Værd at vide før kampen mod FCK

Kategorier

Mads Valentin Pedersen, der her jubler sammen med topscorer Andreas Skov Olsen, scorede til 3-1, da FCN i sidste sæson vandt i Telia Parken.

Boesenfoto.dk

FC Nordsjælland spiller sæsonens sidste kamp i dag kl. 17.00 i Telia Parken mod FCK, der holder guldfest med et fyldt stadion. Her er lidt statistik om kampen:

Vidste du at…

…FCN og FCK har mødt hinanden 53 gange i Superligaen, og samlet set har FCK 32 sejre, 12 kampe er endt uafgjort og 9 gange har FC Nordsjælland vundet. 28 af kampene er spillet i Parken, og her har FCN kun vundet 3 gange, 5 kampe er endt uafgjort, mens FCK har sejret 20 gange.

…FC Nordsjællands seneste sejr i Parken var i sidste sæsons 18. spillerunde, hvor FCN vandt med 3-1 på mål af Karlo Bartolec, Emiliano Marcondes og Mads Valentin Pedersen.

…den kamp var med til at bane vej for FC Nordsjælland til bronzemedaljerne og deltagelse i europæisk fodbold, mens FCK måtte nøjes med en fjerdeplads.

…de to hold også mødtes i sæsonens sidste kamp for et år siden, men da var det i Right to Dream Park og FCN, der efter et vigtigt point for 0-0 fik overrakt medaljer, mens FCK’erne bare måtte se på.

…19-årige Andreas Skov Olsen med sine 21 træffere i Superligaen i denne sæson ligger på topscorerlistens tredjeplads med kun et mål mindre end FCK-angriber Dame N´Doye på andenpladsen med 22 mål. Så det er også en intern kamp mellem de to om pladsen lige efter suveræne Robert Skov, der har nettet 28 gange.

…FCN jagter sin første sejr i dette års Mesterskabsspil, hvor det indtil nu er blevet til fem uafgjorte kampe og fire nederlag, men sæsonfacit blive runder alle omstændigheder en 6. plads for tigrene.

…tre FCN-spillere er meget tæt på at runde 100 kampe, men de når det lige akkurat ikke i denne sæson. Victor Nelsson kan mod FCK spille kamp nr. 99 for FCN, mens Mads Valentin Pedersen kan nå op på 98. Karlo Bartolec har karantæne og slutter derfor på 97.

…kampens dommer, 43-årige Michael Johansen, er i gang med sin 12. sæson som Superligadommer, men det bliver også hans sidste, da han har besluttet at stoppe på topplan. Kampen mellem FCK og FCN bliver således hans afskedskamp i Superligaen, hvor han har dømt 190 kampe. Han dømte senest en kamp med FC Nordsjælland for godt en måned siden, da FCN spillede 2-2 med OB i Odense.