Kvinderne på ret kurs med storsejr

Kategorier

Farum BK/FCN vandt med tenniscifrene 6-0 over Vildbjerg og tog dermed et stort skridt mod den den vigtige andenplads i Kvalifikationsligaen, der giver oprykning til 3F.

Kvindefodbold Kvalifikationsligaen:
Farum BK/FCN-Vildbjerg 6-0 (3-0)
Mål: 9. minut 1-0 Asla Johannesen. 35. minut Camilla Kur. 45. minut Tiffany Weimer. 71. minut 4-0 Simone Andersen. 73. minut 5-0 Catrine Gryholt Larsen. 84. minut 6-0 Camilla Kur.

Der blev skrevet fodboldhistorie søndag eftermiddag i Right to Dream Park, da der samme dag og samme sted blev spillet topkamp for både mænd og kvinder lige efter hinanden. Publikum fra FC Nordsjællands Superligakamp mod OB kunne således blive på stadion og se Farum BK/FCN kvindeholdet storsejre med 6-0 over Vildbjerg i Kvalifikationsligaen.

Dermed tog Farum BK/FCN et vigtigt skridt mod én af de to oprykningspladser til sommerens 3F Liga, som er kvindefodboldens højeste plan. Mange tilskuere tog mod tilbuddet og støttede kvinderne hele vejen igennem mod “tennissejren”, der trods en lidt skæv sæsonstart nu åbner god mulighed for den vigtige andenplads.

Næsby topper rækken, men det ligner en tæt kamp mellem B 93 og Odense Q, der netop havde tabt til Vildbjerg, om andenpladsen. Næste kamp for Farum BK/FCN er den omvendte kamp i Vildbjerg på lørdag kl. 15.00.

Betydningen af kampen var tydelig at aflæse i de nordsjællandske kvinders tilgang til opgaven. Der var fuld fokus på hele vejen, og Farum BK/FCN lykkedes i store træk med at spille det spil, holdet helst vil som styrende med bolden og sikre pasninger.

Asla Johannesen gav også hjemmeholdet en drømmestart med scoring til 1-0 allerede efter ni minutters spil, og det gav hele holdet ro. Farum BK/FCN skabte flere store målchancer, men Vildbjerg slap længe med skrækken, blandt andet et stolpeskud fra Büsra Barut, men i de sidste ti minutter op til pausen fik tigrene snøret sækken med to scoringer ved Camilla Kur og amerikanske Tiffany Weimer.

Kvinderne holdt fokus i hele 2. halvleg og gav stort set ingen målchancer væk til Vildbjerg, og med endnu tre scoringer blev det sat trumf på, så alle fik en god oplevelse i Right to Dream Park, hvor kvinderne modtog tilskuernes hyldest efter sidste fløjt. Nu gælder det om at gentage sejren i Vildbjerg på lørdag, så holdet står stærkt til den meget vigtige kamp i Odense onsdag 29. maj.