Zangenberg om at dosere træningen på en atypisk uge

Kategorier

Fysisk træner, Mathias Zangenberg, på træningsbanen i Ghana. I denne uge forbereder han truppen på en uge med onsdagskamp.

Foto: fcn.dk

Fysisk træner, Mathias Zangenberg, fortæller om spillernes optakt til 6-0 sejren mod AC Horsens samt hvordan truppen forbereder sig inden søndagens opgør mod SønderjyskE. Zangenberg udtaler sig om…

truppens fysiske status inden forårspræmieren mod AC Horsens i onsdags:
– Jeg synes, truppen generelt står rigtig godt. Nu har vi jo været på træningslejr i Spanien, og vi har stadig en fuld trup. Vi er 24 markspillere og to keepere i truppen, og alle 26 mand er på træningsbanen og træner med. Så på den måde er vi et rigtig godt sted.

– Start 11’eren er også blevet rigtig fint doseret, og har haft en god opladning. Lige fra starten af. Fra første træningslejr til anden træningslejr og også i træningskampene. Så de er et godt sted i forhold til at spille for fuld power i 90 minutter.

at skulle forberede sig på en aftenkamp onsdag (og ikke en middagskamp i weekenden):
– Overordnet set betyder det ingenting, fordi hele truppen er så professionel, som den er. Men det betyder selvfølgelig, at rytmen er anderledes. Spillerne skal forberede sig en smule anderledes.

– De står op for sig selv derhjemme. De spiser morgenmad og noget frokost derhjemme, hvor de ikke er sammen med deres holdkammerater. Imellem de to måltider hviler de sig og slapper af, hvor energiniveauet skal holdes til et minimum. Det er vigtigt, at de ikke går og bruger masse energi. De må ikke stresse over kampen, selvom der er længere tid til kampstart end normalt.

– Mødetid på stadion er klokken 15.00, hvor der er pre match meal sammen med truppen. Det gør vi altid 3,5 time før kampstart. Uanset hvornår på dagen vi spiller. Derefter går spillerne på hotelværelser, og hviler i et par timer. Mange af dem kan godt lide at spille et brætspil, der hedder Partners. Der er dog også flere, der hviler for dem selv, mens andre bare sidder og hyggesnakker med hinanden.

– De sidste halvanden til to timer før kickoff er fuldstændig de samme. Der er ikke noget, vi gør anderledes. Uanset kamptidspunkt og dag på ugen. Det handler om at være klar, og vi skal ikke lade os slå ud, bare fordi vi spiller lidt senere, end vi er vant til.

at spillerne kun har tre dage til at forberede sig på kampen mod SønderjyskE:
– Vi vil selvfølgelig dosere træningen imellem de to kampe anderledes, fordi der er færre dage at løbe på. Så i forhold til hvad vi først havde planlagt, må vi lave noget mindre. Derfor bliver mængden og intensiteten på træningsbanen lidt anderledes. Der vil træningspassene handle mere om restitution, så spillerne når at komme sig efter onsdagens kamp. Hvor der normalvis ville være større fokus at ’bygge dem op’ mod kampen på søndag.

– Men vores forberedelse på selve modstanderen, SønderjyskE, vil være det samme som altid. Det gør vi ved at se video på dem, og ved at forberede os taktisk ude på banen. Og så handler det om at gøre spillerne rent fysisk klar til endnu en omgang af 90 minutter, som jeg var inde på før.

– Desuden har vi også en masse spillere, som ikke spillede kampen mod AC Horsens, men som er i spil til kampen på søndag. Så de skal jo også doseres på en anden måde. Nogle af dem trænede i onsdags på kampdagen, mens andre vil presses lidt mere til træning i dag. Torsdag var en hviledag, så der havde alle spillerne fri. I dag fredag deler vi spillerne op, og differentierer intensiteten i træningen alt efter den enkelte spillers behov og småskavanker.

– For eksempel debuterede Mohammed Diomande på en lidt en anden position, end hvad han plejer at spille. Det var en lidt anderledes plads, hvor der var flere højintense løb og flere sprints, end hvad han er vant til. Så måske skal en spiller som ham hvile en anelse mere.

Find din billet til kampen på søndag mod SønderjyskE HER.