Godsway Donyoh skifter til Tyskland

Kategorier

Godsway Donyoh har spillet 84 kampe for FCN. Her er han i aktion i den foreløbigt sidste i december 2019 mod FCK.

foto: boesenfoto.dk

Den ghanesiske angriber fortsætter karrieren på lejemål i Dynamo Dresden. Et klubskifte, der kan blive permanent til sommer.

Godsway Donyoh kom til FC Nordsjælland for fire år siden og har været en vigtig spiller i Farum. I alt 82 officielle kampe og 28 mål har han fået med tigeren på brystet, men nu går turen til den tyske 2. Bundesliga, hvor traditionsklubben Dynamo Dresden får glæde af den hurtige og elegante ghaneser. I første omgang skifter 25-årige Donyoh til Tyskland på en lejeaftale, som kan gøres permanent til sommer, hvis alle parter synes, det er en god idé til den tid.

–   Godsway har været et fantastisk bekendtskab i FCN både på og uden for banen. Han har i flere omgange vist både os og sine omgivelser, hvad han er gjort af. Hans karakter matcher hans talent, og vi havde gerne set ham blive hos os, men Godsway har udtrykt et stort ønske om at prøve kræfter med tysk fodbold og forfølge denne mulighed, og det vil vi ikke stå i vejen for, når det er en spiller, som flere gange har udvist stor loyalitet overfor vores klub og organisation. Derfor ønsker vi Godsway alt det bedste i Tyskland. Vi håber, han finder lykken der, og skulle vores veje krydses igen, så står vi klar med åbne arme i FCN, siger Sportschef Jan Laursen.