God indsats gav hård skæbne

Kategorier

De startende 11 FCN-spillere gjorde en god figur i den sidste test mod PAOK. Men de græske mestre viste sig som uhyre skarpe i begge ender af banen.

foto: fcn.dk

FCN tabte sidste test mod de græske mestre fra PAOK

Byen Wenum Wiesel lagde et fint græstæppe til FC Nordsjællands sidste test inden turen går hjem fra Holland og Superligastart venter forude. Trænerteamet havde ønsket hård matchning til tigerne, og derfor stod de over for de græske mestre fra PAOK. FCN fik i den grad, hvad de havde ønsket sig. PAOK skal spille Champions League i denne sæson, og var særdeles skarpe i begge ender af banen. I forsvaret var de svære at bryde ned gennem hele kampen, og offensivt straffede de kynisk hver eneste mulighed, tigerne gav dem. Derfor stod der 3-0 på måltavlen efter de 90 minutter var spillet. Men forud var gået en god, hård og tempofyldt kamp, som trænerteamet i Nordsjælland bestemt ikke var utilfredse med.

PAOK satte sig på indledningen af kampen og allerede efter 7 minutters spil kastede det en farlig situation af sig. Abdul Mumin, der igen dannede stopper-duo med Ulrik Yttergård Jenssen, fik dog clearet bolden lige inden, den krydsede stregen. Det var ikke fordi, de stærke grækere skabte mange chancer mod FCN, men de var uhyre skarpe, når muligheden bød sig. Som f.eks. efter 11 minutters spil, da tigerne tabte bolden i venstre side til Akpom. Den stærke angriber skar ind i banen og tog den direkte vej mod målet. Hans skud gik forbi Nicolai Larsen og 1-0 til grækerne.

Resten af 1.halvleg var hårdt spillet og foregik i et højt tempo, men FCN var godt med, og gode muligheder blev skabt. Mikkel Damsgaard var i fint spillehumør, og efter et kvarter fik han sig en god skudchance fra kanten af PAOK’s felt, men målmanden fik reddet. Efter en halv times spil var der gang i begge ender. Først kom Ulrik Yttergård lidt sent ind i en tackling i eget felt, men dommeren vurderede ikke, noget strafbart var sket, og FCN slog en kontra, hvor Mikkel Damsgaard igen var på spil foran grækernes felt. Her blev han nedlagt hårdt. FCN fik et frispark, som Godsway Donyoh tog sig af. Skuddet blev rettet af i muren, og snød målmanden, men gik snert forbi grækernes mål. Desværre måtte Mikkel Damsgaard lade sig udskifte efter den hårde tackling, og han blev afløst af tilbagevendte Magnus Kofod Andersen.

Lige inden pausen havde begge hold igen en mulighed for at score. Først viste en af PAOK-spillerne stort overblik, da han fra midten af banen havde set, at Nicolai Larsen var langt ude af sit mål. Midtbanespilleren sendte en høj bold afsted som lige præcis strøg over danskernes mål. Derefter var det Mikkel Rygaards tur til at prøve lykken på et frispark. Hans kvalificerede skud led samme skæbne og sneg sig tæt forbi den ene stolpe, og derfor gik holdene til pause med en græsk føring på 1-0.

Flemming Pedersen foretog en enkelt indskiftning i pausen, hvor Ibrahim Sadiq erstattede Isaac Atanga i angrebet. FCN kom rigtig fint ud til 2.halvleg og i en periode på 20 minutter, var tigerne det bedste hold på banen med kontrol på bolden og flere gode opspil. Desværre er PAOK et meget solidt hold i defensiven, og det var svært at skabe de helt store chancer i den ellers så gode fase. De to bedste muligheder opstod til Godsway Donyoh, men i begge tilfælde hoppede bolden lige præcis fra ghaneseren inden afslutningsøjeblikket. FCN fik flere hjørne- og frispark, og Mads Aaquist, der spillede højre back, var tæt på udligningen efter et af dem blev spillet til ham via Mikkel Rygaard. Aaquist tog et træk ind i banen og sendte et skud mod det lange hjørne med sit venstreben. Desværre susede også det forsøg lige forbi stolpen. I stedet viste PAOK sig igen fra den kyniske side. FCN havde et af sine mange hjørnespark, men keeperen kom ud, greb bolden og sendte den med det samme af sted via et langt udspark. Udsparket fandt indskiftede Gaitanidis, som stormede mod mål og lobbede bolden over Nicolai Larsen, som var på vej ud for at møde modstanderen. 2-0 til PAOK.

Minuttet efter skiftede trænerteamet yderligere et par spillere. Bl.a. kom Peter Vindahl ind i målet. Og der havde han ikke stået mere end et minut, før han led samme skæbne som Nicolai Larsen. At slippe et mål ind uden at have nogen som helst mulighed for at gøre noget ved det. PAOK erobrede bolden i FCN’s højre side, og efter et par træk ind i banen blev den banket ind i fjerneste krog. 3-0 til PAOK på fire forsøg…

Spillemæssigt fik tigerne rejst sig fra den kolde spand vand i hovedet. Og med et kvarter igen lykkedes det faktisk også endeligt at få et udbytte af de mange gode kombinationer. Indskiftede Nicklas Strunck kom godt afsted på højre kant og sendte et fint og præcist indlæg ind til Abu Francis. Den unge ghaneser, der lige er kommet til fra Right to Dream akademiet og har været et meget positivt og målfarligt bekendtskab i Holland, fik sendt bolden i kassen. Desværre fløjtede dommeren for en offside, som ikke mange andre end han selv kunne se omkring den velbesøgte bane i Wenum Wiesel.

Dermed endte det 3-0 til de græske mestre fra PAOK. Dyre lærepenge blev betalt i felterne, og spillerne blev presset til det yderste overalt på banen. Nøjagtig som trænerteamet havde ønsket det. Nu venter en uges god træning hjemme i Farum, før FCN’s første kamp i Superligaen sparkes i gang i Horsens søndag d. 14. juli kl. 14.00-

FC Nordsjælland startopstilling:
Nicolai Larsen – Mads Aaquist, Ulrik Yttergård Jenssen, Abdul Mumin, Mathias Rasmussen – Abu Francis, Jacob Christensen, Mikkel Damsgaard – Godsway Donyoh, Mikkel Rygaard, Isaac Atanga

Mål:
11. 0-1 Akpom
68. 0-2 Gaitanidis
70. 0-3 PAOK

Indskiftninger:
25. Magnus Kofod Andersen ind for Mikkel Damsgaard
46. Ibrahim Sadiq ind for Isaac Atanga
68. Oliver Villadsen ind for Mads Aaquist
68. Peter Vindahl Jensen ind for Nicolai Larsen
69. Joachim Rothmann ind for Ibrahim Sadiq
73. Maxwell Woledzi ind for Abdul Mumin
73. Nicklas Strunck ind for Mikkel Rygaard
85. Mohammed Diomande ind for Abu Francis