FC Nordsjælland åbner HF-uddannelse med Kruses Gymnasium – STX & HF

Kategorier

Den nye HF-linje vil både have plads til piger og drenge fra FC Nordsjællands fodboldakademi og andre unge og ambitiøse elitesportsudøvere fra regionen.

foto: fcn.dk

FCN vil skabe de bedst mulige rammer for unge atleter til både at kunne være ambitiøse omkring deres sport og uddannelse. Det bliver nu muligt for alle unge fra sommeren 2020 sammen med Kruses Gymnasium i Farum.

Fra sommeren 2020 vil Kruses Gymnasium og FC Nordsjælland i samarbejde tilbyde en ny HF-linje, hvor uddannelse på højt niveau kan kombineres med elitesport på højt niveau for alle unge mennesker med interesse og hverdag i sport på højeste plan.

Den nye HF-uddannelse er åben for alle interesserede, men samarbejdet mellem Kruses Gymnasium og FCN giver en særlig mulighed for at kombinere uddannelse og elitesport. Som HF-elev på Kruses Gymnasium vil man således kunne studere på lige vilkår med andre og samtidig opnå den fleksibilitet i forhold til morgentræninger og sportsbetinget fravær, som er nødvendig for at kunne dyrke sin sport på eliteniveau.

-Vi er af den overbevisning, at vi ikke arbejder med dygtige fodboldspillere, der tilfældigvis er mennesker. Vi arbejder med mennesker, der tilfældigvis er dygtige fodboldspillere. Vi er ikke et sekund i tvivl om, at de bedste fodboldspillere er dem, der er hele mennesker. Derfor prioriterer vi, at vores unge spillere på akademiet, både piger og drenge, skal kunne tage en skoleuddannelse ved siden af deres fodbolduddannelse hos os i FCN. Det vil vi strække os langt for at kunne sikre vores spillere muligheden for, selv om et fodboldakademi kræver meget tid af de unge mennesker. Den mulighed får vi nu i samarbejdet med Kruses Gymnasium, siger direktør i FCN, Søren Kristensen.

Hverdagen på et fodboldakademi indeholder ofte morgentræning i hverdagen og kampe i weekenden, ligesom der er en del rejser til internationale turneringer og med ungdomslandshold. For de unge spillere, der rykkes op i Superligatruppen, bliver det endnu sværere at få hverdagen til at gå op med skolegangen. Det samme kan være gældende for unge talentfulde og ambitiøse atleter indenfor andre sportsgrene. Derfor er der behov for en uddannelse, som kan rumme den krævende hverdag for unge atleter, men som ikke går på kompromis med niveau eller ambition på det faglige plan. Lige præcis det er udgangspunktet for FCN og Kruses Gymnasium i det nye samarbejde.

-Vi ved, hvor meget det kan gavne en spiller at have noget andet at gå op i, både når det går godt og mindre godt med sporten. Og vi tror på, at uddannelse og dannelse er lige så vigtige dele af en komplet professionel fodboldspiller, som selve spillet på banen er. Derfor er vi meget glade for, at vi har fundet en lokal partner i Kruses Gymnasium, som gerne vil være med til at facilitere en hverdag, der kan give de unge mennesker det bedste fra begge verdener. Og som vil være åben for piger og drenge fra andre sportsgrene også. Vi ved, at Kruses står for et højt fagligt niveau og sunde værdier, og vi glæder os meget over, at vi nu kan tilbyde denne uddannelse sammen.

Det meste af undervisningen på HF-linjen kommer til at foregå på Kruses Gymnasium, men kan og vil også finde sted på Right to Dream Park. Et nyt og spændende samarbejde som man også på skolen glæder sig over at kunne tilbyde.

-Vi deler tilgangen til unge mennesker med FC Nordsjælland i mange henseender. Det handler først og fremmest om at møde dem med høje forventninger og samtidig sørge for, at de får den nødvendige opmærksomhed og støtte til at håndtere de krav, der bliver stillet til elitesportsudøvere eller studerende på en ungdomsuddannelse, siger Rektor for Kruses Gymnasium – STX & HF, Carsten Gade.

-Vi er meget optagede af at gøre vores elever til hele mennesker med en sund indstilling til tilværelsen og det fællesskab, de indgår i. FC Nordsjællands ønske om at skabe balance mellem fodbold og uddannelse for deres spillere harmonerer derfor glimrende med Kruse HF.

Du kan læse mere om FC Nordsjællands og Kruses Gymnasiums fælles HF-linje her