Mads Døhr Thychosen til FCN

Kategorier

Mads Døhr Thychosen har første arbejdsdag i FC Nordsjælland i dag. Han kommer til at spille med trøje nummer 2.

foto: fcn.dk

FC Nordsjælland har købt den 22-årige Mads Døhr Thychosen i FC Midtjylland. Forsvarsspilleren har skrevet under på en 4-årig aftale med tigerne.

For anden gang denne sommer har FCN hentet en defensiv forstærkning i FC Midtjylland. Mads Døhr Thychosen følger i fodsporene på Kian Hansen og har nu hjemmebane i Right to Dream Park. Mads Døhr Thychosen har primært gjort sig som en aggressiv og angrebsivrig højre back og har spillet 48 Superligakampe i FCM og for AC Horsens, som han tidligere har været udlejet til, siden han kom til fra barndomsklubben Vejle. Thychosen har allerede været med til at vinde både guldmedaljer og pokalfinale på trods af sin unge alder. En dynamisk og kraftfuld spiller, som der længe har været bud efter fra Nordsjælland

Sportschef i FCN Jan Laursen:

-Mads er en spiller med kvalitet, vindermentalitet og stor dynamik, som vi har haft et godt øje til igennem længere tid, og derfor er vi naturligvis også glade for, at det kunne lade sig gøre at bringe ham til nu. For os handler det om at have en så konkurrencedygtig trup som muligt, hvor der er kamp om enhver position på holdet. Det mål føler vi, Mads vil være med til indfri hos os fra første dag.

Mads Døhr Thychosen:

-Jeg er lettet over, at det endelig er faldet på plads, for jeg er meget glad for at være i FCN nu, og jeg ser meget frem til at starte her i klubben. Jeg ved, hvor længe klubben har været interesseret i mig, og det har vægtet højt for mig, når nu jeg følte, at jeg var klar til det næste step, hvor jeg har brug for at spille flere kampe. Det håber jeg, at jeg kan gøre mig fortjent til her i Nordsjælland. Jeg har kun godt at sige om Midtjylland og vil gerne takke alle der, men det var tid for mig til at prøve mig af et andet sted nu.

-Jeg ved, hvor dygtig FCN er til at udvikle unge spillere, og det er en af de ting, der tiltaler mig meget, muligheden for at udvikle mig selv som fodboldspiller, og så håber jeg at kunne bidrage med min power og aggressivitet. Jeg synes, FCN har et utroligt spændende hold, som jeg ser spille med om top-6 i 3F Superligaen, og nok endda mere end det målt på topniveauet og potentialet, og det glæder jeg mig til at være en del af.