Kian Hansen til FCN

Kategorier

Kian Hansen er med i truppen og kan derfor få sin debut for FC Nordsjælland søndag kl. 14.00. hvor Esbjerg fB kommer forbi Right to Dream Park.

foto: fcn.dk

FC Nordsjælland har købt profilen Kian Hansen i FC Midtjylland. Den 30-årige forsvarsspiller er allerede tiltrådt hos tigerne.

Kian Hansen er nu en del af FC Nordsjælland og trænede med sine nye holdkammerater i dag. Forsvarsspilleren er oprindeligt fra Esbjerg, hvor han nåede at spille over 100 kampe for vestjyderne, inden han blev solgt til Nantes i Frankrig og spillede en sæson i den bedste franske række med 25 kampe fra start.  En periode, hvor det også blev til debut på det danske A-landshold. De seneste fem år har Kian Hansen været en fast del af FC Midtjyllands bagkæde og spillet over 150 kampe for FCM. Nu fortsætter karrieren i Nordsjælland, hvor han er tiltænkt en stor rolle på og uden for banen.

Cheftræner Flemming Pedersen:

-Der er ingen tvivl om Kian Hansens niveau på en fodboldbane. Hans stabilitet, erfaring, lederegenskaber og fighterevne er bevist over mange sæsoner, og det er bestemt brugbare kvaliteter for så ung, talentfuld og lærevillig en trup som vores. Kian har alle forudsætninger for at passe perfekt ind i vores miljø qua hans nysgerrighed for spillet og måden, vi arbejder på. Vi har store forventninger til Kian hos os, og vi ved, han har det samme til sig selv. Vores snakke med Kian har ikke efterladt os med nogen som helst tvivl om, at han er lige præcis den type spiller og menneske, som vi har ønsket os allermest som en tilføjelse til vores unge og sultne hold her i FC Nordsjælland.

Sportschef Jan Laursen:

-Vi har ledt efter en person og spiller, der både vil kunne gå forrest på banen i kraft af sit niveau, sin erfaring og sine lederegenskaber, og samtidigt er en person, der uden for banen tror 100% på den måde, vi uddanner unge mennesker og fodboldspillere på i FC Nordsjælland og vil være en aktiv del af det. Det har Kian overbevist os om, at han er den rigtige til, og vi har overbevist ham om, at vi er det rigtige sted for ham til at kunne gøre en forskel, der kan være med til at rykke en klub og alle de unge mennesker, der skal tage den videre til det næste niveau. Vi er meget glade for, at Kian nu er en del af os, og vi glæder os til, at han for alvor bliver integreret i gruppen og i klubben.

Kian Hansen:

-Jeg glæder mig meget til at begynde i FCN og til at få en ny rolle som fodboldspiller og menneske. Jeg har spillet i udlandet, været med omkring det danske landshold og spillet fast med i toppen af en liga, så jeg er vant til at være i en trup, hvor de fleste er jævnaldrende eller ældre end mig selv, og hvor alle ved lige præcis, hvad de skal gøre, og hvad der forventes af dem. Det har været en god tid i FCM, og jeg vil gerne takke alle der for den, men jeg kan mærke en trang og lyst i mig selv til at give noget videre. Til at være en af de ældre, til at dele ud af mine erfaringer og være med til at hjælpe sindssygt dygtige og sultne unge mennesker med at udvikle sig selv på og uden for banen. Hver eneste dag til træning og i kamp. Det tror jeg på vil give mig selv ny energi og motivere mig endnu mere til at fortsætte min egen udvikling også, og der findes næppe et bedre sted til sådan en udfordring end i FC Nordsjælland. Derfor er der slet ingen tvivl hos mig om, at det her er det rigtige skridt for mig at tage, og jeg glæder mig som sagt meget til at komme i gang.