Atanga: Hårdt arbejde og fokus på den næste kamp

Kategorier

Isaac Atanga tiljubles af holdkammeraterne efter den vigtige mål til 2-2. Det var Atangas syvende mål i denne sæson.

Foto: boesenfoto.dk

I søndags spillede FC Nordsjælland topkamp hjemme mod Brøndby IF. Som sædvanligt blev det et underholdende opgør, som endte 2-2. Isaac Atanga stod for en flot udlignende scoring i anden halvleg. Her er den hurtige offensivspillers syn på kampen:

Hvad tænker du om opgøret mod Brøndby IF?
– Jeg synes ikke, det var vores bedste kamp i denne sæson. Specielt de første 20 minutter var ikke særlig stærke, hvor vi også giver et dumt mål væk. Men alle kæmpede bragt for at komme igen.

– I anden halvleg forbedrer vi os markant. Vi leverede, som vi havde aftalt i pausen. Og så var vi pludselig tilbage i kampen. Vi fik desværre ikke sejren, men jeg synes godt, at vi kan være vores præstation efter pausen bekendt.

– Det siger meget om truppen, at vi kommer tilbage efter at have været bagud to gange i kampen. Jeg har en stor tiltro til holdet og mine holdkammerater. Vi giver aldrig op. Ikke før dommeren har fløjtet for sidste gang. Vi arbejder bare stenhårdt, indtil kampen er slut. Så det betyder ikke noget for os, om modstanderen er foran. Vi taber ikke hovedet, men fortsætter bare med at gøre, som vi har aftalt.

– Kampen mod Brøndby IF var meget vigtig for os, fordi vi ligger så tæt, som vi gør. Der er kun ét point mellem os og dem, så hvis vi vandt i søndags, var vi rykket op på fjerdepladsen. Det havde været et godt step for os, der havde givet lidt ro på. Vi fik desværre ikke de tre point, men vi er stadig i en god position i forhold til at komme med i mesterskabsspillet. Det kræver hårdt arbejde og fokus på den næste kamp, men jeg er sikker på, at vi nok skal klare den.

Vi er stærkt kørende her i foråret, og er fortsat ubesejrede. Hvad er hemmeligheden?
– Jeg tror, at vores hårde arbejde i pre season har båret frugt. Det var en kæmpestor oplevelse at vise mine europæiske holdkammerater, hvor os drenge fra Right to Dream kommer fra. Så det var en rigtig god start på opstarten, at vi tog en tur til Ghana. Det rystede os mere sammen, og vi lærte hinanden bedre at kende. Det er vigtigt, når man skal ud og levere en god fodboldkamp.

– Vi var lige hurtigt hjemme i Danmark, inden vi tog til Spanien på træningslejr. Her arbejdede vi også stenhårdt, og spillede et par gode træningskampe. Det var en rigtig god træningslejr, hvor hele truppen knoklede igennem og gav sit bedste. Så jeg en god fornemmelse af, at vi kom velforberedte tilbage, og var klar til Superliga-start. Og det har jo så vist sig at være sandt.

Hvad med dig selv, Isaac. To dåser på fire kampe?
– Haha, det er altid dejligt at score. Jeg synes selvfølgelig, det er rart at hjælpe holdet, men jeg bliver også nødt til at arbejde videre. For jeg ved godt, at jeg kunne have scoret mere end to mål. Og jeg kunne også godt have spillet endnu bedre i de her kampe.

– Jeg er dog godt tilfreds med både min og holdets start på forårssæsonen. Jeg skal bare knokle videre og fokusere på at blive en endnu bedre fodboldspiller. Og så skal vi sammen indfri vores mål om at komme i top-6.

– Jeg er ret glad for målet mod Brøndby IF i søndags. Det var et godt gennemspillet angreb, som ender hos ’Dams’. Og vi kender allesammen hans evner og egenskaber til at sætte sin nærmeste modstander af. Med en stærk aflevering finder han mig inde i mellemrummet, hvor jeg får en god førsteberøring på bolden. Førsteberøringen var altafgørende, fordi jeg kommer forbi forsvarsspilleren med det samme. Jeg tager et par træk, og kan se, at der er mulighed for at sparke på mål. Og så gik bolden heldigvis ind ved fjerneste stolpe. Det var dejligt.

Normalt er kampene mod Brøndby IF en stor kamp i en flot kulisse. Hvordan var det at spille foran tomme tribuner?
– Det var en smule mærkeligt. Specielt da vi gik på banen, fordi der plejer altid at være larm og jubel. Denne gang var der helt stille, så vi kiggede lidt på hinanden, og tænkte ”Wow!”. Det var en speciel oplevelse at spille uden tilskuere.

– Det er svært at vurdere, om det havde gjort en forskel for kampen, hvis der var fyldt på stadion. Når først kampen er gået i gang, betyder det ikke så meget. Der er alle fokuserede, og tænker på fodboldspillet. Vi skal altid holde os til vores game plan. Uanset om der er tilskuere eller ej. Men vi savnede selvfølgelig at se vores egne fans nede bag målet. Det er altid rart at hilse på dem efter kampen.

Isaac Atanga har scoret syv mål i denne sæson, hvor han også har leveret tre assists. Næste chance for at øge denne statistik er på søndag, hvor FC Nordsjælland skal et smut til Silkeborg IF og dyste om El Plástico-trofæet.