Dagens modstander: Brøndby IF

Kategorier

Sidst vi mødte Brøndby IF var på udebane i denne sæson. Dengang blev det til et 4-2 nederlag, hvor FCN-målene blev sat ind af Mikkel Damsgaard og Isaac Atanga.

Foto: Michael Barrett Boesen / Ritzau Scanpix

Skal fire blive til fem? FC Nordsjælland har fået en fremragende start på Superliga-foråret, hvor Esbjerg FB senest blev nedlagt i sidste weekend. I aften kan FCN nappe den femte sejr på stribe, når Brøndby IF kommer på besøg i Right to Dream Park. Bliv klogere på dagens opgør her.

De to klubber har mødt hinanden 55 gange i Superligaens historie. Brøndby IF har vundet 33 af opgørene, mens det blot er blevet til ni FCN-sejre. 13 opgør er endt uafgjort. Den seneste sejr til FC Nordsjælland var i 2017, hvilket betyder, at FCN ikke har vundet i de seneste otte indbyrdes opgør.

Kampene er oftest målrige, når de to sjællandske mandskaber tørner sammen. I de 55 opgør har FC Nordsjælland fået nettet til at blafre 58 gange, mens BIF har scoret hele 108 mål. Det betyder, at der i snit scores 3,02 mål i hver kamp. Endnu mere målrigt har det været i de seneste 10 opgør, hvor det gennemsnitlige antal mål pr. kamp ligger på 4,3.

Dagens kamp er det 30. opgør mod BIF, som bliver spillet hjemme i Farum. I de seneste fire hjemmebanekampe mod vestegnsklubben er det blevet til én BIF-sejr, én FCN-sejr samt to uafgjorte resultater. Seneste møde i Right to Dream Park var i foråret sidste år, hvor opgøret endte 1-1. Highlights fra denne kamp kan ses HER, hvor der blandt andet er en scoring fra Andreas Skov Olsen efter blot 27 sekunder.

Brøndby IF i Superligaen
Inden dagens opgør ligger Brøndby IF på en fjerdeplads i Superligaen med 38 point. Det er blot ét point mere end FC Nordsjælland på femtepladsen. BIF’s Superliga-kampform er en smule svingende, men i sidste runde blev det til 1-0 sejr hjemme mod Lyngby.

Brøndby IF sidste fem kampe: W-L-W-D-L

Brøndby IF sidste fem udekampe: L-W-L-L-W

Klubbens to topscorere i indeværende sæson, Kamil Wilczek (17 mål) og Dominik Kaiser (8 mål), har begge forladt Vestegnen denne vinter. Derfor er Simon Hedlund mest scorende i den nuværende BIF-trup, da han har scoret fire gange.

Den svenske angriber er også den BIF-spiller med flest assists, da han har haft næstsidste fod på otte Brøndby-scoringer denne sæson. Faktisk topper Hedlund også assistlisten i Superligaen sammen med FCK’s Viktor Fischer og Lucas Andersen fra Aab.

Dagens opgør
Gæsterne har den unge midtbanemand Morten Frendrup ude med karantæne, hvorimod FCN-truppen er karantænefri. Til gengæld vil både Mohammed Kudus og Mikkel Damsgaard være i karantæne i næste weekend, hvis de modtager et gult kort i dag.

Peter Kjaersgaard fløjter kampen i gang klokken 18.00. Det er første gang i denne sæson, at han dømmer en FCN-kamp.

Som bekendt bliver alle Superliga-kampe spillet for lukkede døre, hvorfor FC Nordsjælland anbefaler at følge med på TV3+ fra klokken 17.00. Desuden dækker FCN også selv kampen på Facebook, Instagram og Twitter.