Vær med til at skrive fodboldhistorie i Farum

Kategorier

Søndag d. 19. maj inviterer FC Nordsjælland til en historisk dag i både dansk og international fodbold.

For første gang på dansk jord, og for en af de første gange i verden, vil et herrehold fra en fuldprofessionel fodboldrække dele kampdag, stadion og bane med klubbens kvindehold, når FC Nordsjælland i Superligaen tager imod OB i Superligasæsonens sidste hjemmekamp kl. 12.00 og klubbens kvinder tager imod Vildbjerg i Kvalifikationsligaen kl. 14.30. Begge kampe på stadion i Right to Dream Park.

Det har længe været FCN’s ønske at give vores hold samme vilkår på banen til kampe, som vi allerede har gjort uden for banen, men først nu har det kunne lade sig gøre i forhold til de to holds kampkalendere. Og det skal naturligvis både markeres og fejres med en såkaldt ”double-header”, hvor holdene afløser hinanden på banen og publikum på stadion får to fodboldoplevelser på én og samme gang.

”Vi ved, at dette aldrig er gjort før i Danmark, og vi håber mange har lyst til at vise opbakning i kampen for ligestilling i fodboldens verden, hvor vi i FCN føler, at en piges drøm er nøjagtigt lige så meget værd som en drengs. Vi har længe haft et ønske om at gøre det her, og vi er meget glade for, at det nu endelig kan lade sig gøre. Naturligvis skal den begivenhed foregå i FCN og foran de mange af vores samarbejdsklubber, som selv dyrker pige- og drengefodbold på lige vilkår hver eneste dag,” siger direktør Søren Kristensen.

I forbindelse med kampene i Right to Dream Park d. 19. maj vil FC Nordsjælland også sige på gensyn til klubbens tidligere Cheftræner Kasper Hjulmand og fejre 1-års jubilæum for medlemsskabet i Common Goal.

KØB DIN BILLET TIL KAMPEN HER.

Program søndag d. 19. maj
10.30 Arbejdernes Lansbank Fan Zone bag D-tribunen åbner
11.00 Portene til stadion åbner
11.50 Farvel og på gensyn til Kasper Hjulmand
12.00 Kick-off Superliga FCN-OB
14.30 Kick-off Kvalifikationsliga FCN/Farum BK-Vildbjerg