FCN med ny organisation i sportslig afdeling

Kategorier

Jan Laursen fortsætter som Sportschef i FCN og får nu det overordnede sportslige ansvar i klubben med et endnu større og stærkere team bag sig.

foto: fcn.dk

FC Nordsjælland gør Jan Laursen til overordnet sportslig leder, får akademichef, uddannelsesansvarlig, en Medical & Human Performance afdeling og udnævner daglige ledere til begge akademier.

I sommer forlod tidligere Sportschef for Superligadelen Carsten V. Jensen FCN, hvilket gav klubbens ledelse en anledning til at kigge på, hvordan den sportslige afdeling var bygget op. Efter snart et halvt års evaluering kan en enig bestyrelse og ledelse nu præsentere den struktur som fremadrettet vil udgøre FC Nordsjællands sportslige afdeling.

-Vi har været grundige i denne proces, og det har været vigtigt for os at bruge den nødvendige tid til f.eks. at have eksterne øjne og rådgivning på os, så vi er sikre på, at vi får udnyttet denne mulighed til at optimere vores potentiale, men samtidigt holde fast i vores ånd og filosofi, hvor dygtige trænere kan have indflydelse på, og inddrages i, mange beslutninger. Vi er meget tilfredse og optimistiske omkring den løsning, vi er endt ud med, siger direktør Søren Kristensen.

Overordnet sportslig leder forbliver Jan Laursen, der har været en del af FC Nordsjælland siden klubben blev skabt, og som har ageret som fungerende sportschef siden juli måned. Laursen får rollen som overordnet Sportschef for hele FCN og får et større og stærkere hold bag sig bl.a. i form af en sportslig arbejdsgruppe bestående af personer med juridisk kompetence, projektledererfaring og til daglig administration.

-Så snart Jan gav os et positivt svar, var vi ikke i tvivl. Han har hele tiden været vores 1. valg på trods af den store interesse, vi har oplevet fra andre kandidater fra ind- og udland. Absolut ingen er så meget på bølgelængde med klubbens værdier, historie, filosofi og potentiale, som Jan er. Derfor har det mest handlet om at skabe det bedst mulige set-up og struktur i den afdeling, som Jan skal stå i spidsen for. Vi vil sikre den konstante udvikling på vores akademier, og vi vil sikre den stærke sammenhængskraft, som er vores varemærke, uden at gå på kompromis med vores værdier eller principper, siger Søren Kristensen.

Jan Laursen har før haft stillingen som sportschef i FCN, bl.a. i perioden, hvor FC Nordsjælland vandt to pokaltitler, et mesterskab og spillede Champions League gruppespil, men denne gang bliver afdelingen og ansvarsområdet under sportschefen større og bredere end tidligere. Under Sportschefen vil klubbens to akademier få skotske Gareth Henderby som overordnet Akademichef, der skal sikre den videre fælles udvikling i forhold til spillestil, træningsmiljø og fodboldfilosofi. Henderby kommer fra en stilling som Teknisk Direktør i Right to Dream. Hvert af klubbens to akademier får sin egen daglige leder under Henderby med titlerne Head og Coaching Danmark og Technical Director Ghana. På akademiet i Danmark er det Alexander Riget, og i Ghana vil skotske Frazer Robertson få ansvaret. Begge har været en del af de to akademier igennem flere år og bliver vigtige bindeled mellem akademier og Superligaholdet i tæt samarbejde med Cheftræner Flemming Pedersen.

En helt ny del af den sportslige afdeling bliver sikringen af uddannelse og dannelse hos alle de piger og drenge, der er en del af de to akademier. Amerikanske Will Orben får titlen som Head of Education & Safeguarding og vil være ansvarlig for både character development-programmet, der skal styrke og udvikle dannelsen hos alle eleverne, og den boglige uddannelse, som FCN prioriterer for eleverne ved siden af fodbolduddannelsen. Will Orben vil referere til Jan Laursen.

Jacob Penalver har gennem flere år været i spidsen for FC Nordsjællands sundhedssektor, og han bliver nu i en gruppefunktion ansvarlig for Medical & Human Performance og vil derfor have det sundhedsfaglige ansvar for samtlige spillere på akademierne og i Superligatruppen. Den nye sportspsykologiske afdeling vil også rapportere ind til Jacob Penalver.

-Vi tror på, at det her er den stærkeste organisationsstruktur for vores model, vores vision og de mål vi har sat os. Derfor er vi både stolte af, og trygge ved, det hold vi har fået sat sammen. Det er ikke en model og struktur, som man ser mange andre steder, men det ser vi som en styrke. Vi føler os overbevist om, at det kommer til at gøre os endnu bedre og sikre vores fortsatte udvikling og de mange unge menneskers drømme, siger Søren Kristensen.