Tre sejre på stribe til U-holdene

Kategorier

U/17 drengene stod godt sammen som hold og viste, at de har et fælles mål.

U/19 og U/17 Ligaholdene vandt henholdsvis 4-2 og 4-0 over AGF, mens U/18 DM piger slog Viborg 2-1.

U/17 Liga: FCN-AGF 4-0 (1-0)
Mål: 29. minut 1-0 Christoffer Palm. 60. minut 2-0 Andreas Bredahl. 86. minut 3-0 Christoffer Palm. 90. minut 4-0 Andreas Bredahl.

Efter nederlaget i Silkeborg kom FCN U/17 straks tilbage på sejrskurs i lørdagens hjemmekamp mod AGF, der blev slået så sikkert som 4-0. Da topholdet Silkeborg samtidigt satte point til med 2-2 ude mod Randers, styrker det FC Nordsjællands chancer for at snuppe guldmedaljerne.

FCN er lige nu tre point efter Silkeborg men har spillet to kampe færre. Det er altså op til tigrene selv at nå op på førstepladsen, og næste skridt kan de tage på lørdag kl. 15.30 hjemme mod SønderjyskE.

I kampen mod AGF var FCN dominerende fra start og skabte også et par store målchancer, som begge tilfaldt Mikkel Lejbowicz, der ramte stolpen med den ene afslutning og måtte se keeperen redde den anden. Men da Andreas Bredahl i det 29. minut gik til baglinjen og spillede skråt bagud kom scoringen til 1-0 på lidt af et “strømpeskud” fra anfører Christoffer Palm.

Mod halvlegens slutning kom AGF bedre med, at målmand Andreas Gülstorff Pedersen måtte diske op med en pragtredning overfor en helt fri AGF’er for at holde føringen på 1-0 til pausen. I 2. halvleg forsøgte AGF at jagte udligningen, men FCN fik ro over spillet igen, da Andreas Bredahl efter en times spil øgede til 2-0. I slutfasen blev det også både 3-0 og 4-0, igen ved Christoffer Palm og Andreas Bredahl, der således begge blev dobbelte målscorere.

U/19 Liga: FCN-AGF 4-2 (1-0)
Mål: 36. minut 1-0 Frederik Munck. 52. minut 2-0 Marcus Gudmann. 62. minut 2-1. 74. minut 3-1 Tochi Chukwuani. 79. minut 4-1 Emeka Nnamani. 93. minut 4-2 straffe.

FCN U/19 fik sin anden sejr i træk med 4-2 hjemme over AGF i en kamp, som tigrene dominerede i 1. halvleg. Udbyttet af en række gode målchancer var dog for ringe, og FCN måtte nøjes med en 1-0 føring ved pausen på lidt af en foræring fra gæsternes keeper, så Frederik Munck havde let ved at score i det 36. minut.

Efter kun syv minutters spil i 2. halvleg blev det 2-0 til FCN, da Marcus Gudmann uhindret fik lov at føre bolden frem, og så tog han chancen med et fremragende langskud, der strøg ind i målhjørnet. Det tvang AGF længere frem på banen og åbnede kampen op. Især da gæsterne efter godt en time fik reduceret til 1-2 på en forsvarsfejl.

Et kvarter før tid fik Tochi Chukwuani scoret til 3-1 efter et mønsterangreb med fine kombinationer, og da Emeka Nnamani scorede til 4-1 i det 79. minut fra en meget spids vinkel var sejren sikret. Alligevel kom der lidt uro til sidst, da Frederik Juul Christensen med ti minutter igen fik sit andet gule kort og dermed udvisning for protester mod dommeren.

10 mod 11 kom FCN lidt under pres i de sidste minutter af kampen, men AGF fik først reduceret til 4-2 på et straffespark til allersidst. FCN kan nu se frem til en sæsonafslutning, hvor tigrene møder topholdene i U/19 Ligaen, og næste kamp er hjemme mod FC Midtjylland på lørdag 18. maj kl. 13.00.

U/18 DM kvinder: FCN-Viborg 2-1 (2-0)
Mål: 20. minut 1-0 Julie Madsen. 39. minut 2-0 Emélie Wittenkamp. 53. minut 2-1 straffe.

U/18 pigerne viste rigtig godt spil i 1. halvleg og kunne fortjent gå til pausen med en føring på 2-0. Først scorede Julie Madsen til 1-0 midt i 1. halvleg, og kort før pausen sendte Emélie Wittenkamp et langskud op i målhjørnet til 2-0.

FCN holdt godt fast i bolden og stod sammen som hold, og heller ikke et billigt straffespark og reducering til 1-2 for gæsterne kort inde i 2. halvleg kunne ryste holdet. Alle viste god karakter og holddisciplin, og flere af de helt unge piger steppede flot op. FCN var med et brændt straffespark tættere på endnu en scoring, end gæsteren på udligning, og de kørte den fortjente sejr hjem.

Holdets næste kamp er hjemme mod Varde på lørdag 18. maj kl. 13.00.