U/18 pigerne blev pokalmestre

Kategorier

FC Nordsjællands U/18 piger med medaljer og pokal efter finalesejren over B 93.

Foto: Jens Langkilde

Kvindeafdelingens første trofæ blev sikret med en finalesejr på 3-1 over B 93. Også U/14 drengene kunne løfte pokalen med en finalesejr på 2-1 over FA 2000.

FC Nordsjællands U/18 DM piger kunne bryde ud i vild jubel efter sidste fløjt i lørdagens pokalfinale i Ballerup mod B 93. De måtte slide hårdt for triumfen, men de viste høj moral og fortjente at løfte pokalen efter en rigtig flot 2. halvleg, hvor de vendte 0-1 til en 3-1 sejr. Dermed sikrede de kvindeafdelingens første trofæ.

Kampen startede værst tænkeligt for FCN, idet B 93 bragte sig foran 1-0 allerede efter to minutters spil, og i hele 1. halvleg kæmpede FCN-pigerne for at få greb om kampen, men det var svært. Et tændt B 93- mandskab pressede og stressede FCN, som havde svært ved at fastholde bolden.

I pausen fik FCN justeret lidt på holdet og kom meget bedre ud til 2. halvleg. Alt blev sat ind på at vende slagets gang med hurtigere spil. Pigerne viste stor karakterstyrke i modgangen og fik belønningen med tre scoringer i løbet af 2. halvleg ved Linnea Borbye, Andrea Buur og Laura Juul.

Efter festen over pokaltriumfen gælder det nu afslutningen i U/18 DM ligaen, hvor FCN-pigerne på torsdag kl. 13.30 tager imod Fortuna Hjørring.

U/14 drenge pokalfinale:
Farum BK/FCN-FA 2000 2-1 (2-1)

Også U/14 drengene fra Farum BK/FCN havde slået sig vej til pokalfinalen i lørdags hjemme mod FA 2000, og de kunne ligeledes løfte pokalen i triumf efter sidste fløjt og efter en hård kamp.

Farum BK/FCN havde slået sig vej til finalen med sejre over både Brøndby og FCK, og i finalen mod FA 2000 fik de også en god start med føring på 2-0 i løbet af et kvarter. Det så godt ud i 1. halvleg, men FA 2000 fik stik mod spil og chancer reduceret til 1-2 inden pausen, og hele 2. halvleg måtte Farum-drengene kæmpe hårdt for triumfen. Det lykkedes at fighte sejren hjem uden yderligere scoringer.