Kvindeholdet kunne ikke nedbryde Næsby-muren

Kategorier

Amalie Vangsgaard var med i alle tre mål. Hun var oplægger til de to første, mens hun selv scorede til 3-1.

Foto: Jens Langkilde

Med et 0-1 nederlag søndag i Næsby har Farum BK/FCN sat sig selv under pres i Kvalifikationsligaen.

Efter en forrygende sejr ude over AaB i forårspremieren er det blevet hverdag for kvindeholdet i Farum BK/FCN, der i dette forår spiller Kvalifikationsliga om oprykning til 3F Ligaen, det højeste plan for kvindefodbold i Danmark.

Siden er fulgt et hjemmenederlag til B 93 og søndag blev det ambitiøse nordsjællandske hold slået 1-0 i Næsby på Fyn i en kamp, som Farum BK/FCN aldrig burde have tabt. Men det var dagen, hvor alle marginaler var imod, og i en turnering, som kun er på 10 kampe, sætter det nu holdet under stort pres i de resterende syv kampe for at sikre den oprykning, alle i klubben stiler mod.

Det var meget svære forhold at spille under i Næsby, hvor kampen blev afviklet på en lille knoldet græsbane på absolut mindstemål, så der ikke var meget plads at løbe på, og det var svært at kontrollere bolden.

Det var tydeligt, at det var forhold, der var til Næsbys fordel. Især i 2. halvleg, hvor fynboerne koncentrerede sig om forsvaret efter en meget chancefattig og dårligt spillet 1. halvleg, hvor de alligevel kunne gå til pausen med en 1-0 føring på et mål scoret af Mette Wengel i halvlegens allersidste sekunder efter et hjørnespark.

Det blev også kampens eneste mål, selv om kvinderne fra Farum BK/FCN kæmpede hårdt og konstant pressede hjemmeholdet i bund i hele 2. halvleg. Det lykkedes aldrig at nedbryde Næsby-muren, og lige nu topper Næsby rækken med 13 point for 5 kampe, mens Farum BK/FCN kun har 3 point for 3 kampe. Så det gælder virkelig om at vinde nogle kampe nu for igen at få kontakt.

Især er den næste kamp hjemme på søndag kl. 13.00 mod Odense Q uhyre vigtig. Odense Q vil givetvis også snakke med om én af de to oprykningspladser og har 6 point for 3 kampe.

Træner for Farum BK/FCN, Kasper Klarskov Nielsen siger om kampen mod Næsby:

– Det blev som ventet en meget uskøn affære med en masse dueller og sjældent mere end fem pasninger i træk. Det var svært for begge hold at skabe chancer. Vi har selv to chancer i 1. halvleg, som vi bør score på, men det bliver symptomatisk nok for kampen et hjørnespark, der giver Næsby deres største chance, i overtiden af 1. halvleg, og de skulle desværre kun bruge den ene for at score.

– 2. halvleg bliver spil til et mål, Næsby forsvarer godt og vi får aldrig rigtig skabt de chancer, der kan give mål. Nu skal vi møde Odense Q og Vildbjerg i de næste kampe og må gøre alt for at komme tilbage, siger Kasper Klarskov Nielsen.