Karlo Bartolec solgt til FCK

Kategorier

Kroatiske Karlo Bartolec er solgt til FCK og har således spillet sin sidste kamp for FCN.

Boesenfoto.dk

FC Nordsjælland har solgt den kroatiske back Karlo Bartolec til FC København.

Karlo Bartolec har spillet sin sidste kamp for tigerne. FCN har accepteret at sælge den 24-årige kroat, der kom til FC Nordsjælland i 2016 fra Lokomotiva Zagreb og siden har spillet 97 kampe med tigeren på brystet. I efteråret 2018 fik Bartolec tilmed sin debut på det kroatiske A-landshold.

– Karlo Bartolec kom til os med en drøm om at udvikle sig som fodboldspiller og blive aktuel for det kroatiske A-landshold. Med tre solide sæsoner bag sig i FCN er Karlo ved at etablere sig for de kroatiske viceverdensmestre og er nu også klar til at tage næste skridt i klubkarrieren helt i tråd med den plan, der er sin tid blev lagt.

– Det har været et meget fint forløb, der nu betyder, at vi har accepteret et bud på Karlo, som vi finder rimeligt og til fulde matcher det internationale marked. Vi vil gerne takke Karlo for hans store indsats hos os, hvor han altid har været en meget vellidt og engageret skikkelse på og uden for banen, siger Sportschef for Superligaen i FCN Carsten V. Jensen.

– Jeg har virkelig haft en god tid i FC Nordsjælland. Den har givet mig alt det, som jeg søgte, og jeg er en bedre spiller nu, end da jeg kom. Kulturen i klubben, og måden der bliver spillet fodbold på, har flyttet mig som spiller og modnet mig som menneske. FCN viste sig at være alt det, jeg håbede på, dengang jeg valgte klubben. Jeg vil gerne takke mine holdkammerater, mine trænere og ikke mindst alle de mennesker omkring klubben, som har støttet mig i mine år her. Jeg ønsker jer alle alt det bedste for fremtiden, siger Karlo Bartolec.