”CV” stopper i FCN

Kategorier

Carsten "CV" Jensen stopper, efter eget ønske, som Sportschef for Superligaen i FCN. Hans ansvarsområde fordeles midlertidigt ud på klubbens ledelse inkl. Jan Laursen, der har flere års erfaring med rollen.

foto: fcn.dk

Sportschef Carsten V. Jensen stopper med øjeblikkelig virkning i FC Nordsjælland.

Sportschef for Superligaen i FCN, Carsten V. Jensen, har meddelt FC Nordsjællands bestyrelse, at han ønsker at opsige sin stilling i klubben, da han har fået mulighed for andre udfordringer, som han gerne vil forfølge. Bestyrelsen har derfor valgt at efterkomme ”CV”’s ønske og accepteret, at han stopper arbejdet i FCN med øjeblikkelig virkning.

-Jeg er den seneste tid blevet præsenteret for interessante jobmuligheder. Det har jeg efter grundige overvejelser valgt at gå videre med og undersøge nærmere. Dette er ikke foreneligt med at udfylde min rolle i FCN, og jeg har derfor valgt at opsige min stilling. Jeg sætter pris på den positive dialog, jeg har haft med klubben i den forbindelse. Det betyder meget for mig, at vi kan se hinanden i øjnene og sige pænt tak for denne gang. Det har naturligvis ikke været en let beslutning, da FCN har været mit andet hjem gennem de seneste fire år. Det har været en sand fornøjelse at arbejde sammen med alle mine nu forhenværende fantastiske kolleger, trænere og spillere der dagligt lægger deres sjæl i at skabe noget ganske særligt. Jeg ønsker alle sammen held og lykke med FCN og Right to Dream, siger Carsten V. Jensen.

Bestyrelsen og direktionen vil gerne takke Carsten V. Jensen for hans dedikerede og succesfulde arbejde i FC Nordsjælland, siden han kom til klubben for præcis fire år siden.

Ansvaret for den sportslige ledelse for Superligaholdet i FCN vil midlertidigt varetages af klubbens ledelse inkl. Sportschef for akademiet, Jan Laursen, der tidligere har varetaget rollen som Sportsdirektør i flere år i FCN.