Værd at vide før kampen i Esbjerg

Kategorier

Ulrik Yttergård Jenssen står til at spille sin kamp nr. 50 med tigeren på brystet.

Foto: Getty Images

Her er lidt statistiske vinkler på FC Nordsjællands kamp i aften kl. 19.00 i Blue Water Arena i Esbjerg:

Vidste du at…

…FCN og Esbjerg har mødt hinanden 44 gange i Superligaen, og samlet set har FCN 14 sejre, 10 kampe er endt uafgjort og 20 gange har Esbjerg vundet. I Esbjerg har FCN 10 sejre ud af 25 kampe, mens 5 er endt uafgjort og 10 med sejr til Esbjerg.

…de to hold ikke mødtes i sidste sæson, hvor Esbjerg var en tur nede i NordicBet Ligaen, men vestjyderne rykkede straks op igen og har ikke tabt til FCN i de første tre opgør i denne sæson. To sejre til Esbjerg og en uafgjort kamp er det blevet til.

…mens FCN er i gang med sit tredje Mesterskabsspil i træk, er det første gang, at Esbjerg har sikret billet til Top 6, og de vestjyske oprykkere er sæsonens store overraskelse.

…FCN-topscorer Andreas Skov Olsen har nettet 21 gange i denne sæson og mod alle klubber i Superligaen bortset fra Esbjerg og AaB. Efter tre forgæves forsøg mod Esbjerg har Andreas altså nu chancen en fjerde gang mod vestjyderne.

…Ulrik Yttergård Jenssen kan spille sin kamp nr. 50 for FCN i aften mod Esbjerg. Andreas Skov Olsen nærmer sig også det jubilæum med udsigt til kamp nr. 48.

…Abdul Mumin afsoner den første af de tre spilledages karantæne, han står til efter det røde kort sidst mod FC Midtjylland.

…efter en meget dårlig udebanestatistik først på sæsonen, har FCN forbedret den del meget her i foråret og er lige nu ubesejret i alle fem udekampe i foråret. Seneste udenederlag er faktisk helt tilbage til midt i december, hvor FCN tabte 0-3 i Esbjerg.

…Esbjerg har holdt rent bur i 8 af sæsonens 16 hjemmekampe. Vestjydernes topscorer er Adrian Petre med 8 mål og 4 assists.

…kampens dommer, 38-årige Jakob Kehlet, er i gang med sin 10. sæson som Superliga-dommer. Han dømte senest en kamp med FC Nordsjælland, da FCN tabte hjemme til FCK i Påsken i 5. runde af dette Mesterskabsspil.