er samarbejdet også et symbol for meget af det, der er brug for her i verden. Det der med at have lyst til at arbejde på tværs af lande, kontinenter og kulturer. Det har ikke været et nemt projekt, men det har været utroligt givende. Man har altid følt, at det har været det hele værd, selvom det har været en hård og udfordrende rejse.