’Døhr’: Vi tror på Plan A

Kategorier

Mads Døhr Thychosen jubler ud mod fansene efter comenbacksejren mod SønderjyskE.

Foto: boesenfoto.dk

I går fik FC Nordsjælland en meget vigtig Superliga-sejr, da SønderjyskE blev besejret hjemme i Right to Dream Park. Gæsterne kom ellers bedst fra start, men en stærk FCN-præstation i anden halvleg sikrede, at sejren gik til hjemmeholdet. Mads Døhr Thychosen fortæller om sit syn på holdets præstation.

Havde 6-0 sejren mod AC Horsens en indflydelse på, hvordan holdet kom ud til kampen i går?
– Jeg er sikker på, at den sløje første halvleg ikke var på grund af selvtilfredshed eller mangel på motivation. Der var en rigtig god energi i omklædningen inden kampen, så det var ikke fordi, at vi ikke var 100% klar. Man bliver selvfølgelig en smule hurtigere frustreret, når det ikke kører lige så nemt på skinner, som det gjorde i sidste kamp. Nogle gange rammer du bare dagen på afleveringer, timing og alle de småting. Andre gange gør du ikke.

– I første halvleg ramte vi ikke det niveau, vi forventer af os selv. Men jeg mener, alle holdt sig til game-planen, og alle vidste, hvad det var, vi skulle prøve at udnytte mod SønderjyskE. Jeg synes faktisk også, vi gjorde de rigtige ting i første halvleg, men kvaliteten manglede. Så kommer de hurtigt til at se bedre ud, end jeg faktisk synes, de var.

Hvorfor var holdet i stand til at vende kampen?
– Nu har vi været sammen som gruppe i et stykke tid. Vi fik lidt nye spillere i sommer og lidt nu her henover vinteren, men mange af tilgangene er drenge fra akademiet, som vi kender på forhånd. Og jo længere vi er sammen som gruppe, jo stærkere bliver vi og vores sammenhold. Desto bedre vi kender hinandens styrker og svagheder, jo bedre forudsætninger giver det os for at lave resultater.

– Tidligere er vi måske gået lidt for hurtigt væk fra vores Plan A og ændret vores tilgang til kampen, hvis modstanderne kommer foran, og stiller sig langt tilbage på banen. Nu er vi blevet meget mere stålfaste i vores måde at spille på. Og her i opstarten har vi arbejdet rigtig meget på, at vi bare skal fortsætte med det, som vi er så gode til.

– Hvis vi bare kværner på i 90 minutter, så får de andre hold det svært mod os på et tidspunkt i kampen. Selvom det ikke lykkedes for os de første syv eller otte gange, er det vigtigt, vi også forsøger den niende og tiende gang, fordi det skal nok komme. Det viste sig også i går. Jeg var i hvert fald ikke et sekund i tvivl om, at vi nok skulle score nogle mål.

Hvad siger det om truppen, at man kommer tilbage efter en sløj første halvleg?
– Det fortæller rigtig meget om vores mentale styrke. Vi tror på Plan A hele vejen igennem, selvom det ikke nødvendigvis fungerer fra første fløjt. Det er en mental udfordring at være tålmodige og blive ved mod et hold, som står så lavt i så lang tid. Men det lykkedes.

– Vi går til pausen bagud 0-1, og der kunne måske godt gå lidt panik i drengene. Især fordi det er så vigtige kampe, vi spiller i øjeblikket, hvor alle point er afgørende for at nå top-6. Men vi får brugt pausen rigtig godt til at få snakket om tingene. Vi bliver enige om at fortsætte Plan A og holde hovedet højt, fordi vi er overbeviste om, at vi ikke kan spille 90 minutter med så lav kvalitet som i første halvleg. Det har vi for gode spillere til.

Hvordan forløber pausen i sådan en kamp?
– De første par minutter af pausen får følelserne lov til at udspille sig. Vi spillere kigger på hinanden, og forsøger at få gang i os selv. Nogle, inklusiv mig selv, får talt med store gloser. Der bliver sagt noget á la ”nu tager vi os fandme sammen gutter. Nu glemmer vi første halvleg, og så viser vi i anden halvleg, at vi er meget bedre, end hvad vi leveret indtil nu.”

– Når der falder lidt ro på, tager Flemming ordet og styringen. Flemming gør det klart for truppen, hvad planen er, får ro på folk og får troen tilbage på holdet. På den måde sikrer vi os, at os spillere holder sig til game-planen uden at gå i panik og spille utålmodigt.

Hvorfor råber du så meget?
– Haha. Det er bare den måde, jeg er som spiller. Jeg har både høje forventninger til mine medspillere og trænere. Jeg stiller store krav til mig selv, og dem der er omkring mig, så der skal selvfølgelig være styr på tingene. Både trænere og spillere ved også godt, at de nogle gange skal tage de ting, jeg får sagt med et gran salt. I kampens hede kan det godt blive lidt hårdt, men de skal ikke tage det så tungt.

– Sommetider kan mine udbrud også være for min egen skyld. Så råber jeg for at holde mig selv i gang i løbet af kampen. Det gør jeg for at føle, jeg selv er der 100%. Men det er selvfølgelig mest for at opildne og hjælpe mine holdkammerater. For at holde holdet til ilden. Jeg vil gerne puste energi ind i holdet og være den indpisker, som går forrest verbalt.

– I går var der for eksempel en episode på en standardsituation, hvor jeg ikke mener, vi havde styr på tingene. Ting som der skal være styr på under en dødbold. Vi havde lavet nogle indskiftninger, som gjorde, at det ikke var helt klart, hvem der havde hvilke aftaler. Og der bliver jeg frustreret, fordi det var ved at koste os et mål. Og så råber jeg op.

De højlydte ’Døhr’-udbrud og det nordsjællandske sammenhold kan overværes igen på lørdag, hvor Superliga-truppen skal et smut til Esbjerg. Kampen fløjtes i gang klokken 16.00 på Blue Water Arena.