AL-Bank forlænger i FC Nordsjælland

Kategorier

Danmarks mest populære bank har været partner i FCN i otte år – nu fortsætter rejsen sammen i mindst tre flere.

AL-Bank har gennem de seneste år vist sig som en af de absolut stærkeste og mest innovative partnere i dansk fodbold med store engagementer i flere topklubber og ikke mindst omkring de danske Herre- og kvindelandshold hos DBU. En rejse, der startede tilbage i 2011, da FC Nordsjælland blev den første klub, som AL-Bank for alvor engagerede sig i. Et langvarigt samarbejde, der nu kan fortsætte yderligere efter parterne har indgået endnu en forlængelse.

Administrerende Direktør i FC Nordsjælland Søren Kristensen:

-AL-Bank er en fantastisk partner, som vi er meget glade for gerne vil forblive en del af FCN i endnu længere tid. De har sat deres tydelige præg på vores rejse som klub, og deres engagement kan mærkes overalt i FCN. AL-Bank har stået bag forbedringen af vores partner-faciliteter, de er enormt aktive i vores sponsornetværk, de har støttet op om og aktiveret vores fanmiljø på Right to Dream Park, da vi introducerede vores Fan-Zone, og så var AL-Bank en uvurderlig støtte, da vi søsatte vores drøm om en kvindeafdeling og et pigeakademi, hvor faciliteter, ambitioner og hverdag skulle kunne ligestilles med drengenes.

-Vi ved, at vores ambitiøse og værdibaserede tilgang til fodbolden matcher AL-Banks. Vi glæder os over, at de fortsat vil være med til at skabe Nordens bedste akademi for både piger og drenge og være en fortsat stor del af den næste del af rejsen.

Marketing- og Kommunikationsdirektør i AL-Bank Peter Froulund:

-Samarbejdet med FCN er nu det længstvarende i vores historie, det er ikke tilfældigt. Vi har et stærkt værdifællesskab og har hele tiden udviklet vores samarbejde til glæde for begge parter. Så vi er glade, stolte, og vi glæder os til at udvikle nye spændende initiativer til glæde for alle i og omkring FCN.