Flemming P: Vi skal forbedre og bryde grænser

Kategorier

– Esbjerg skal ikke have lov at trykke os som sidst, vi var der, siger FC Nordsjællands cheftræner Flemming Pedersen inden mandagens kamp.

Det er ikke nogen god statistik, FC Nordsjælland har mod Esbjerg, hverken historisk set eller i denne sæson, hvor de nyoprykkede vestjyder har hentet syv af de ni mulige point mod tigrene. Esbjerg vandt en klar sejr på 3-0 hjemme lige før jul, og i Farum har Esbjerg sejret 2-1 her i Mesterskabsspillet og spillet uafgjort 1-1 i sæsonpremieren.

Derfor er der noget at rette op på for FCN, når holdet mandag kl. 19.00 gæster Blue Water Arena i Esbjerg, og FC Nordsjællands cheftræner Flemming Pedersen siger:

– Esbjerg er statistisk set et af de sværeste hold for os at spille mod. Det er et godt organiseret og homogent hold med tydelige roller til alle spillere. Og så er de gode til at variere med højt pres og kan også forsvare dybt. De spiller godt på deres styrker og får ofte svaghederne skjult.

– Men for os er det også ekstra motiverende at spille mod et hold, vi endnu ikke har slået i denne sæson. Og vi vil vise, at vi kan slå et top 6 hold. Vi skal altid spille for at forbedre os og bryde grænser, og de skal ikke have lov at trykke os, som de gjorde sidst, vi var i Esbjerg.

– Vi skal først og fremmest undgå for meget duelspil, og så skal vi med speed i spillet finde de rum bag deres kæder, hvor vi kan gøre ondt. Vi skal have ekstra procenter ud af os selv og skal spille maksimalt for at få noget med hjem. Der er altid noget at spille for, fastslår Flemming Pedersen, selv om det svært ud for FCN at nå med i den endelige kamp om europæiske billetter nu.

Det vil i hvert fald kræve nogle sejre i træk, og sejrsstimen skal begynde i Esbjerg mandag aften.