Målfest og sejr mod Utrecht

Kategorier

Dagens startopstilling i Holland mod Jong Utrecht. FC Nordsjælland vandt 4-2.

foto: fcn.dk

FC Nordsjælland fik gang i målscoringen i Holland, hvor et ungt Utrechthold ikke havde en sjov eftermiddag.

FC Nordsjælland er på træningslejr i Holland for at gøre klar til den nye sæson af Superligaen om 11 dage. Den anden kamp på turen blev spillet i dag, og modstanderen var Jong Utrecht, som er FC Utrechts U21 hold. Hollænderne havde valgt at forstærke holdet med spillere fra A-holdet, dog ikke med den tidligere FCN-målmand David Jensen. Det skulle de måske have gjort, for de fik ørerne i maskinen i 1.halvleg på græsbanen i Delden, hvor FCN var i spillehumør.

Flemming Pedersen og trænerteamet havde skiftet godt ud i forhold til kampen mod Heracles for tre dage siden, og holdet virkede meget friskt fra første fløjt. FC Nordsjælland dominerede gennem hele 1.halvleg, og da Utrecht gerne ville presse højt, blev det en meget underholdende forestilling.

Tigerne skabte mange chancer og især Jonathan Amon og Ibrahim Sadiq virkede farlige og fik flere gode muligheder. Det blev dog unge Francis Abu, der lige er kommet til FCN fra Right to Dream akademiet, som åbnede ballet med et fint mål, hvor han spillede bande med Mikkel Damsgaard og kom til skud inde i feltet. Målmanden kunne ikke holde bolden ude af målet, og FCN var på 1-0.

Midt i halvlegen kom Nordsjællands anden scoring. FCN havde mange hjørnespark i kampen, og et af dem blev afviklet kort til Jonathan Amon, der driblede sig ind mod feltet og sendte bolden præcist hen til Ibrahim Sadiq. Den ghanesiske kantspiller tog bolden op i luften og hamrede den i nettet til 2-0 uden chance for Utrechts keeper.

Det tredje mål kom lige inden pausen og var lidt af en perle. Mohamed Diomande, en anden af de tre nye fra Right to Dream, fik sendt Oliver Villadsen på højre back afsted i et ryk op i banen. Herfra leverede Villadsen et skarpt og fladt indlæg ind foran mål, hvor Mikkel Damsgaard var på pletten. 3-0 ved pausen og Utrecht var faktisk sluppet billigt på dette tidspunkt.

Til 2.halvleg skiftede FCN hele fem spillere på én gang, og de skulle lige finde sig til rette på den fine bane i Delden. Kampen blev mere lige og bølgede frem og tilbage uden at nogen af mandskaberne fik skabt de store chancer. Det ændrede sig efter godt en times spil, hvor FCN foretog yderligere to ændringer, og Jacob ”Jakse” Christensen og Abdul Mumin afløste Maxwell og Damsgaard. Kampen fik nyt liv og pludselig reducerede Jong Utrecht i en situation, der lignede en offside så meget at samtlige spillere fra begge hold, undtagen den snedige målscorer, var stoppet med at spille. Føringen på 3 mål burde og skulle dog være genoprettet kort efter, hvor Isaac Atanga flot fik serveret bolden til en helt fri Mathias Rasmussen foran Utrecht-målet, men nordmanden missede at score på den store mulighed.

4-1 scoringen kom til gengæld få minutter senere, da Jacob Christensen fik afleveret fint til lynhurtige Isaac Atanga. Ghaneseren sprintede sig til en afslutning, som målmanden kun kunne halvklare, og da en af hjemmeholdets forsvarsspillere forsøgte at cleare den på målstregen endte det med at blive et selvmål. Pudsighederne var dog slet ikke forbi, selv om FCN skiftede både erfarne Mikkel Rygaard og Godsway Donyoh ind med 20 minutter tilbage. Værterne fik nemlig reduceret til 4-2 på en tilbagelægning til Peter Vindahl Jensen, som på en eller anden måde misforstod situationen, og derfor kunne en angriber opsnappe bolden og score i det tomme mål.

Flere mål kom der ikke i kampen, og FCN besejrede dermed et forstærket Jong Utrecht med 4-2. En underholdende og tempofyldt kamp, der var lige efter pausen, men som Nordsjælland dominerede kraftigt i 1.halvleg. Den sidste test i Holland bliver mod græske PAOK om tre dage.

FCN Startopstilling:
Nigel Bertrams – Oliver Villadsen, Maxwell Woledzi, Viktor Tranberg, Marcus Gudmann – Mohammed Diomande, Abu Francis, Mikkel Damsgaard – Jonathan Amon, Joachim Rothmann, Ibrahim Sadiq

Indskiftninger:

46.Mohammed Kudus ind for Abu Francis
46.Mathias Rasmussen ind for Ibrahim Sadiq
46.Isaac Atanga ind for Jonathan Amon
46.Peter Vindahl Jensen ind for Nigel Bertrams
46.Nicklas Strunck ind for Oliver Villadsen
60.Jacob Steen Christensen ind for Mikkel Damsgaard
60.Abdul Mumin ind for Maxwell Woledz
70.Godsway Donyoh ind for Mohammed Diomande
70.Mikkel Rygaard ind for Mathias Rasmussen

 

Mål:

15.1-0 Abu Francis
25.2-0 Ibrahim Sadiq
44.3-0 Mikkel Damsgaard
65.3-1 Jong Utrecht
70.4-1 Selvmål
75.4-2 Jong Utrecht