Carit Falch kommer hjem

Kategorier

Hele akademiet kan se frem til at træne med Carit Falch, ligesom Superligateamet kommer til at nyde godt af hans kompetencer.

Efter flere år i udlandet er Falch tilbage i FCN som træner og analytiker.

42-årige Carit Falch har tidligere været ungdomstræner i tre år på FC Nordsjællands akademi. Efterfølgende har han været Cheftræner for Brønshøjs divisionshold, for Litauens U21 landshold og Paralimni FC i den bedste cypriotiske række. Carit Falch har også været Talentchef i både HB Køge og FC Helsingør. Nu kommer han hjem til FCN, hvor han både skal være en del af Superligateamet som analytiker og assistenttræner ved siden af at være udviklingstræner på akademiet i Nordsjælland.

-Vi er glade for at have Carit tilbage. Han er en medarbejder med et stort FCN-hjerte og har stor international og national erfaring med sig hjem i bagagen. Carit har en stor passion for den enkelte spillers udvikling, og på akademiet ser vi frem til at endnu en trænerkapacitet ombord, som kan hjælpe med at udvikle vores mange talentfulde spillere.  I Carit får vi en erfaren træner med højeste internationale træneruddannelse, i form af Pro-licensen, og en træner der kender vores kultur og spillefilosofi. Han kommer til at arbejde med både Superligaholdet og akademiet, og det er helt i klubbens ånd, siger Sportschef for akademiet Jan Laursen.

-Da jeg stoppede på Cypern, søgte jeg en klub, hvor jeg kunne fokusere på hele processen fodbold og hver dag kunne arbejde med at udvikle på både spillere, holdet og klubben. Ikke arbejde fra dag til dag men i et godt miljø, hvor man ved, hvor man skal hen. Da FCN ringede var jeg ikke i tvivl. Det er min hjerteklub, hvor jeg var lykkelig, blev inspireret og det sted jeg har lært mest i min karriere. Som klubben har udviklet sig, mens jeg har været væk, kan man godt sige, at det er en af de mest interessante klubber i Europa at arbejde med og i. Jeg ved fra min tid i udlandet og mit netværk, at FCN er en klub, der inspirerer andre derude. Ikke mindst måden man kombinerer akademiet med 1.holdet på. Nu oplever jeg også, hvor meget fokus der er på at give tilbage og engagere sig i de udfordringer, som omgivelserne har. Både på akademi og Superliganiveau. Det kan jeg rigtig godt lide. FCN er for mig en hjerteklub og en professionel inspirerende opgave. Det er den perfekte kombination for mig, og jeg glæder mig til at komme i gang

Med Carit Falchs ansættelse som analytiker for Superligaholdet flyttes den nuværende analytiker, Frank Hjortebjerg, til rollen som assistent for Flemming Pedersen, hvilket har været Cheftrænerens ønske.