Ny spiller til kvindeholdet

Kategorier

Foto: fcn.dk

Det er en drøm, der går i opfyldelse, når den 22-årige amerikaner, Ellie Jean, tager rejsen fra college fodbold i USA til den bedste danske kvindelige liga.

I marts går slutspillet i gang i Gjensidige Kvindeligaen, og i FC Nordsjælland har optakten til sæsonstart bl.a. budt på nye aftaler med dygtige spillere. En af dem er den 22-årige forsvarspiller Ellie Jean, der tager springet fra college fodbold i USA til den danske liga. Ellie Jean har spillet for Penn State College og har spillet bl.a. spillet otte kampe for det amerikanske U23 ungdomslandshold. Drømmen har altid været at få muligheden for at spille i Europa. Den kommer nu i form af FarumBK/FC Nordsjælland, som Ellie ser som det rigtige sted at starte sin karriere og fortsætte sin udvikling:

-For mig handler det om at udvikle sig og hele tiden blive bedre, og det får jeg mulighed for i en klub som FCN. Efter en snak med Brian (red. Sportslig ansvarlig for kvindesenior) kunne jeg mærke, hvor passioneret han var omkring kvindefodbold, og det ser jeg som et kæmpe plus – særligt i en tid, hvor vi begynder at opleve, at der kommer mere støtte til kvindelige atleter, og det ELSKER jeg, at klubben tager del i, siger Ellie Jean.

At rejse til et nyt land, opleve en ny kultur og blive en del af et helt nyt og professionelt fodboldhold kan umiddelbart virke som en stor mundfuld. Men selvom om Ellie Jean tager skridtet ud af sin komfortzone, så ser hun frem til at tage turen til Danmark og FC Nordsjælland:

-Jeg er virkelig spændt og bange på samme tid, men en god form bange, fordi jeg ved, at FC Nordsjælland vil være der og passe på mig. Jeg er udpræget konkurrencemenneske, og det glæder mig virkelig, at holdet har et mål om at vinde ligaen og kvalificere sig Champions League. Det er en liga, jeg har fulgt, siden jeg var lille, og det bliver fantastisk endelig at spille i sådant miljø. Det vil være en drøm, der går i opfyldelse. Derfor håber jeg, at jeg kan hjælpe holdet med deres mål denne sæson, og jeg er forberedt på hvilken rolle, der er tiltænkt mig. Jeg er virkelig taknemmelig for muligheden, og at klubben var interesseret og villig til at tage mig ind. Jeg vil angribe dette nye kapitel af mit liv med højt humør, og jeg glæder mig til at blive en del af en så stor klub, der udretter store ting både på og udenfor banen.

FC Nordsjælland har gode erfaringer med at hente spillere fra den amerikanske college liga, og det er der en særlig grund til, siger Christian Taylor, Head of Women’s Football:

-Vi ved at den amerikanske college liga har et højt niveau, og mange af pigerne har et ønske om at spille international fodbold. Vi vil gerne vise de amerikanske piger, at den mulighed kan de få hos os i FC Nordsjælland. Vi har tidligere haft amerikanske spillere som Tiffany Weimer, Corey Burns, Nicole Robertson og så selvfølgelig Brianne Reed, der er en del af truppen nu. De har alle været et vigtigt aktiv på holdet og bidraget såvel på som uden for banen. Og det er jeg sikker på, Ellie Jean også bliver. Hun har masser af speed og passer godt ind i vores system, og den måde vi spiller på. Hendes rolle på holdet bliver som venstre back , men hun kan i princippet spille i begge sider. Vi glæder os til at byde Ellie Jean velkommen, og jeg er overbevist om, at hun vil falde godt til på holdet og i klubben.

Ellie Jean kommer til FC Nordsjælland i slutningen af måneden, hvor hun tilslutter sig resten af holdet i optakten til sæsonstart.